Dobbelt så mange hopper på mountainbiken: Bliv klar til vilde sving og høj puls

Både Rold Skov og Hareskoven slår rekorder i antallet af ture på mountainbiken i 2020.

Du skal ikke være modig for at køre mountainbike. Det er bedre at oparbejde tillid og teknik i et roligt tempo, så du undgår ulykker, råder Peter Meinert, der er idrætskonsulent inden for mountainbike hos DGI. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)

De første vintergækker er nu dukket op i skovbunden, som det første sikre forårstegn.

Men opgørelser fra tællere, der er placeret rundt omkring i de danske skove viser også, at der er er sket stor stigning i antal kørte ture i mountainbikesporene under corona.

- Flere søger udenfor og dyrker sport, når nu vi ikke kan gøre det inde. Det betyder, at der er mange nybegyndere, der springer på mountainbiken og triller ud i de danske skove lige nu, siger Peter Meinert, der er idrætskonsulent inden for MTB hos DGI.

I Rold Skov i Nordjylland er der en stigning i antallet af ture på den tohjulede på 65 procent, mens der i Hareskoven på Sjælland er sket en fordobling fra 2019 til 2020.

Er du ikke lige til stramme lycrabukser og fuld fart i de smalle spor, er der heldigvis højt til loftet i skoven, hvor alle kan være med.

- Mountainbike bliver brugt vidt forskelligt. Nogle cykler i deres normale tøj og bruger mountainbiken til at komme lidt hurtigere frem end på en gåtur. Andre nyder adrenalinsuset over vilde hop og ned af stejle bakker. Jeg bruger selv mountainbiken som en sjov form for konditionstræning for at få pulsen op, siger han.

Han giver dig fem gode råd til en god og sikker start, hvis du ligesom mange andre danskere er nybegynder lige nu.

1

Højt at flyve, dybt at falde: Find dit niveau

En meget øvet rytter laver et hop. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)

Har du stået på alpinski, så kender du sikkert systemet i forvejen.

Skiltene, du møder på mountainbike-ruterne er med grøn baggrund, hvid kant og en farvet pil. Farverne på skiltene, der står langs ruten, markerer sværhedsgraden. Det kaldes også sporgraduering.

Det grønne spor er det letteste, mens det sorte er det sværeste.

- Det er altafgørende at finde den rigtige sværhedsgrad, der passer til dit niveau. Skaderne sker, når man bliver for overmodig. Det er bedre at tage sig tid og få en god oplevelse. Man skal stille og roligt bygge tilliden og teknikken op, siger han.

En instruktør ville kunne hjælpe dig med at komme godt i gang, men du kan også godt lægge ud med en tur i skoven med en ven.

En instruktør eller forening er en mulighed. Derudover kender de fleste én, der kører mountainbike, som du måske kan hente hjælp fra til opstarten. Men det er vigtigt, at det er en ven, hvor du tør at sige fra, hvis det bliver for svært, siger han.

2

Test bremserne på grus

Find en flad grusvej at teste dit udstyr på. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Du behøver ikke investere mange tusinde kroner i en dyr cykel. Hvis du gerne vil prøve sporten af, kan du starte med at leje en cykel eller låne dig frem. En anden nødvendighed er en cykelhjelm, der beskytter dig hoved, hvis uheldet skulle være ude. Ved eventuelle fald kan et rygskjold hjælpe med at fordele stødet på din rygsøjle.

Når det mest nødvendige udstyr er på plads, foreslår Peter Meinert, at du starter stille op på en grusvej, der er markeret som det letteste spor med en grøn farve.

- De skivebremser, der sidder på mountainbikes kan bremse ret kraftigt op. Lær cyklen at kende ved at lave nogle nødbremsninger på en grusvej, inden du kaster dig ud på dit første blå spor, der er for let øvede, råder han.

3

Find vej til de bedste spor

'10 Spir' er Naturstyrelsens 10 anbefalinger til gode spor i hele Danmark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde statsejede mountainbikespor i hele Danmark. Her er også indtastet længden og sværhedsgraden på ruterne.

Derudover har Naturstyrelsen udvalgt ti områder, kaldet 10 Spir, spredt geografisk over hele Danmark. Her er der tilsammen over 200 kilometer spor med noget for enhver smag og ethvert niveau.

4

Hvad er god stil i skoven?

Husk affaldet, når du forlader skoven og læs om andre skrevne - og uskrevne - regler. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Det kan være godt at huske på, at man kun er på besøg. Derfor er der en række skrevne - og uskrevne regler, der er gode at vide inden du kaster dig i sadlen.

Det er kun tilladt at cykle på veje og stier. Derfor skal du undgå at ende på vandreruter, ridestier, gravhøje, diger og trapper. I private skove må du tage hjem, når solen gå ned og komme igen kl. 6 morgenen efter.

Husk på, at færdselsloven også gælder i naturen. Der er også andre mennesker, dyr eller ryttere i skoven, så regulér din fart efter omgivelserne, ligesom du ville gøre i trafikken. Brug gerne ringeklokken til at advare på forhånd.

Af hensyn til natur og dyr er det vigtigt altid at huske sit affald, når man færdes i skoven, uanset om du er på cykel eller ej.

5

Action er ikke uden uheld

Det kan være en idé at pakke et mindre førstehjælpskit, hvis ulykken er ude. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Mountainbike er ikke nogen ufarlig sport, og med fart, udfordringer og action er det ikke usædvanligt med skader fra mountainbikers på de danske skadestuer. Især sår og brud er typiske skader, mens der er få alvorlige ulykker som rygmarvsskader.

Hvis uheldet er ude kan det være svært at beskrive, hvor du befinder dig henne. En smartphone angiver dine GPS-koordinater til alarmcentralen ved nødopkald. Det er den såkaldte AML (Advanced Mobile Location), der virker på Android eller iOS-smartphones. Dermed får alarmcentralen din nøjagtige lokalisering inden for 10-50 meters nøjagtighed.

- Det bedste råd er ikke at blive for overmodig, så selvom mange tror, at man skal være modig for at køre på mountainbike, er det lige modsat. For når teknik og sværhedsgrad ikke følges ad, sker der ulykker - uanset om man er ny eller garvet på cyklen, siger Peter Meinert.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk