Fem iskolde facts om vinterbadning: Du kan sagtens begynde nu

Vinterbadning frigiver glædeshormoner, men aktiverer også en kæmp-eller-flygt-reaktion i hjernen.

En frisk vinterbader på Islands Brygge. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Temperaturen ligger på frysepunktet, og vinteren har for alvor bidt sig fast i Danmark.

Rekordmange danskere topper frostvejret med en tur i bølgerne. For nogle lyder det som et skrækscenarie, mens det for andre er en del af deres daglige rutine at give deres krop et decideret kuldechok.

Hvert år sprænger Vinterbadeforeningen i Danmark rekorden for antallet af medlemmer, som på nuværende tidspunkt er på over 56.000 medlemmer, selvom de lige nu er ramt af corona-restriktionerne.

Derudover findes der også en del danskere, der vinterbader uden af være klubmedlem.

Måske vinterbader du selv, eller også har du set undrende på fra stranden eller kajen.

Hvorfor gør badenymferne noget, der føles så ubehageligt?

Vi har fundet nogle af de mest googlede spørgsmål om vinterbadning og spurgt Susanna Søberg, der forsker i vinterbadning hos Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet og forfattere bag bogen 'Hop i havet'.

1

Hvorfor gør man noget, der er så ubehageligt?

Når du vinterbader, giver du din krop et kuldechok, hvorefter du får et kick.

Det, der helt fysisk sker i din krop, er, at det kolde vand aktiverer dit sympatiske nervesystem, som stresser kroppen ud i en ‘kæmp-eller-flygt’-tilstand.

Din krop betragter det kolde vand som noget farligt; Du starter med at hyperventilere og kulden stikker i huden, og derfor kan kan det føles ubehageligt.

Samtidig frigiver det formentlig også dopamin og endorfiner i hjernen, som er dét, der føles godt og giver dig kicket.

- Mange oplever en stikkende fornemmelse i huden og en gispende vejrtrækning, lige når de går i vandet. Men mine studier viser, at efter cirka 20 sekunder aftager begge dele, siger Susanna Søberg.

- Pulsen og blodtrykket stiger også lige i starten, men falder ret hurtigt igen. Det kan både skyldes vandet, men der kan også være en grad af nervøsitet, der spiller ind.

2

Er vinterbadning farligt?

I teorien har din krop ret i, at det kolde vand er farligt.

Underafkøling af kroppens kernetemperatur har været årsag til dødstilfælde særligt i forbindelse med at opholde sig ufrivilligt i koldt vand som ved ulykker - for eksempel under forliset af Titanic.

Men når du vinterbader, tager du dine forholdsregler og går frivilligt i vandet. Du skal selvfølgelig altid vinterbade sammen med andre og gå i vandet et sted, hvor du kan nemt kan komme op igen.

- Hvis du begynder at ryste, skal du gå op, så lyt til kroppens faresignaler, siger Susanna Søberg og fortsætter:

- Bad aldrig alene. Hvis man lider af hjerte-kar-sygdomme og forhøjet blodtryk anbefaler vi ikke vinterbadning.

3

Kan jeg starte med at vinterbade nu?

Man kan altid starte op med at vinterbade. Vandtemperaturen ligger lige nu på frysepunktet, så der er et ekstra godt kick at hente lige nu.

- Det er lidt ligesom at starte op i fitnesscenteret. Det er altid lidt hårdt at komme af sted i starten, men når du har gjort det en tre-fire gange, vil du begynde at få styr på åndedrættet og få mere ro til at nyde gevinsten, fortæller Susanna Søberg.

Hvis man er helt ny, kan man godt begynde nu, men det gør mere ondt i huden, og du vil nok opleve at hyperventilere, fordi det er så koldt lige nu.

- Du får altså en blidere start på vinterbadning ved at starte op i forlængelse af sommeren, siger Susanna Søberg.

4

Hvad sker der i kroppen, når du vinterbader?

Der er en intern kamp i gang i din krop, fordi din puls stiger grundet aktivering af det parasympatiske nervesystem, mens dykkerefleksen og det parasympatiske nervesystem sænker pulsen.

Den videnskabelige forklaring er, at det sympatiske- og det parasympatiske nervesystem bliver aktiveret på samme tid under vinterbadning.

- Det sympatiske nervesystem aktiverer udskillelsen af dopamin og endorfiner i hjernen, som er glædeshormoner, der giver dig det berømte kick, siger Susanna Søberg.

Under kuldechokket begrænser blodtilførslen til hjernen og alle andre perifere dele af kroppen end de vitale organer. Dit hjerte begynder at hamre og pulsen stiger.

- Det er kroppens forsvar, når den møder det kolde vand, fortæller hun.

5

Kan vinterbadning erstatte min løbetur?

Du skal løbe langt for at få glædeshormoner frigivet ved løb, mens vinterbadning frigiver dem i løbet af få minutter.

- Men hvis vi sammenligner kalorieforbrænding, kan du ikke erstatte løbeturen med et hurtigt dyp i havet. Løbeturen strækker sig over længere tid end badeturen i frostvejr, og vi ved endnu ikke præcis, hvor meget mennesker forbrænder, når de opholder sig kulde, siger Susanna Søberg.

- Men det er sundt at vinterbade, fordi kulde aktiverer vores brune fedt. Når vi vinterbader bliver det brune fedt varmt, og den energi trækkes fra sukker og fedt i blodbanen. Det vil sige, at man får renset ud i blodbanen for fedt og sukker, hvis man vinterbader jævnligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk