Forrest Gump er i virkeligheden dansker: Jesper har løbet jorden rundt to gange - som den eneste i verden

Han har kæmpet sig gennem Saharas glohede ørken og løbet fra et stammefolk, der kastede med sten.

(Foto: Jesper Olsen.)

- Run, Forrest, run!

Forrest Gump løb hele seks Oscars hjem, da den legendariske film rullede over det store lærred i 1994.

Den folkekære Gump løb i tre år og to måneder på tværs Amerika ‘for no particular reason’. Han krydsede et kontinent til fods, lod fuldskægget vokse, og hans præstation gjorde ham kendt over hele Amerika.

Men hvis vi glemmer fortællingen fra Hollywood for en stund, bor virkelighedens Forrest Gump i Vejle.

Jesper Olsen kunne dog ikke nøjes med Amerika. Han har løbet hele verden rundt.

To gange.

- Efter mit første world run har fire andre løbere i verden gennemført ruten. Men ingen har endnu gjort det to gange udover en dansker, siger Jesper Olsen, mens han griner og henviser til sig selv.

Det har taget Jesper Olsen i alt fem og et halvt år. Det har kostet ham i nærheden af 45 par løbesko og en andelslejlighed i Brønshøj.

  • Jesper Olsen i Saharas ørken.
  • Han fik ofte følgeskab af lokale.
  • På sin vej har Jesper Olsen mødt mange familier og kulturer.
1 / 3

Hvordan kom du på den sindssyge idé, at du skulle løbe jorden rundt?

- Jeg forstår, at nogle synes, det lyder helt sindssygt. Men få hundrede år tilbage var det mere naturligt for os at bevæge os. Nu sidder de fleste ned otte timer om dagen. Det, synes jeg, er mere sindssygt, siger Jesper Olsen og fortsætter:

- Jeg tror i princippet, at mange kan løbe rundt om jorden. Man skal sætte sig langsigtede mål, lytte til sin krop og justere sin målsætning. Og så skal man også være meget stædig, siger han.

Ruten starter i vest og bringer Jesper Olsen mod øst, hvor den sibiriske vinter får løberen i tidspres.

Han har været fra vest til øst - og fra nord til syd på de to ‘world runs’. Han har løbet på seks kontinenter og skubbet 30 kilo oppakning på en klapvogn foran sig det meste af vejen.

Han har oplevet årstiderne skifte undervejs, kæmpet sig gennem Saharas glohede ørken og løbet fra et stammefolk, der kastede med sten efter ubudne gæster.

Hans fortælling er et vaskeægte eksempel på, at ‘livet er som en æske chokolade - man ved aldrig, hvad man får’.

Sidestik efter 1,5 kilometer

Jesper Olsen begyndte at løbe sammen med sin far som 12-årig. Turen gik ofte om Furesø, hvor de havde interne konkurrencer.

- Jeg kunne løbe halvanden kilometer, og så fik jeg sidestik. Vi konkurrerede tit det sidste stykke, hvor vi løb om kap. Det var sjovt, når jeg vandt, og jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at det her kunne jeg blive god til, fortæller løberen om barndomsmindet med sin far.

Hans konkurrencegen blev vækket allerede i teenageårene, hvor han som 15-årig gennemførte sit første maraton. Derefter voksede passionen for løb, som siden har dannet rammen om hans liv.

World run 1: Fra vest til øst

26.000 kilometer må være tæt på verdens længste løbetur. Den gennemførte Jesper Olsen på halvandet år, men ikke uden problemer.

  • Jesper Olsen har løbet 17.000 kilometer. Her stavet i knogler fra 'roadkills'.
  • Sibirien var kold, men menneskerne gæstfrie.
1 / 2

Ruten startede lidt uden for London, hvor de oprindelige opdagelsesrejsende i sin tid også startede deres færd ud i verden. Han løb gennem Skandinavien, over grænsen til Rusland og gennem den sibiriske tundra, der er et koldt ørkenlandskab.

- I løbet af den første måned regnede det. Jeg lå i mit telt fra Netto til 250 kroner. Det var ikke vandtæt. Det var hårdt mentalt og klamt at krybe ned i en våd sovepose om natten, fortæller han.

Planlægning er afgørende, når sådan en tur skal tages. Den sibiriske vinter var lidt af en udfordring, og satte Jesper Olsen i tidspres. Han havde nemlig regnet ud, at han skulle løbe cirka et maraton om dagen for at nå igennem den sibiriske tundra, inden vinteren for alvor tog fat.

En simpel regnefejl skabte problemer.

- Den første dag opdagede jeg, at det tog mig næsten dobbelt så lang tid at nå i mål, end jeg havde regnet med. Jeg havde ikke taget højde for, at distancen var i miles og ikke kilometer, sagde han.

42,2 (der i kilometer svarer til et maraton) miles svarer i stedet for til 68 kilometer. Dog nåede Jesper Olsen at komme ud af sibirien, da der endnu kun lå 20 centimeter sne.

- Aldrig har jeg oplevet en gæstfrihed som i Sibirien. Det var helt fantastisk og en helt anden side af befolkningen, der mødte mig, end den man hører om i medierne, siger Jesper Olsen.

Fra kulde til varme løb han tværs over det australske landskab, hvor lokale hjælpere markerede milepæle på hans tur med kænguruknogler fra ‘road-kills’.

World run 2: Fra nord til syd

World run 1 er rød, mens world run 2 er grøn. World run 2 var i alt 37.000 kilometer og tog fire år.

Det andet verdensløb førte nogle helt andre kriser med sig. Ruten fra nord til syd bragte Jesper Olsen direkte ned gennem Afrika, hvor +50 grader ikke er usædvanligt.

- Der var ingen, der før havde løbet direkte ned gennem Afrika. Det skulle jeg nok have tænkt to og en halv gang mere over. I ørkenen er der ingen veje, og solen bager ned. Malariapillerne gjorde min hud lysfølsom, så jeg fik blodvabler på kroppen, siger han.

Derfor droppede han hurtigt pillerne med det resultat, at han fik malaria. Han fortsatte stædigt med feber gennem Sudan.

Her mødte han stammefolk, der ikke var vant til ubudne gæster.

- Stammefolkene advarede hinanden ved at råbe. Så begyndte en regn af sten - og jeg måtte skynde mig videre. Det var mere hårdt mentalt end fysisk. Jeg var ikke velkommen dér, fortæller Jesper Olsen.

  • Jesper Olsen var fire år om world run 2.
  • Ingen havde endnu krydset Afrika direkte - kun i løb.
1 / 2

I Kenya var de mere vant til gæster, og her var der også stor gæstfrihed. I landet spiste han ofte kogt ged med de lokale.

- Det kan ikke nytte noget, at man siger, der lugter, eller at maden er slem. Det var den. Geden kunne man tygge på i 10 minutter, og så var den stadig sej, fortæller Jesper Olsen.

Da målet ved Cape Town nærmede sig, begyndte tankerne at rumstere.

- Jeg havde løbet på seks kontinenter, men der er syv i verden, siger Jesper Olsen.

En iskold drøm om Antarktis

De sidste ni år har Jesper Olsen brugt på at forberede sig til en tur tvær over Antarktis. Men opgaven er lidt en anden, end dem han har stået over for tidligere.

For miljøet på Antarktis gør det umuligt at løbe. Han må derfor justere sin målsætning. Han sætter tempoet ned og går de 2000 kilometer.

- Det vigtigste, jeg har lært, er, at finde en balance i, hvad kroppen kan holde til. Det handler om at lytte til sin krop undervejs og justere sin målsætning, råder han.

Selvom han nu står over for den næste udfordring, er det ikke kun bedriften - men også oplevelserne undervejs, der driver ham.

- At have oplevet verden skridt for skridt, kultur for kultur og familie for familie. Det er mange gange mere værd end nogle verdensrekorder, slår Jesper Olsen fast.

Forsøget om at krydse Antarktis skal stå sin prøve i vinteren 2022.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk