Hurtige svømmedragter og hoppende løbesko: Tre teknologier, der har hjulpet atleter til tops

Materialet carbon har revolutioneret sportsudstyr.

Carbonsålen i løbeskoene her er én blandt andre teknologier, der presser menneskets fysiske præstation i top. (Foto: © Ichiro Ohara)

‘Man skal ikke gå ned på udstyr’.

Sådan lyder en velkendt frase i sportsverdenen.

Talemåden er ikke opstået uden god grund, forklarer Andreas Top Adler, der er præstationsingeniør hos TeamDanmark.

- I en konkurrence vil vi gerne udnytte den energi, som sportsudøveren lægger i udstyret. Energien skal omsættes til så meget fart som overhovedet muligt, siger han.

Selvom det for den almindelige cyklist kan virke ubetydeligt om forgaflen på cyklen er lavet af aluminium eller carbon, kan det være afgørende for en OL-atlet.

- Hvis man ikke har udstyr på niveau med de andre, er man bagud fra start. I nogle sportsgrene kan det være målfoto eller millisekunder, der adskiller guld og sølv. Derfor kigger vi på materialets overflade, vægt og hårdhed, når vi skal optimere farten, siger han.

1

Løbesko med fjeder-effekt

Opbygningen af sålen på en Nike Vaporfly sko. (© DR)

Den amerikanske sportsproducent Nike smed i 2017 en bombe af en banebrydende løbesko kaldet Nike Vaporfly.

Siden har skoene været fast inventar hos maratonløbere, når der er sat opsigtsvækkende verdensrekorder.

Skoen har en helt særlig opbygning af et hårdt skummateriale som midtersål og en indbygget carbonplade. Denne kombination giver næsten samme effekt som en fjeder, der skyder energi tilbage til løberen efter hvert skridt.

- Forestil dig en hoppebold, der hopper op igen efter at have rørt jorden. For hver gang den rammer jorden, mister den energi. Med carbonpladen i løbeskoen mindsker man den tabte energi, og skoen vil derfor bevare mere energi for hvert skridt set i forhold til en almindelig løbesko, siger han.

2

Superhurtige og forbudte svømmedragter

I 2008 havde de amerikanske svømmere Amanda Beard (venstre), Natalie Coughlin (højre), og Michael Phelps alle tre de højteknologiske Speedodragter "LZR Racer" på til OL i Beijing. (Foto: © Kathy Willens)

Det blev til et højteknologisk forspring i bassinet, da heldragter af plastmaterialet polyurethane blev sendt på markedet i 2008 af de to store brands Speedos og Arena.

Alene i 2009 blev der sat 143 verdensrekorder af svømmere verden over, der svømmede i hi-tech dragterne.

Den voldsomme stigning i verdensrekorder satte hurtigt udstyret under mistanke.

Det fik den verdensberømte amerikanske svømmer Michael Phelps til at tage store ord i brug og truede med at slutte karrieren, hvis ikke dragterne blev forbudte.

Han var nervøs for den skævvridning, det kunne have for sporten, selvom han selv måtte ride med på bølgen for at følge med.

- Svømmedragterne har en lille smule opdrift, så svømmeren ligger lidt højere i vandet. Overfladen gør vandmodstanden mindre, og det giver en klar fordel, siger Andreas Top Adler.

I 2010 satte det internationale svømmeforbund, FINA, en streg i sandet - eller vandet om man vil. De forbød ti af de superhurtige svømmedragter på markedet.

- I følge FINA skal man ikke kunne købe sig til fart på det niveau som svømmedragterne giver mulighed for. En high-tech svømmedragt koster mellem 8-10.000 kroner, og den kan bruges i to til tre løb. Det skævvrider konkurrencen, så de lande eller svømmere, der ikke har nær så gode økonomiske kår, ikke kan være med, siger Andreas Top Adler.

3

Det stærke og lette carbon

Her ses en mast lavet af carbon. Fibrene er flettet ind på kryds og tværs, så masten kan bøje i alle retninger uden at knække. (Foto: © Onne van der Wal)

Carbon har ikke kun sneget sig i løbeskoene fra Nike.

Faktisk har carbon på mange måder revolutioneret sportsudstyr. Det gælder for flere sportsgrene, fortæller Andreas Top Adler.

- Carbon er central byggesten for udstyret i mange sportsgrene. Masterne i de olympiske både, store dele af professionelle cykler og pagajer bliver lavet i carbon til OL.

Materialet er nemlig ekstremt stærkt og har den klare fordel, at det er meget let.

- Carbon er små fibre, som man limer sammen. Det er kun stærkt i længderetningen lidt ligesom et menneskehår. Ikke to elefanter kan trække det fra hinanden i dén retning, men får materialet et slag fra en forkert vinkel, går udstyret let i stykker.

Det er langt fra kun større udstyr, som er nøje udvalgt, når sportsfolk skal deltage i OL.

Alt udstyr til de olympiske lege er optimeret lige fra sokker, handsker og hjelme, der kan være med til at understøtte de imponerende fysiske præstationer, som sommeren byder på.