Kronprinsen til danskerne: Sæt i gang!

Landsdækkende motionskampagne fik en kongelig start under stort sportsshow.

Kronprins Frederik er selv en særdeles aktiv herre og nu har han også sat gang i en stor motionsbevægelse for hele landet.

Kronprins Frederik gik lørdag aften under DR Sportens stort anlagte show 'Sport 2020' bogstaveligt talt forrest i et nyt projekt, der under navnet 'Sammen i bevægelse' skal få danskerne til at røre sig lidt mere i 2021.

Og kronprinsens timing er god.

Det går nemlig den forkerte vej med danskernes idrætsdeltagelse, ifølge en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Både blandt børn og voksne er idrætsdeltagelsen faldet siden 2011. Indtil da havde den været konstant stigende.

Samtidigt har coronavirusset vanskeliggjort en aktiv livsstil for mange danskere.

- Tallene viser, at coronakrisen har bremset den historiske udvikling, og at det har skabt en ny situation i idrætslandskabet. De nye tal bekræfter billedet fra vores tidligere undersøgelser under coronakrisen, der viste, at idrætsdeltagelsen er faldet en smule, siger Steffen Rask, analytiker i Idrættens Analyseinstitut.

Flankeret af landstræneren for det danske fodboldlandshold, Kasper Hjulmand, gav kronprins Frederik under 'Sport 2020' startskuddet til 'Sammen i bevægelse', da han gav svømmeikonet Jeanette Ottesen en stafet, der nu skal nå hele landet rundt det kommende år.

Den naturligvis afsprittede stafet blev dog ikke kun givet videre i forhold til den landsdækkende stafet, men er samtidigt også symbolet på det stort anlagte motionsprojekt 'Sammen i bevægelse', som er skabt i samarbejde mellem DR og en lang række idrætsorganisationer.

- Svømning bliver relativt koldt på det her tidspunkt af året, så jeg tænker, at jeg hopper op på cyklen, siger den tidligere europamester og verdensmester i svømning Jeanette Ottesen, der ved at give stafetten videre til sin fysioterapeut vil lave de første skvulp i det, der skal blive til flere store motionsbølger.

Bevægelsen rammer danskerne i flere bølger

Det er DR, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Skoleidræt, DIF og DGI, der står bag projektet 'Sammen i bevægelse', der skyller ind over landet i seks forskellige bølger i løbet af året.

Den første bølge rammer allerede her i januar under navnet 'Danmark går sammen', der skal få danskernes øjne op for en af de lettest tilgængelige motionsformer: gang.

De fem øvrige bølger slår ind under overskrifterne 'Vores utrolige krop', 'Dans Danmark', 'Lad Legene Begynde', 'Danmarks Motionsuge' og 'Året vi gik'.

Mens DR i løbet af året vil producere en lang række af programmer og indhold på radio, tv og web, vil idrætsorganisationerne arrangere og invitere til et hav af forskellige bevægelsesaktiviter.

- Vi glæder os til - sammen med DR – for første gang at sætte et så langt og landsdækkende fokus på bevægelse, og timingen kunne ikke være bedre. Vores unikke tradition for stærke aktive fællesskaber er udfordret af corona, der har skabt nye rammer for, hvordan vi kan være sammen, lyder det i en fælles udtalelse fra organisationerne bag 'Sammen i bevægelse'.

- Med 'Sammen i bevægelse' vil vi i fællesskab gøre vores til at bakke op om, at 2021 bliver bevægelsens år - og sammen sikre, at afstand ikke bliver til stilstand, uanset hvor i livet, man er.

Man kan løbende følge med og finde inspiration, nyheder og viden om 'Sammen i bevægelse' på dr.dk/bevægelse.