Muskelhukommelsen er din ven, når fitnesscenteret åbner igen

Dine muskler har klare fordele, når du skal tilbage i træningscenteret, hvis du har trænet før.

Squats træner nogle af de helt store muskelgrupper: Lår og baller. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Du må vente lidt endnu med at hoppe i dine tights og suse ned i fitnesscenteret.

Den fortsatte nedlukning af landets fitnesscentre betyder træningspause for rigtig mange danskere. Når du ikke får trænet, som du plejer, så kan dine muskler ikke bevare deres styrke eller volumen.

Men selvom fitnesscenteret har lukket, kan din krop faktisk huske øvelserne - og det er en stor fordel, når du skal starte op igen.

Begrebet bliver ofte omtalt som ‘muscle memory’ (muskelhukommelse, red.) i fitnesskredse. Forskere fra Syddansk Universitet er lige nu ved at finde frem til, hvordan muskelhukommelsen hos mennesker fungerer.

Du får hurtigere dine store muskler igen

Forklaringen ligger i dine muskler.

Musklerne består af proteiner, og når du træner, sker der en proteinsyntese, som gør, at de vokser.

- Når man træner sine muskler, kommer der flere muskelcellekerner i musklerne. Hvis man bliver inaktiv en periode - som for eksempel under lockdown - er der indiktation på, at en del af muskelcellekernerne bevares, siger Jakob Lindberg Nielsen, der forsker i 'muscle memory' på Syddansk Universtet.

Det er smart, for den øgede mængde af muskelcellekerner i din tidligere trænede krop, får du god gavn af, når du starter op på træningen igen.

- Muskelcellekerner understøtter den proteinsyntese, der skal til, for at musklerne vokser. Så er det en fordel at have flere af dem, siger Jakob Lindberg Nielsen.

Squats lagres i din langtidshukommelse

Når du squatter, dødløfter eller bænkpresser, tager du gentagelse efter gentagelse.

Hvis du er vant til at lave øvelser i et træningscenter, kan du have gentaget dem så mange gange, at den lagrer sig i din langtidshukommelse, forklarer Magnus Kjærgaard, der forsker i den menneskelige hukommelse på Aarhus Universitet.

- Det er ikke kun musklerne, men også hjernen, der husker kroppens bevægelser. Øvelser, hvor flere muskler i kroppen koordineres samtidig og gentages igen og igen, bliver lagret i det, der hedder proceduralhukommelsen, siger Magnus Kjærgaard.

Procedualhukommelsen er en del af vores langtidshukommelse. Derfor kan vi hive informationen frem, selvom vi holder flere års pause.

Endnu uklart hvor længe musklerne husker

Overbevisende museforsøg i Norge peger på, at mus beholder muskelcellekerner i meget lang tid. Forskerne peger på, at fordelene ville kunne have en effekt i omkring 15 år eller være en permanent tilstand hos mennesker.

Men der er langt fra mus til mennesker, og derfor har forskere fra Syddansk Universitet dykket ned i netop dén opgave.

- Der er endnu meget, vi ikke ved om ‘muscle memory’. Derfor er vi er lige nu i gang med forskningen om, hvor længe menneskelige muskler kan bevare det øgede antal muskecellekerner, som giver os mulighed for at vende hurtigt tilbage i form, siger Jakob Lindberg Nielsen.

Det er dog endnu lettere at komme tilbage til dit gamle træningsniveau, hvis du finder en alternativ måde at træne på, mens dit fitnesscenter er lukket.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk