Opkast giver hak i huen: Her er reglerne for studenterhuen, du skal kende

Her er overblikket over de vigtigste regler og lege i studenterugen.

Studenter gør stop på deres vognture og hopper i Storkespringvandet i København. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Studentervognen hopper i takt med den tunge bas, der brager ud af højttalerne.

Kulminationen af års slid med matematik, historie og dansk er forbi, og det skal fejres med et brag af en studenteruge med studenterkørsel.

Med i fejringen følger der et langt regelsæt, der ofte bliver markeret på studenterhuen som klip eller beskeder til evig minde.

Her kan du læse om nogle af de sjove regler og lege, mange studenter skal igennem i denne uge, og du kan blive klogere på, hvordan studentershuens tradition har ændret sig.

1

Før huen kommer på

En regel siger, at det bringer uheld at bruge studenterhuen inden sidste eksamen er i hus. (© Unsplash)

Inden den sidste eksamen er det eftersigende ikke kun mængden af timer, du læser op til eksamen, der er afgørende for, hvordan din karakter bliver.

Ifølge studenterhuereglerne bringer det uheld at tage sin hue på inden sidste eksamen.

Først når du er på den anden side af eksamenerne, kan du ånde lettet op og iføre dig studenterhuen. Her kan du skrive din karakter i midten af inderforet, mens gode klassekammerater og venner skriver hilsner inden i huen.

Dine bedste venner får æren af at bide i huens skygge.

2

Fest til den lyse morgen

Der er tradition for at fejre eksamensbeviset med alkohol. (© Unsplash)

Champagnen bliver typisk poppet allerede umiddelbart efter den sidste eksamen.

- Alkohol spiller en central rolle, når studentereksamen skal fejres. Alkohol er enormt fællesskabsdannende, og det er typisk noget, vi forbinder med at lægge de hverdagslige forpligtelser fra sig. Det gælder i alle generationer, siger Vibeke Frank, der er professor på center for rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

Når gymnasiet afsluttes, bliver det for langt de fleste studenter fejret med rigelige mængder alkohol.

De første kasser øl bliver givet til klassen af dem med det største- og det mindste hattemål. Også dem, der har fået det højeste- og laveste gennemsnit, skal give en kasse øl hver.

Når festen er i gang, og musikken spiller, kan der godt ryge store mængder øl ned. Studenten må klippe en firkant i svedbåndet, hvis han eller hun har drukket en hel kasse øl på 24 timer.

Huens skygge er der også et helt regelsæt for. Her koster en omgang opkast et trekantet hak, mens et kys af en fremmed giver en firkant.

I de helt ekstreme situationer kan et besøg på skadestuen koste hele skyggen.

3

Frække aftaler i huen

En af de helt gamle traditioner er, at studenterne skal bade med huen på. Derfor er det ikke usædvanligt at se studenter, der hopper, plasker og jubler, mens de bader for eksempel i Storkespringvandet i København. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Hvis der opstår en lille flirt i studenterugen, skal det naturligvis foreviges i huen. På den måde kan du om 20 år kigge tilbage og tænke på den vilde ungdom.

Har du en kæreste eller flirt, skal vedkommendes navn stå skrevet i huen ved siden af den afsluttende karakter.

Frække eller intime aftaler kan blive skrevet i svedremmen. På den måde har du mulighed for at gemme dine frække aftaler, fordi svedremmen skal foldes ud for se aftalerne.

FacebookTwitter