Sportsklubberne holder sommerferie: Sådan holder du gang i træningen over ferien

Find en makker at træne med, så du står til ansvar overfor andre end dig selv.

Vores aktive vaner smitter af på vores omgangskreds. (Foto: MOHAMMAD ISMAIL © Ritzau Scanpix)

Er dine venner gode til at komme af sted til fodbold eller er din partner afhængig af sin ugentlige løbetur, så er du med større sandsynlighed også selv fysisk aktiv.

I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Bevæg dig for livet, at en aktiv hverdag smitter af på vores omgangskreds.

- Vi er flokdyr, og derfor spejler vi os i hinanden. Derfor vil vi være tilbøjelige til at gøre det samme som vores partner, venner og veninder, fordi vi stoler på deres dømmekraft, siger adfærdskonsulent hos Bevæg dig for livet, Jette Würtz.

- Gode intentioner som ‘jeg vil gerne træne hen over sommeren’ er alt for ukonkret, og ofte kommer hverdagen i vejen, så træningen bliver nedprioriteret, fortsætter Jette Würtz.

Derfor giver adfærdseksperten her sine tips til at at komme ud og motionere, selvom din forening er gået på sommerferie.

1

Lav aftaler med andre

Træningsaftaler med andre er vigtige for at komme ud af døren. (© Unsplash)

Vi kan have enormt svært ved at overbevise os selv om, at træning er vigtigere end afslapning på sofaen eller i strandstolen. Men det kan sociale forpligtelser lave om på.

- Første step er at lave en aftale om at træne med en anden. Sociale aftaler forpligter, og vi vil nødig skuffe nogle ved ikke at dukke op, forklarer Jette Würtz.

Næsten halvdelen i undersøgelsen har svaret, at de mangler støtte fra andre for at komme i gang med at motionere.

Derfor er de sociale aftaler et helt afgørende psykologisk greb, som øger chancen for, at du kommer afsted, fortæller hun.

- Det er abehjernen, vi skal overtale. Men med aftaler kan vi nemmere få omsat de gode intentioner til en konkret handling, siger hun.

2

Skriv træningen i kalenderen

Skriv aftalen ned i din kalender. (© Unsplash)

Når du har aftalt at træne med andre, er det en god idé at skrive det ind i kalenderen. Det gør, at der bliver afsat den nødvendige tid på forhånd på selve dagen.

- Det kan være smart at have to faste dage til træning med din træningsmakker. Det kan for eksempel være mandag og torsdag. På den måde sikrer I jer, at hverdagens pligter ikke snupper tiden fra træningen, siger hun.

3

Aftal, hvordan I skal træne

Badminton er en oplagt sport for to.

Et kryds i kalenderen er heller ikke helt nok. Derfor kan det være en fordel af aftale mere specifikt, hvad I skal lave til træning.

- Det at udspecificere, hvordan I skal træne øger også sandsynligheden for, at I rent faktisk gør det. Om det så er løb, badmin, padel eller øvelser i naturen, så er det godt at få sat ord på, hvad træningen skal indeholde, siger hun.

4

Brug sociale medier til feedback

Del med dine venner eller træningsmakker, når du har udført din træning.

Måske skal én af jer rejse til udlandet eller rundt i Danmark. Men det er ikke en hindring for, at I kan have en aftale om at træne.

- Hvis én er i Nordjylland og én er i Italien, kan det er en god idé at sende en snap eller skrive en besked til hinanden, hvis man ikke har mulighed for at træne fysisk sammen.

Det er igen nogle sociale forpligtelser, der øger vores chancer for at komme ud og motionere.

- Det er nogle gruppedynamikker, der gør, at vi ikke vil være den eneste, der ikke har trænet, hvis resten af fodboldholdet har holdt sig i gang hen over sommeren. Dem kan man udnytte ved at aftale, at man skriver sammen for eksempel i en Facebookgruppe, hver gang man har trænet.

Facebook
Twitter