Stafetten rejser videre: Julie går otte kilometer for at hylde jordemoder

Jordemoder formidler om de ting, der er svære at google sig til. Nu får hun bevægelses-stafetten.

Julie Hjelm Jacobsen går af kystlinjen ved Sydstevns for at aflevere bevægelses-stafetten.

En god start.

Den har ry for at være altafgørende for din dag, for dit nye arbejde eller endda for, hvordan du klarer dig gennem livet.

Lige netop den gode start på livet er dét Julie Hjelm Jacobsen hylder, når hun går otte kilometer for at overbringe bevægelsesstafetten til jordemoderen, Sara Bjerregaard.

De to kvinder arbejder begge med gravide og babyer inden for det sundhedsfaglige felt.

- Du skal have bevægelses-stafetten som tak for din indsats for at udbrede viden om både fødsel og barsel, siger Julie Hjelm Jacobsen, da hun overbringer stafetten på dørtrinnet til jordemoder Sara Bjerregaard.

Bevægelses-stafetten er en del af projektet ‘Sammen i bevægelse’.

Stafetten går fra person til person og beskriver, hvordan de har bevæget hinanden. Når stafetten bliver modtaget, skal den bringes videre ved at bevæge sig fysisk fra det ene sted til det andet. Det er lige meget, hvordan stafetten rejser gennem landet, så længe det sker ved fysisk aktivitet.

Bevægelse er DR’s tema for 2021, hvor DR sammen med DGI, DIF, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Skoleidræt har til formål at skabe mere bevægelse blandt danskerne.

En håndsrækning til nybagte forældre

Ni måneders forventninger bygger sig op i løbet af en graviditet. Og forestillingerne om det perfekte familieliv kan nå at blive tårnhøje og alt for svære at indfri, når babyen så endelig ligger i favnen, mener Julie Hjelm Jacobsen.

- Når man står med et lille barn, er det måske dér, hvor usikkerheden er størst. På en måde er Sara den der voksne, som er der og tilbyder sin hjælp fra baglinjen lige indtil, man selv kan, siger Julie Hjelm Jacobsen.

Hvis fødslen var kompliceret, amningen ikke kører eller barslen bare ikke er lige så hyggelig, som du troede, kan der ligge en håndsrækning til frustrerede forældre online, mener Julie Hjelm Jacobsen.

I følge Julie Hjelm Jacobsen formidler Sara Bjerregaard i øjenhøjde som udkørende jordemoder og fra sin platform på de sociale medier om den sårbare tid med fødsel, barsel og amning.

Derfor har Julie Hjelm Jacobsen valgt at give stafetten videre til den private jordemoder, Sara Bjerregaard.

I følge Julie Hjelm Jacobsen udbreder Sara Bjerregaard faglig viden om de ting, der kan være svære at google sig til. Derfor har Julie Hjelm Jacobsen valgt at bevæge sig otte kilometer for at hædre hende med bevægelses-stafetten.

Udfordrer glansbilledet

Turen går langs kysten ved Sydstevns med tasken på ryggen.

I tasken ligger stafetten, som Julie Hjelm Jacobsen selv modtog af elitesvømmer Jeanette Ottesen, som hun er fysioterapeut for.

Nu er det hendes tur til at bevæge sig for at viderebringe stafetten, så den igen kan blive bragt videre i sin cyklus.

Med godt otte kilometers gåtur forude er der også tid til at se tingene fra et større perspektiv.

- Et ben foran det andet. Sådan er der jo så meget her i livet. Man skal have et ben foran det andet for at komme videre i livet, siger Julie Hjelm Jacobsen med god fart på dagens bevægelses-etape.

Da hun ankommer ved jordemoderens hus, placerer hun stafetten på dørtrinnet og banker på.

En tydeligt spændt Julie Hjelm Jacobsen hilser på jordemoderen med et ‘goddag’.

- Jeg står her ved din hoveddør, fordi jeg synes, at du er en fremragende jordemoder og megasej kvindelig iværksætter. Du skal have tak for at udfordre det vidt udbredte glansbillede af forældreskabet, siger Julie Hjelm Jacobsen og fortsætter:

- Du piller perfektheden ud af ligningen og inviterer os til at lytte til mavefornemmelsen og hjælpes ad med at drage omsorg, ikke bare for det lille nye menneske, men også for hinanden, siger hun.

Det er nu Sara Bjerregaards opgave at sætte sig selv i bevægelse for én, der har bevæget hende.

- Jeg skal nok passe på den, indtil den skal videre, lyder løftet fra jordemoder Sara Bjerregaard.

Bevægelses-stafetten vandrer videre i Danmark, og den kan også ende hjemme hos dig.

Ruten er ukendt, men stafetten skifter hænder hver dag i afsprittet form. På dens vej vil alle bevæge sig for én, der har bevæget dem.

Ruten ender tilbage på scenen ved DR’s store sportsshow 'Sport 2021' i starten af næste år.

FacebookTwitter