Tre råd fra forskere: Sådan forbereder du din krop på COVID-vaccination

Moderat motion kan øge antallet af antistoffer hos udsatte grupper, viser ny undersøgelse.

Lige nu skyller en bølge af bivirkninger fra covid-19-vaccinationer ind over sundhedsvæsenet. De er allerede godt i gang med at vaccinere sundhedspersonale.

- De bivirkninger, vi ser lige nu, er influenza-lignende symptomer som feber og ømhed i kroppen, men de er forventelige, siger Camilla Foged, der forsker i vacciner og er professor på Institut for Farmaci på Københavns Universitet.

I Region Nordjylland har man ændret strategi fra at vaccinere halvdelen af personalet på en afdeling til at vaccinere en tredjedel ad gangen. Årsagen er, at 20 procent af det vaccinerede personale oplever bivirkninger, hvoraf en mindre procentdel fører til sygemeldinger. Det fører til forstyrrelser i driften af sygehuset, skriver TV 2 Nord.

Der findes desværre ingen mirakelkur mod bivirkninger, når vi taler om vaccinationer. Men et stærkt immunforsvar er et godt sted at starte, hvis man vil forberede sin krop på vaccinationen. Det mener to forskere, der begge har svaret på, hvad vi selv kan gøre for at forberede kroppen på vaccinationen.

Mathias Heltberg, der har forsket i immunforsvaret på Niels Bohrs Institut, peger på, at kroppen skal toptunes inden ‘kamp’.

- Kigger man frem mod en vaccine, kan man forestille sig det lidt ligesom en fodboldkamp. Det er en god idé at træne sig op til at spille den store kamp, fordi kroppen helt sikkert bliver belastet, siger han.

Immunforsvaret kan opdeles i to forskellige systemer, der arbejder tæt sammen i din krop.

Det ene system, kaldet det innate system, er det, der generelt nedkæmper alle fremmede baktier og virus, der kommer ind i kroppen.

Det andet system, kaldet det adaptive system, er den del af immunforsvaret, der producerer antistoffer mod de bakterier og vira det tidligere har været i kontakt med. Det er den del, der husker det virus, som kroppen har mødt før.

- Det er i den adaptive del af immunforsvaret, at kroppen kan huske, hvordan man tidligere har slået fjendtlige vira ned. Det er netop denne hukommelse, man udnytter ved vacciner, siger Mathias Heltberg.

  • Moderat motion i måneden op til vaccination kan øge antallet af antistoffer overfor coronavirus efter vaccinationen, viser ny undersøgelse. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)
  • En planterig kost med masser af grøntsager og frugter er gode næringskilder - også for dit immunforsvar. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
  • Sov når du er træt, spis når du er sulten og husk at smile, lyder rådet fra Mathias Heltberg. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
1 / 3

For langt de fleste danskere, kan vi stadig nå at styrke immunforsvaret inden vi får tilbudt en vaccine. Derfor råder Camilla Foged til at kigge på vores vaner inden vi skal lægge arm til de to stik.

- Helt grundlæggende en god idé at styrke og pleje sit immunforsvar inden en vaccination. Det gælder om at spise sundt, sove godt og få motion, siger Camilla Foged.

1

En løbetur 2-3 gange om ugen

Motion et af de bedste redskaber, vi har for selv at styrke vores immunforsvar. En ny undersøgelse fra The Trinity College of Dublin viser, at moderat motion i måneden op til vaccinationen kan øge antallet af antistoffer overfor coronavirus efter vaccinationen.

- Et godt mål kan være at gå en rask tur to til tre gange om ugen i en halv time, hvor pulsen kommer lidt op, udtaler professoren bag undersøgelsen, Rose Anne Kenny.

Undersøgelsen er lavet på ældre over 60 år, men er du ung kan du godt skrue lidt op på ambitionsniveauet på motionsfonten. Alligevel er der ingen grund til at kaste sig over 15 kilometers løbetræning, hvis du ikke er vant til at løbe.

- Det handler om at stimulere immunsystemet og samtidig sørge for, at vi ikke belaster det unødvendigt. Så skal kroppen nemlig bruge energi på at komme ovenpå igen, siger Camilla Foged.

2

Supplér sund kost med d-vitamin i vinterhalvåret

Det, du spiser, er kroppens byggesten og dermed en energikilde til dit væv, organer og funktioner som immunforsvar.

Udover kostrådene er der bragt en ny spiller på banen. I december 2020 kom det nye råd fra Fødevarestyrelsen om at supplere den sunde kost med en daglig dosis d-vitamin hos både børn og voksne i vinterhalvåret, der strækker sig fra oktober til april.

- Her i Norden får vi kun ganske lidt D-vitamin i vintermånederne, fordi de produceres ved sollys. Både T og B cellerne, der er de vigtigste celler til at genkende og bekæmpe virusinfektioner, kan producere D-vitamin og der er meget der tyder på at dette er vigtigt for deres funktion, siger Mathias Heltberg.

Dog er er det vigtigt at holde sig til den korrekte dosering på 5-10 μg om dagen for voksne.

- Man skal ikke forvente, at D-vitamin er et mirakelmiddel, men et lille tilskud af D-vitamin - særligt i vintermånederne - tyder på at kunne optimere immunsystemets virkning, siger Mathias Heltberg.

3

God søvn er godt grundlag

Søvnmangel kan kobles til nedsat immunrespons, der betyder, at kroppen ikke reagerer lige så godt på ubudne gæster som virus.

- Generelt hvis man skal udsætte kroppen for et stressniveau som f.eks. en vaccine, giver det god mening at få sovet ekstra i dagene op til. Her er det typisk otte timer der anbefales, men det er meget individuelt, hvad man har brug for, siger Mathias Heltberg.

En god nats søvn kan altså hjælpe dit immunsystem til at øge effektiviteten af T-celler, der arbejder tæt sammen med B-cellerne, når virus kommer ind i kroppen.

- Søvnmangel kan føre til stress, og det er ikke godt for vores immunforsvar. En kombination af vintersæson, der lægger pres på immunsystemet, og stress kan måske være en del af forklaringen på de mange bivirkninger, vi ser lige nu, siger Camilla Foged.