Brugernes gode klimaråd: Lokale grøntsager, solceller på taget og ferie på ladcykel

Klokken 13.00 kan du stille spørgsmål til en klimaekspert om, hvad du kan gøre for at hjælpe klimaet.

En af brugerne på dr.dk køber altid lokale grøntsager, der er i sæson, for at begrænse sit drivhusgasudslip. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Mindre kød, mere genbrug, færre flyrejser og køb af varer, der er blevet produceret i lokalområdet.

Det er nogle af de mest populære kneb, dr.dk’s brugere gør brug af for at reducere deres egne klimaaftryk.

I forbindelse med FN's klimakonference i Bonn har DR Nyheder spurgt, hvad folk gør for at skåne klimaet, og der er kommet mere end 220 svar.

- Jeg spiser meget mindre kød end tidligere og forsøger at spise lokalt og råvarer, der er i sæson. Derudover affaldssorterer jeg, komposterer, køber genbrug og forsøger at undgå plastik så vidt som muligt. Derudover er min cykel mit primære transportmiddel. Alle de her ting er dog ikke noget, jeg gør "religiøst", skriver en bruger.

En anden peger på, hvordan hun eksempelvis tager sokker eller hjemmesko på derhjemme i stedet for at hæve temperaturen, spiser mindre okse- og kalvekød og tager cyklen frem for bilen.

- Optimerer generelt på små ting ud fra mange bække små-princippet.

Stor luns af elforbruget

I dag udleder hver eneste dansker ifølge beregninger fra klimatænketanken Concito i gennemsnit 17 ton drivhusgasser om året.

Men hvis vi skal nå målet om, at kloden kun må blive to grader varmere i slutningen af dette årtusinde, skal vi ned på to ton drivhusgasser årligt, viser beregninger fra klimatænketanken.

Selvom en del af reduktionen skal ske på et mere overordnede samfundsniveau, så kan vi ifølge Concito også gøre meget ved at ændre vores egne vaner.

4,5 ton af de drivhusgasser, vi udleder, kommer ifølge tænketankens beregninger fra de ting og sager, vi køber.

En af brugerne har reduceret sit elforbrug cirka 1000 kwh per år ved blandt andet at afskaffe fladskærmsfjernsynet, bruge lavenergipærer og købe et nyt A++-køleskab.

- Vi har opsat to solcelleanlæg på taget af de to blokke. Anlæggene skulle gerne kunne dække fællesstrøm i ejerforeningen. Dvs. vaskeri, fyrrum, ganglys og udendørslys. Jeg cykler på arbejde og anskaffer mig en elcykel til foråret, så jeg kan cykle ud og fiske i stedet for at tage bilen.

En anden måde at reducere sine klimaaftryk på er ved at ændre sine kostvaner. Ifølge Concito udleder vi hver især tre ton drivhusgasser årligt gennem vores mad og drikke.

Og her har flere brugere valgt at skære ned for kødforbruget, da det kræver meget energi at producere. Man kan eksempelvis få en CO2-besparelse på 85 procent per kalorie ved at gå fra okse og lam til høns og svin.

- Indtager kun oksekød nogle få gange om året mod tidligere ugentligt.

Børnefamilie på cykel

Andre peger på, at de går langt for at undgå at smide mad ud.

- Selvom jeg bor alene, og det kan være en udfordring mht. spisevaner, kasserer jeg aldrig mad - det går mig voldsomt imod at smide mad væk. Det betyder engang imellem, at jeg må spise samme ret til både frokost og aften et par dage i træk - ensformigt, ja, men intet bliver smidt væk.

Tranport er også et område, hvor man kan begrænse sine drivhusgasudledninger. Flere skriver, at de tager cyklen frem for bilen, når de skal fra A til B.

- Vi er en børnefamilie med tre børn (3 år, 3 år, 5 år) i forstæderne 20 km fra København, men kan alligevel godt få hverdagen til at hænge sammen uden bil. Vi kører på elektriske ladcykler istedet for bil og har også valgt at holde lad-cykelferie med børnene i Danmark.

Termokop i tasken

En anden er begyndt at tænke mere over, hvordan han kører i sin bil.

- Sparer 25% brændstof ved at køre pænt (lægger mig efter lastbil på motorvejen, kører langsomt frem mod det røde lys).

Og så er der flyrejserne, som vi i gennemsnit udleder et ton af om året. Flere har helt droppet flyet, når de skal på ferie.

- Ferier bliver holdt i Jylland.

Og så er der en, der næsten altid har en termokop i tasken, når han er på farten med jobbet.

- Så kan jeg få min købekaffe i den - sparer papkoppen og holder kaffen varm.