Dansker vinder sølv ved VM i science: Nu skal han navngive asteroide

Benjamin Muntz fra Brønshøj strøg næsten helt til tops foran 1.750 projekter fra 80 lande.

Til dagligt studerer Benjamin Muntz på det prestigefyldte Imperial College i London, hvor han læser teoretisk fysik.

Læg mærke til navnet Benjamin Muntz. Han er nemlig i den absolutte top blandt unge videnskabsmænd i hele verden.

Den 19-årige mand fra Brønshøj er netop hjemvendt fra Pittsburgh i USA, hvor han i lørdags vandt sølv i kategorien physical science til Intel ISEF – det uofficielle VM i science.

Blandt 1.750 konkurrerende projekter fra 80 forskellige lande strøg han næsten helt til tops for sit projekt 'Hvorfor er vores univers (og vi) tredimensionelle: Modellering af de N-dimensionelle Elektron Orbitaler.'

- Det var helt vildt at vinde sølv. At stå deroppe og få prisen tildelt var helt fantastisk og urealistisk, siger Benjamin Muntz.

Hvis ikke du snakker nørd’sk og har hang til kvantefysik og astronomi, så gælder det om at holde tungen lige i munden, når Benjamin Muntz forsøger at forklare sit projekt, så det er til at forstå:

- Mit projekt leger med tanken om, hvorfor det er, at vi og vores univers er tredimensionelle (højde, bredde, dybde, red.). Så jeg har brugt kvantefysik til at generalisere nogle ideer om atomer og molekyler, og på den måde forstå, hvorfor de ikke kan eksistere i alle mulige andre dimensioner.

Imponerede juryen

Selvom projektet nok stadig ikke giver den store mening for de fleste, så imponerede det juryen, der bestod af professorer fra anerkendte amerikanske universiteter.

- Jeg fik som sådan ikke nogen begrundelse for sølvmedaljen, men under juryrunderne fik jeg et indtryk af, at dommerne aldrig nogensinde havde set en så abstrakt og skør ide, som blev løst, samtidig med, at det faglige niveau var højere, end det plejer at være, siger Benjamin Muntz.

19-årige Benjamin Muntz fra Brønshøj vandt sidste år sølv i 'Unge forskere'-finalen, hvilket fik ham kvalificeret til VM i science, som blev afholdt i Pittsburgh, USA.

Med sølvmedaljen følger en pengepræmie på 1.500 dollar samt æren af at få lov til at navngive en asteroide.

Hvad skal asteroiden hedde?

Selvom det kun er få dage siden, at han fik hængt sølvmedaljen om halsen, har han allerede kredset sig ind på, hvad han vil kalde asteroiden.

Men det er ikke noget, han vil dele med omverdenen - endnu.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at navnet på asteroiden skal være til ære for noget, som har hjulpet mig og min fremdrift inden for naturvidenskab.

Blev den flotte placering så fejret med champagne og en våd tur i byen? Nej, faktisk langt fra, afslører Benjamin Muntz.

- Jeg er taget hjem til London og læser lige nu op til eksamen. Det er cirka sådan, jeg har fejret det. Det er den triste sandhed, lyder det ærligt og smågrinende fra ham.

Til dagligt studerer Benjamin Muntz på det prestigefyldte Imperial College i London, hvor han læser teoretisk fysik.

Facebook
Twitter