Den globale opvarmning går hurtigere end forventet: 2018 bliver et af de varmeste år

Organisationen WMO mener, at verden er på vej mod temperaturstigning på fem grader.

Organisationen WMO advarer om, at verden er på vej mod en kraftigere global opvarmning, fordi ingen lande lever op til deres klimamål. (Foto: MAXIM SHIPENKOV © Scanpix)

Selvom 2018 ikke bliver helt så varm som de foregående år, er der ikke grund til optimisme.

Det er det alarmerende budskab i den foreløbige rapport om klimaets tilstand i 2018, som den internationale meteorologiske organisation, WMO, i dag har offentliggjort.

- Vi er den første generation til fuldt ud at forstå klimaforandringerne, og vi er den sidste, der har mulighed for at gøre noget ved dem, sagde organisationens generalsekretær, Petteri Taalas.

Med de nuværende målinger tyder det på, at året bliver det fjerdevarmeste, der er registreret. De varmeste er de tre foregående år - 2015, 2016 og 2017. 20 af de varmeste år er registreret inden for de seneste 22 år.

Den er ensbetydende med, at den globale opvarmning fortsætter. Men vi er ved at løbe tør for tid, hvis der skal gøres noget ved klimaforandringerne, lyder en af de mange advarsler fra WMO, der opfordrer til politisk handling.

Opvarmningen af kloden kan stige med op til fem grader ved århundredets udgang, hvis der ikke sættes ind, lyder en anden advarsel.

Døde koralrev og stigende vandstand

Årsagen skal findes i landenes manglende evne eller vilje til at opfylde egne klimamålsætninger, og derfor er WMO’s forudsigelse endnu mere dyster end den, FN’s klimapanel, IPCC, arbejder ud fra, forklarer klimaekspert og forfatter Jesper Theilgaard.

Jesper Theilgaard er klimaekspert og forfatter til flere bøger om emnet. Tidligere var han vejrvært på DR. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

- Man prøver at fremskrive, hvad der sker, hvis verdens lande ikke lever op til Paris-aftalen, og man kan kort sige, at alle de risici, der findes i forhold til klimaet, bliver meget værre, siger han.

Ifølge verdensmålet i Paris-aftalen skal opvarmningen begrænses til at holde sig under to grader og gerne en halv grad lavere.

En målsætning, der ikke vil forhindre døde koralrev, stigende vandstand i havene og ekstremt vejr, har den FN-skabte og politisk uafhængige klimaorganisation IPCC tidligere slået fast.

Opvarmning frigiver energi

Skulle det vise sig, at temperaturerne følger WMO’s fremskrivning og stiger mellem tre og fem grader, vil det kunne mærkes.

- Der bliver frigivet meget mere energi til at skabe de vejrforhold, vi bekymrer os om, og der bliver mere afsmeltning af is og opvarmning af havene. Derfor er det så vigtigt, at vi får gang i de her reduktioner, siger Jesper Theilgaard.

Kerala i Indien blev i august ramt af oversvømmelser efter voldsomme regnskyl. 223 døde, 1,4 millioner måtte flygte og omkostningerne løb op i mere end fire milliarder dollar (26 mia. kr.). (Foto: Sivaram V © Scanpix)

Det er ikke kun højere temperaturer, der ifølge WMO får udviklingen i 2018 til at tage sig faretruende ud.

Den gennemsnitlige vandstand har i 2018 været mellem to og tre millimeter højere end i samme periode sidste år.

Optakt til klimatopmøde i Polen

Udledningen af drivhusgasser slog negativ rekord sidste år, og selvom tallene for 2018 endnu ikke er indsamlet, tyder målinger fra udvalgte steder på, at der sker en yderligere stigning.

Den samlede ismængde på polerne var mindst i september, hvor den var på 4,62 millioner kvadratkilometer. Det er 28 procent under gennemsnittet og ensbetydende med, at der for 12. år i træk er målt en af de 12 mindste ismasser for september.

Mere end to millioner mennesker er i løbet af året blevet drevet på flugt på grund af naturkatastrofer forbundet til klimaforandringer, opgør rapporten.

På den nordlige halvkugle har der været 70 tropiske cykloner, hvilket er over gennemsnittet på 53. De har hærget blandt andet Filippinerne, Vietnam, Korea, ligesom USA har været hårdt ramt af orkaner.

Rapporten fra WMO kommer forud for FN’s klimakonference COP24, der begynder i Polen på søndag, og hvor verdens ledere skal fastlægge en køreplan for klimaet i forlængelse af Paris-aftalen.

Facebook
Twitter