Derfor er du bange for edderkopper

Du er ikke skør, når du bliver bange for edderkopper i badeværelset. Det er bare din DNA, der spiller dig et pus.

Vores frygt for edderkopper ligger i vores DNA, siger dansk forsker. (Foto: Petter Åttingsberg © DR)

Alle kender følelsen af frygt. Det biologiske beredskab, der gør os klar til at forholde os til farer. Pulsen stiger, hjertet banker og vi bliver tørre i munden. Frygt er en central del af vores biologi, den er en grundlæggende overlevelsesmekanisme, der har sikret os, at vi eksisterer i dag, forklarer adjunkt Mathias Clasen, der forsker i frygt i Aarhus Universitet.

Når vi føler frygt udvides pupillerne og vores opmærksomhed skærpes, fordi vi bliver ekstremt fokuseret på truslen, forklarer forskeren.

- Frygtreaktionen giver os mulighed for at forholde os hensigtsmæssigt til faren. Vi bliver klar til at til enten at kæmpe eller flygte – fight og flight. Vi fokuser ekstremt på truslen og glemmer alt det, som man lige gik og tænkte på, fortæller han og uddyber:

- Når vi føler os truet udvides pupillerne, man hæver skuldrene og løfter armene for at beskytte hals og bryst og mave, der er sårbare.

Men det er ikke kun os, der reagerer på trusler og frygt, det er en almindelig del af pattedyrenes udvikling, forklarer forskeren. Hvis man ser på katte, så puster de sig for eksempel op for at virke mere intimiderende, det kender vi fra vores gåsehud, der formodentlig har fungeret på samme måde, da vi havde mere hår på kroppen.

Frygt kan aktiveres og overføres

Når nogle af os reagerer så kraftigt, når vi bliver konfronteret med for eksempel edderkopper eller slanger, så er det spørgsmål om en reaktion, der er videreført fra vores forfædre gennem vores DNA. Det gælder ikke bare os men også andre primater.

Et studie fra 1990 viser i praksis, hvordan det forholder sig sådan hos makaker. Susan Mineka og Michael Cook fra Northwestern University testede, hvordan makaker var naturligt disponerede for at frygte slanger.

I første eksperiment så en gruppe aber, der kun havde levet i fangenskab og aldrig havde mødt en slange, en videofilm af en gruppe vilde aber, der var bange for en slange og lærte selv at blive bange for slanger.

I næste eksperiment blev en anden gruppe aber udsat for en redigeret udgave af samme video, hvor de vilde aber så ud til at blive bange for legetøjsslanger, men reagerede roligt over for kunstige blomster. En tredje gruppe aber så en video, hvor de vilde aber reagerede roligt overfor legetøjsslangen, men var bange for kunstige blomster.

Aberne i gruppe anden blev bange – og kun for slanger. I tredje gruppe blev aberne hverken bange for slanger eller blomster. Frygten for slanger blev ikke aktiveret og aberne lærte ikke at frygte blomster, fordi de ikke havde potentialet for det.

Reaktioner er bestemt af evolution

Når vi mennesker bliver bange for slanger eller edderkopper ligger det også dybt i vores DNA.

- Det giver jo ikke mening, at vi her i Danmark er bange for edderkopper eller slanger. Antallet af dødsfald ved slange- eller edderkoppebid i Danmark er et rundt nul, fortæller han.

Men det ændrer jo ikke på, at mange os reagerer på det alligevel:

- Jeg bliver selv lidt nervøs for bananerne i Netto. Når der er nogen, der finder en fugleedderkop i Netto, så er det big news, fordi det rammer os.

Men som han forklarer, så giver det jo grundlæggende ikke mening som rationel frygt. Men før i tiden har de edderkopper været farlige for os, og derfor ligger det stadig i os. Der er bare ikke alle, der bliver ramt af frygten, fortæller forskeren, det er et samspil mellem biologi og miljø. Det er ting udefra, der aktiverer vores genetiske potentiale for frygten.

For at vende den om, kan jeg stå og skrige lige så tosset jeg vil af en nuttet kanin, men det vil ikke gøre mine børn bange for kaniner, fordi potentialet ikke er der, afslutter han.

Facebook
Twitter