DR's klimaekspert: Klimaet vil ændre vores måde at leve på

Der er tegn på, at vores vejr, som vi kender det i dag, er ved at bryde sammen, siger Jesper Theilgaard.

Alle vegne kan man mærke konsekvenserne af den globale opvarmning. Her går en mand gennem en udtørret sø på en varm sommerdag i Ahmedabad i Indien. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)

Den globale temperatur er aldrig målt højere, islagene på verdenshavene har aldrig været lavere, verdens vandstand stiger, og vandets temperatur bliver højere og højere.

Sådan lyder hovedkonklusionerne i Verdens Meteorologiske Organisation, WMO's, årlige klimarapport, som tager temperaturen på klodens aktuelle klimasituation.

DR’s klimaekspert og meteorolog, Jesper Theilgaard, har læst rapporten, som først bliver offentliggjort på torsdag i New York foran FN’s medlemslande og verdens førende klimaforskere.

Han hæfter sig især ved, at klimaforandringer på sigt kommer til at ændre den måde, vi lever vores liv på.

- Overalt på kloden har vi vænnet os til at leve med et rimeligt stabilt klima. Det regner, når det skal regne, monsunsystemet i Asien er normalt stabilt, og herhjemme har vi årstiderne.

- Vi har lagt vores landbrug, fødevareproduktion og infrastruktur an på, at vi ved, hvordan vejret plejer at være. Når det så bryder sammen, og det er der tegn på lige nu, så står man og slår ud med armene og tænker, hvad gør vi så nu?

På sine klimarejser har Jesper Theilgaard mødt bønder forskellige steder i verden, som prøver at implementere andre former for afgrøder, og som undersøger, hvordan man kan gøre tingene anderledes. Det er de nødt til, fordi det ændrede klima betyder, at de normale afgrøder ikke kan dyrkes under et forandret klima.

- Man tager det meget seriøst rundt omkring i verden, men det er et meget langt og sejt træk, siger han.

- Vi er på ukendt terræn

Lederen af forskningsholdet bag WMO-rapporten, David Carlson, udtaler i en pressemeddelelse fra selvsamme organisation, at "vi er i ukendt terræn."

- Selv uden en stærk El Niño (globalt vejrfænomen) i 2017 ser vi andre bemærkelsesværdige forandringer overalt på kloden, som udfordrer vores forståelse af hele klimasystemet. Vi befinder os nu i ukendt terræn.

Ifølge Jesper Theilgaard skal det forstås ud fra, at klodens meteorologer aldrig før har oplevet så høje temperaturstigninger og klimatiske forandringer, siden man begyndte at indsamle klimadata.

- Det betyder ganske enkelt, at man ikke har oplevet det før. Vi har ikke noget erfaringsgrundlag at forholde os til. Derfor må vi prøve os frem med forskellige modeller, og derfor er der selvfølgelig en vis usikkerhed forbundet med det.

Dog er der ikke usikkerhed forbundet med, hvad der sker, når den globale temperatur stiger. Her nævner Jesper Theilgaard den øgede fordampning, som sker, når vandets temperatur øges, og som har konsekvenser for vores klima

- Vanddamp er så at sige vores vejr - det er det, der danner skyer og nedbør. Så jo mere vanddamp, jo flere skydannelser og nedbør. Når vanddampen bliver til vanddråber, frigives der gigantiske energimængder, og det skaber tordenskyer, som bliver voldsommere og med endnu kraftigere vinde, end vi er vant til, siger han.

Facebook
Twitter