Efter kokosolie-kritik: SÅ slemt er det ikke – men brug hellere andre olier

Dansk overlæge og professor maner til besindighed om kokosolie, efter at en Harvard-professor tirsdag kaldte olien for "gift".

Kokosolien, der typisk koster 30-80 kroner for lige under en halv liter, udvindes af kødet i kokosnødden. Arkivfoto, (Foto: STINE MUNK JENSEN © Scanpix)

En forsker ansat ved det prestigefulde Harvard Universitet, samt tyske Freiburg Universitet, fik i går en tur gennem den danske og internationale mediemølle, efter at hun i et foredrag på Youtube kaldte den populære kokosolie for ”ren gift” og ”én af de værste ting, man kan spise”.

Men helt så galt er det altså ikke, fortæller Arne Astrup, overlæge og institutleder for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Det er en gammeldags måde at vurdere fødevarer på, argumenterer han.

- De advarsler, der er kommet, er baseret på forældede videnskabelige vurderinger, fordi det sådan set bare er baseret på, at der er meget mættet fedt i, og derfor er det usundt, siger han.

To lejre i fedtforskning

Og helt så simpelt er det ikke. Der er ifølge Arne Astrup typisk to lejre inden for forskning af fedtstof. Den ene er en ”oldschool” måde, hvor man kategorisk behandler mættet fedt som et onde, der skal erstattes med umættede fedtstoffer.

Den anden lejr argumenterer for, at det er forkert og forældet at omtale mættet fedt som én gruppe, da mættede fedtstoffer er en masse forskellige fedtsyrer, der optræder forskelligt i forskellige fødevarer. Denne lejr er den dominerende i dag, forklarer Arne Astrup.

- Hvilke virkninger, fedtstofferne har, afhænger af, hvilke fødevarer de er i, fortæller han.

- Selvom du har masser af mættet fedt i en fed ost, er der ingen grund til at blive forskrækket. Når man ser på virkningen, så nedsætter det forekomsten af hjertekarsygdomme, og der er altså andre ting i osten, som har vigtigere betydning end det mættede fedt, siger Arne Astrup.

- Der er forskelligartede mættede fedtsyrer. Nogle er positive. Nogle er negative. Nogle er neutrale.

Oliven- og rapsolie er sundere

Professoren Karin Michels’ argument for, hvor usundt kokosolie er, er baseret på indholdet af mættet fedt, der er på omkring 80 gram, mens smør til sammenligning ligger på omkring 50 gram.

Men det er ifølge Arne Astrup nødvendigt at kigge på undersøgelser, der rent faktisk har brugt kokosolie og ikke bare belyse det ud fra tal.

- Der er et studie, der har sammenlignet kokosolie med olivenolie og smør, og der ser vi straks et meget mere nuanceret billede. Det viser, at der er helt okay bivirkninger. Vi ved ikke alt om det, men ud fra den undersøgelse, ville jeg tage det lidt mere afslappet, siger overlægen, der har haft titel af professor i 28 år.

Han understreger til sidst, at oliven- og rapsolie fortsat er det sundeste at bruge, og vurderer, at der ikke er den store forskel på, om man bruger smør eller kokosolie.

- Udover smagen selvfølgelig.

Salling Group, der forhandler kokosolie gennem supermarkeder som Netto og Føtex, tager Karin Michels' kritik helt roligt.

"Fødevarestyrelsens officielle kostråd ”Spis mindre mættet fedt” gælder naturligvis også for kokosolie, og generelt oplever vi, at de danske forbrugere er gode til at skelne mellem mættet og umættet fedt. Når man er i køkkenet, skal man vurdere kokosolie på linje med øvrige kilder til mættet fedt og således begrænse sit indtag," skriver kategorichef Susan Bähring i en mail.

Facebook
Twitter