Eksperter om faldende smartphonesalg: Ingen argumenter for at købe den nyeste model

Udviklingen i de nye modeller er for beskeden til at lokke køberne til, mener eksperter.

Der bliver stadig langet millioner af smartphones over disken, men salget er stagneret. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Apple, Samsung og de øvrige smartphone-producenter må konstatere, at der ikke er så stor efterspørgsel på deres mobiltelefoner som tidligere.

I sidste uge oplevede giganten Apple den bet, at selskabets børsværdi faldt med 484 milliarder kroner på grund af et svigtende salg især på det kinesiske marked.

Årsagerne til det svigtende salg er selvfølgelig flere, men en af dem er den beskedne teknologiske udvikling i de nye modeller, der kommer på markedet.

John G. Pedersen, redaktør på meremobil.dk. (© www.meremobil.dk)

Forbrugerne bliver i langt mindre grad end tidligere blæst bagover, og så er det svært at overbevise dem om at punge mange tusinde kroner ud på en ny smartphone, siger John G. Pedersen, der er redaktør på meremobil.dk og har fulgt udviklingen på markedet i 20 år.

- Det bliver sværere og sværere at finde et godt argument for at udskifte telefonen, du allerede har. Og når man skraber al markedsføringen væk, så er der ikke nogen rationelle argumenter for at opgradere fra en Samsung Galaxy S8 til en S9 eller fra en iPhone 10 til en 10s, siger han.

Hvem går og savler over den nye iPhone?

Smartphoneproducenterne har med andre ord skabt et produkt, som det er svært at forbedre i en grad, så forbrugerne føler sig kaldet til at skifte den gamle telefon ud.

Det mener også Carsten Nielsen, DR’s tech-korrespondent, der tror, at man er tæt på et mætningspunkt, hvor der skal noget radikalt til for at ændre udviklingen.

- Går man og savler over den seneste smartphone, og er der nogen, der kan huske, hvad det fantastiske er ved den seneste udgave, ud over større skærm?

- Der skal komme noget, der er afgørende anderledes, og så er det altså ikke nødvendigvis nok, at den nyeste model går fra tre til fire kameraer, eller hvad det måtte være, siger han.

Sdste år sendte kinesiske Huawei modellen P20 Pro på markedet. Den har tre kameraer. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Idiotstempel i panden

Med til historien hører også, at de dyreste smartphones i dag koster op mod 9.000 kroner og derfor udgør en ikke ubetydelig udskrivning for alle med en indkomst i mellemklassen.

Særligt i en tid, hvor mådehold er i højsædet og overforbrug et problem, der tages alvorligt, siger Carsten Nielsen.

- Det er lang tid siden, jeg har hørt nogen prale med en ny telefon. Siger man, at man har brugt et stort beløb på en ny, selvom den gamle stadig virkede, så risikerer man nærmere, at der er nogle der stiller spørgsmål ved ens sunde fornuft og intelligens.

- Man risikerer simpelthen et idiotstempel i panden, fordi det ligger i tidsånden at styre sit forbrug frem for bare at udskifte det, man har, siger tech-korrespondenten.