Forsker: Menneskeskabt CO2-udledning er den største klimasynder

Træfældning, fødevareproduktion og flytransport er blandt årsagerne til CO2-udledning, siger Sebastian Mernild.

Udledning af kul, olie og gas har en stor del af skylden for den menneskeskabte CO2. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

2016 er det varmeste år, der nogensinde er målt.

Det er dårligt nyt for klimaet, og i øvrigt ikke den eneste negative rekord, der blev sat i 2016, viser en ny rapport fra Verdens Meteorologiske Organisation, WMO. Og den primære årsag til de nedslående klimafakta skyldes primært os mennesker. Det er nemlig den menneskeskabte udledning af CO2, der er den helt store klimasynder, siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og chef for forskningscentret Nansen i Norge,

Det er eksempelvis forbrænding af kul, olie og gas i form samt transportformer som fly, skibe og biler, der udleder CO2.

Udledningen medfører, at jo mere CO2, der frigives i atmosfæren, des kraftigere er drivhuseffekten. Det betyder, at temperaturerne stiger, forklarer Sebastian Mernild.

Man kan ifølge Sebastian Mernild anskue CO2-udledningen ud fra flere forskellige områder.

Træfældning

(Foto: DAVID MERCADO © Scanpix)

- Noget af det CO2, vi udlader, optages i havet eller på jordoverfladen. Træer optager for eksempel CO2, så når vi fælder træerne, optager de dermed mindre CO2. Det betyder ligeledes, at atmosfæren så optager mere CO2.

Havvand

(Foto: Olivier Morin © Scanpix)

- CO2 kan også optages i havet. Jo koldere havvandet er, des mere CO2 kan det optage. Men da havtemperaturerne stiger, optages mindre CO2 i havet. Det er især tydeligt i de arktiske områder.

Fødevareproduktion

(Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

- Man producerer meget CO2, når man producerer kød. Men det største aspekt i forhold til fødevareproduktion er faktisk al den mad, vi smider ud. Madspildet udgør omkring en femtedel af den samlede produktion og spiller derfor også ind i forhold til transporten og opbevaringen af fødevarer. Det er altså en femtedel i hele dette regnskab, der destrueres. Derfor kan man spare meget CO2, hvis man har bedre overblik over sin husholdning.

Snedækkede områder

(Foto: Olivier Morin © Scanpix)

-Temperaturstigningerne i Arktis er større end i resten af verden, fordi der sker ændringer i, hvor meget areal der dækkes af sne. Forestil dig, at du lægger en hvid og en sort klods ud i solen. Den sorte vil holde mere på varmen end den hvide, fordi den suger varmen til sig. Det samme gør sig gældende i forhold til en hvid overflade, der er snedækket, i forhold til en overfalde uden sne, der er mørk.

Isdækkede områder

(Foto: Nasa © Scanpix)

- Havisdækket er arealmæssigt på tilbagetog, og for de isdækkede områder gør det samme sig gældende som med snedækkede. Det vil sige, at et åbent hav uden is er mere mørkt end et isdækket hav, som er hvidt. Et isdækket hav ligger som et låg over havet, hvilket begrænser energiudvekslingen mellem oceanet og atmosfæren.

I privatlivet udleder vi også CO2 ved helt almindelige dagligdagsgøremål. Se et udpluk af din CO2-udledning her

(Foto: (Grafik) Ninni Munch Pettersson © DR Nyheder)
Facebook
Twitter