GRAFIK Ulve i Danmark gennem 15.000 år

Ulven er tilbage i Danmark, og måske er den kommet for at blive. Her kan du få overblik over ulvens historie, fra istid til nutid.

Ulven har altid været centrum for myter, og diskussion. Og det gælder også for den danske ulv.

Historisk set har ulven været forbundet med ondskab og uhygge, noget der også bidrag til dyrets udryddelse i Danmark i 1800-tallet.

Siden ulven vendte hjem til Danmark i 2012, efter 200 års fravær, er der med jævne mellemrum dukket nye rygter op.

Ulvespor i sandet

I sidste uge mente ulveentusiaster at have fundet potespor fra ulvehvalpe i Nordjylland. Det ville betyde at rovdyret for alvor har slået sig ned i landet igen - og ville være noget af en sensation.

Det er en gruppe såkaldte ulvetrackere som angiveligt havde fundet spor fra en eller flere ulveunger.

Men gruppen er, på trods af deres store begejstring for rovdyret, ikke ulveeksperter.

Og eksperter afviste hurtigt sporene som et gyldigt bevis på, at ulvene i Danmark er begyndt at formere sig.

Ekspert er ikke overbevist

Danske forskere holder nemlig fast i, at der skal DNA-beviser til, før vi kan fastslå, at der er tale om ulvehvalpe.

Ulve-DNA finder forskerne blandt andet i hårrester og afføring fra ulvene.

Liselotte Wesley Andersen, seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, er en af dem der sår tvivl om ulveunge-rygtet.

Ifølge hende er potespor alt for usikre, og beviser ikke noget alene. Sporene kan nemlig sagtens stamme fra hunde eller ræve.

Mindst 40 ulve i Danmark

Historien om ulvehvalpene er blot en af mange rygter, som nu florerer om ulven og dens udbredelse i Danmark.

Forskere fra hele landet arbejder fortsat på at dokumentere rovdyrets liv og fremgang.

Men man regner med, at mindst 40 ulve har vandret rundt i Danmark de sidste par år.

Ud fra indsamlede ulveekskrementer har forskerne blandt andet konkluderet, at ulven hovedsageligt lever af fritgående vildt, som rådyr og kronhjorte, frem for husdyr.

I tidslinjen ovenfor kan du se hvad vi konkret ved om rovdyrets udvikling og historie i Danmark.

Facebook
Twitter