Der var engang et helt almindeligt Gorenje-komfur i en kælder i Aarhus. Hentet fra genbrug.

Her stod to ingeniører og rørte plantemateriale og mineraler sammen i en gryde. Nogle af ingredienserne havde de været i Hongkong og købe. De hostede og hakkede over dampene, mens noget i gryden forbløffede dem.

Thomas Brorsen svarede på spørgsmål på dr.dk

Mandag aften sad Thomas Brorsen fra Pond klar til at svare på spørgsmål på dr.dk. Du kan se alle spørgsmål og svar her.

- First shot, så har vi faktisk noget i ovnen, som er helt fluorescerende grønt, siger Thomas Brorsen, der husker sin makker Martin Jensen sige, at der ikke findes mange stoffer i verden, som har den farve.

Thomas Brorsen og Martin Jensen vil redde verden. Ikke med røde bøffer, der er lavet af planter, men princippet er egentligt det samme. De to ingeniører har fundet formlen på bæredygtigt plastik.

Og nu de endelig fået overbevist Innovationsfonden - en støtteordning for danske iværksættere - om, at idéen er værd at satse på.

Pond, som deres firma hedder, har fået bevilliget 1,8 millioner kroner til en forundersøgelse, der skal afdække, hvordan en eventuel produktion kan foregå.

Martin Jensen og Thomas Brorsen fortæller journalist og tv-vært Anders Agger om dengang, de fandt formlen på, hvordan man laver plantebaseret lim.

Et brækket surfbræt gav indsigt

Ønsket om at gøren verden fri af plastik trækker rødder tilbage til Thomas Brorsens teenageår.

Som 15-årig ønskede han sig et surfbræt og gik derfor i gang med at bygge et selv, da hans forældre ikke havde råd til at købe et. Han byggede 25-30 surfbrætter – og da et af dem knækkede, gik det op for ham, hvor skadeligt materialet er for miljøet.

- Så opstår bevidstheden om, at det er lavet af glasfibre, epoxy, polyurethanskum og en masse snask, siger Thomas Brorsen.

(Foto: PRIVATFOTO)

I årene efter nørdede han med egne ord for at finde en løsning på, hvordan man kan benytte naturlige plantefibre i stedet for kul- og glasfibre i plastik.

Og sammen med sin makker Martin Jensen knækkede han koden for, hvordan man udnytter fibrene fra naturen. Først for et par år siden fandt de i kælderen i Aarhus formlen på limen, der binder fibrene sammen.

De to iværksættere har lavet en såkaldt binder. En unik lim lavet af plantemateriale og mineraler fra naturen. Koncentratet består af 15-20 ingredienser og binder sig naturligt til naturfibre fra eksempelvis kokos, kartofler, majs, tang, alger og græs.

Pond
  • Blev stiftet som virksomhed i 2015
  • Består af Martin Jensen, der er adjungeret lektor i kemi ved Aalborg Universitet, og Thomas Brorsen, der er uddannet maskiningeniør fra Aarhus Universitet med speciale i materialeteknologi, særligt plast og komposit. Derudover Pernille Alberg Pedersen, der kaospilotuddannet, partner og forretningsudvikler, samt en række kemistuderende og frivillige
  • Har kontor i Navitas-bygningen på havnen i Aarhus og en mindre afdeling i Shanghai

Tilsammen bliver de to dele, limen og fibrene, til plastik. Den slags, som naturen nedbryder. Kompost-guf.

Og missionen er sikker: At skabe en verden, hvor al plastik er fremstillet af planter. Måske har de løsningen på verdens mest presserende forureningsproblem.

Udlandet vilde med Ponds plastik

Efter det grønne gennembrud i Aarhus-kælderen forlod de to ingeniører hver især deres lederstilling i Siemens' vindmølleafdeling for at dedikere sig til det, der er blevet deres livsprojekt.

Pond har fundet formlen på den slags plastik med store muskler. Det handler ikke om bionedbrydelige plastikposer, men om eksempelvis bilkarosser, bådskrog, vindmøllevinger og flyvemaskiner. Og de har vundet flere konkurrencer i udlandet.

I november 2015 blev Pond kåret som en af verdens 10 mest lovende innovationer inden for bæredygtige materialer. Det skete ved ’LAUNCH Nordic’, som IKEA, Novozymes og Kvadrat står bag i samarbejde med blandt andre NASA og Nike.

Tilbage i april løb virksomheden med førstepladsen i den internationale iværksætterkonkurrence ’the Startup Booster’ i Paris. Og i september fik Pond andenpladsen og 200.000 euro i en konkurrence for miljøvenlig innovation. Her deltog i alt 520 virksomheder, der spredte sig over 89 lande.

Dansk skepsis trods international efterspørgsel

Selv om udlandet har belønnet iværksættervirksomheden for deres opfindelse, har det ifølge Pond været svært at få Danmark overbevist. I 2015 fik firmaet en halv million kroner i opstartshjælp. Siden har det fået fire afslag hos Innovationsfonden.

Og den manglende kapital har gjort, at iværksætterne stadig kun har stumperne. En miniatureudgave af de grønne drømme og intentioner.

- Jeg har det sidste års tid følt, at nu kan jeg ikke mere. Men man er bare nødt til at hive sig selv op i nakken, siger Thomas Brorsen.

Vi kunne bare på et af de produkter, der potentielt kan komme ud af det her, blive millionærer i løbet af no time. Det handler om noget andet, der er højere end det.

Thomas Brorsen, medstifter af Pond

Han fortæller, at der er rigeligt med tilbud fra investorer, der ønsker at købe sig ind i virksomheden. Men hvis folk ønsker at investere primært for egen vindings skyld, så afslår de.

- Der er nogle, der synes, det er interessant, at det er grønt. Men man skal have hele kroppen med, hvis man skal være sammen med os, understreger Thomas Brorsen.

- Det handler ikke om penge. Vi kunne bare på et af de produkter, der potentielt kan komme ud af det her, blive millionærer i løbet af no time. Det handler om noget andet, der er højere end det.

Vil have fingrene i Ikeas spånplader

Pond har lavet aftaler med virksomheder som Toyota og Cabrinha – og næste store mål er møbelindustrien.

I sprayform kan Ponds lim, også kaldet bioresin, erstatte den giftige formaldehydholdige lim, der typisk bliver brugt som bindemiddel i spån- og MDF-plader, og det har ifølge firmaet gjort møbelgiganten Ikea nysgerrig. 10 procent af al den plastik, der bliver produceret i verden, går ifølge Pond til at binde træ sammen med.

- I første omgang bliver man egentligt chokeret over, hvor mange tons lim mennesker producerer hver evig eneste dag bare for at binde træ sammen, siger Martin Jensen og fortsætter:

- Derefter bliver man meget motiveret af den store impact, vi kan gøre på verden, hvis vi kan fjerne al det formaldehyd, som er skadeligt og kræftfremkaldende.

- Ja, det er stærkt motiverende, supplerer Thomas Brorsen.

Lille land, stor forsigtighed

Thomas Brorsen fortæller, at han før Pond har startet syv andre virksomheder. Han beskriver Pond som det vildeste, han har været med til.

- Det er gået op for mig i den her proces, hvor meget der egentligt skal til for at skabe en væksthistorie. Det er jo ikke bare, at vi blander de rigtige komponenter. Der er vildt mange andre ting, der influerer. Og at vi holder ud ikke mindst, siger han.

En anden erfaren mand inden for iværksætterbranchen er Henrik Sørensen, der er direktør for SpamFighter og tidligere medstifter af Jubii. Han mener helt grundlæggende, at betingelserne for iværksætteri er gode i Danmark. Så længe vi ikke satser hele butikken.

- Jeg tror, at når det kommer til industri og masseproduktion, så er vi lidt dårligere til at tænke meget stort fra starten. Der er Sverige, Norge og Tyskland langt bedre. Vi er et lille land, vi tænker småt, alt skal testes og prøves af først, siger han.

Thomas Brorsen fortæller, hvordan Ponds version af plastik bliver til.

Og sådan er det også med Ponds spirende erhvervseventyr og den økonomiske støtte fra Innovationsfonden.

- Det er nogle penge, vi har ventet længe på, siger Thomas Brorsen og tilføjer, at de går i gang med at sætte en produktion op med det samme.

Der er sat et år af til forundersøgelsen, og hvis alt går vel, er planen at starte en produktion op umiddelbart derefter.

Journalist og tv-vært Anders Agger har fulgt Pond i ’Indefra med Anders Agger’, der bliver sendt mandag klokken 21.30 på DR2 og efterfølgende på DR TV.