'Homo luzonensis': Ny menneskeart opdaget i filippinsk grotte

Knogler fundet i en filippinsk grotte har vist sig at være fra en ukendt menneskeart.

Det er i denne grotte, Callao-grotten, på øen Luzon i Filippinerne, at knogleresterne er fundet. (Foto: Handout)

Lavstammet, huleboer, mellem 50.000 og 67.000 år gammel - og menneske.

Filippinske forskere har opdaget en ny menneskeart i en grotte på øen Luzon. Det konkluderer forskergruppen i en artikel i det naturvidenskabelige fagblad Nature.

I samme artikel døber de den lille huleboer for 'Homo luzonensis' efter øen, hvor resterne efter tre forskellige individer blev fundet.

I grotten har forskerne fundet syv tænder og seks små knogler.

Den nye menneskeart slutter sig til slægten Homo, som blandt andet også tæller Homo neanderthalensis, Homo erectus og selvfølgelig Homo sapiens, som er den eneste nulevende art i slægten.

Menneskearten vurderes til at være under 1,20 meter.

Sådan ser der ud på den frodige filippinske ø Luzon, hvor fortidsmennesket har levet. (Foto: FLORENT DETROIT © AFP or licensors)

Troede, det var dyreknogler

Knogleresterne og tænderne blev allerede fundet af den filippinsk arkæolog Armand Mijares i 2007.

Han troede, at han havde fundet resterne af et dyr, og bad sin zoolog-kollega Philip Piper om at finde ud af, hvilke dyr de tilhørte.

Men det stod hurtigt klart for dyre-eksperten, at det ikke var knoglerester fra et dyr, han stod med.

- På den anden dag, jeg arbejdede med knoglerne fandt jeg en mellemfodsknogle fra et menneske, fortæller han til The Washington Post.

Armand Mijares husker dagen som en festdag, fortæller han til National Geographic.

- Han ringede til mig og sagde "hey, du har fundet menneskelige rester". Så sagde jeg "virkelig? Så skal vi have en øl," mindes han.

Allerede i 2010 udgav de to i fællesskab en videnskabelig artikel om fundet, men først nu står det klart, at knoglerne tilhører en selvstændig menneskeart.

Homo luzonensis' tænder minder om moderne menneskers tænder. (Foto: Handout)

Både moderne og fortidig

Den fundne menneskeart har fysiske træk, der er en blanding af dem, der ses i meget tidlige racer og i senere racer.

Et spørsmål som undrer forskerne, er hvordan Homo luzonensis kom til øen Luzon.

Ifølge forskerne kan opdagelsen betyde, at primitive slægtninge til mennesker kom hele vejen fra Afrika til Sydøstasien. Man har ikke tidligere troet, at det var muligt.

Enten kan de have drevet på en flåde, eller også kan de være blevet skyllet i land efter en tsunami.

Florent Détroit fra det naturhistoriske museum i Paris siger, at mange forskere mener, at de havnede der ved et uheld, da man ikke mener, at de var smarte nok til at drage over havet på en flåde eller et andet fartøj.

– Men fakta er, at vi nu har flere og flere beviser på, at de med held etablerede sig på flere øer for længe siden i Sydøstasien, så det var formentlig ikke så tilfældigt, siger Lorent Détroit ifølge The Guardian.

Facebook
Twitter