Med 44.500 kilometer i timen er en meget interessant kapsel røget ind i Jordens atmosfære og til sidst ramt den tørre ørken i den amerikanske delstat Utah. Det skete i eftermiddag klokken 16.52 dansk tid.
Gemt inde i kapslen ligger 250 gram støv fra asteroiden Bennu, der bevæger sig i en bane, som i gennemsnit ligger 18 millioner kilometer længere væk fra Solen end Jordens bane.
Støvet og stenene består af en stor mængde kulstof, der menes at stamme fra Solsystemets tidligste år.
Nu er kapslen landet – endda cirka tre minutter tidligere end forventet, og den er intakt.
Efter kapslen ramte Utahs ørken, blev den undersøgt af forskere med gasmasker, som målte temperaturer og mængden af giftige gasser omkring den.
Kort tid efter tog forskerne gasmaskerne af, og kapslen blev pakket ind og hentet med helikopter.
Her lander kapslen i Utah tidligere i dag.
Herefter blev den sendt til et laboratorium på en nærliggende militærbase, hvor kapslen bliver åbnet. Materialet skal herefter undersøges under sterile forhold.
Farefuld tur mod Jorden
Videnskabsfolk fra hele verden har holdt vejret, mens kapslen var på vej gennem Jordens atmosfære.
For meget kunne gå galt, hvilket i værste tilfælde kunne betyde, at prøverne fra Bennu ville gå tabt.
Kapslen blev afkoblet fra rumsonden OSIRIS-Rex 102.000 kilometer fra Jordens overflade. Forud har rumsonden været forbi asteroiden for at indsamle materialet.
Efter frakoblingen begyndte kapslen sin rejse med omkring 44.500 kilometer i timen ind i Jordens atmosfære, og efter 13 minutter landede den altså igen hos os på Jorden med prøver fra Bennu.
Under rejsen risikerede den at brænde op og gå i stykker.
Derudover risikerede kapslen i høj fart at blive smadret under landingen, hvis faldskærmen i kapslen ikke slog ud, så farten blev mindsket.
I så fald var der risiko for, at materialet fra Bennu ville blive blandet med støvet fra Utahs ørken.
Her bliver kapslen hentet med helikopter og transporteret til et sterilt laboratorium.
Kan forklare om Solsystemets oprindelse
Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet, betegnede tidligere i dag begivenheden som "ret stort".
- Det er første gang, vi får så meget materiale i hånden, hvor vi vil kunne lave en masse detaljerede undersøgelser, der kan være med til at besvare nogle af de spørgsmål, vi har til solsystemets oprindelse, Jordens oprindelse, fortalte hun.
Det er ikke første gang, at materiale fra asteroider er blevet sendt til Jorden.
Japanske forskere har tidligere forsøgt at hente materiale fra asteroiderne Itokawa og Ryugu. Det lykkedes dem at få lidt under seks gram støv tilbage til Jorden.
Støvet fra Bennu skal undersøges af flere forskere.
En fjerdedel vil blive distribueret ud til 233 forskere i OSIRIS-Rex-holdet, der består af 38 organisationer.
Fire procent skal til Canadian Space Agency og 0,5 procent til JAXA, der er det japanske svar på Nasa.
Resten vil blive undersøgt af Nasa på Johnson Space Center.