Kjolegate: Når du ser en hvid kjole, er din hjerne mere aktiv

Tyske forskere er kommet nærmere en forklaring på, hvorfor nogle opfattede en blå og sort kjole som værende hvid- og guld-farvet.

Caitlin McNeill lagde en torsdag i februar dette billede af sin kjole på det sociale medie Tumblr. Og så gik internettet amok. Kjolen ER blå og sort. (Foto: http://swiked.tumblr.com/ © http://swiked.tumblr.com/)

I februar 2015 skabte et foto af en stribet kjole en verdensomspændende debat på sociale medier.

Var kjolen blå og sort, eller var den hvid og guld?

Folk så noget forskelligt, selv om det blev fastslået, at kjolen i virkeligheden var blå og sort.

Nu har en gruppe neuroforskere fra Tysklands sjettestørste universitet, Ruhr-Universitaet-Bochum, undersøgt fænomenet, og resultaterne viser, at den optiske illusion er knyttet til aktiviteter i specifikke dele af hjernen.

Undersøgelsens resultater er blevet offentliggjort i det neurovidenskabelige tidsskrift Cortex, skriver Science Daily.

Det viser sig, at de folk, der ser kjolen som hvid/guld, har en større hjerneaktivitet, når de kigger på kjolen, end dem, der ser kjolen i dens rigtige farver.

De tyske forskere fik flere frivillige MR-skannet, mens de kiggede på billedet af kjolen, så forskerne kunne følge deres hjerneaktivitet.

De, der så kjolen som hvid og guld, havde ekstra aktivitet i front- og parietal-områdene af hjernen. Disse områder er specielt vigtige for visuel opfattelse, mental forståelse og selektiv opmærksomhed.

Deres hjerner, lyder det fra forskerne, arbejdede ekstra hårdt på at afkode billedet, og det førte dem til at tage et ekstra mentalt skridt, som dermed fik dem til at mene, at den blå farve faktisk bare var en skygge på en hvid kjole.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1052870081430182

Facebook
Twitter