174 danske forskere opfordrer til civil ulydighed for klimaet

Forskere skriver i et åbent brev, at de ser det som deres pligt at opfordre til et "ikke-voldeligt oprør".

I dag er der arrangeret klimastrejke i en række danske byer. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

174 forskere opfordrer i et åbent brev til civil ulydighed for at bekæmpe klimakrisen. Brevet er offentliggjort i Politiken fredag.

Forskerne, der har mange forskellige faglige baggrunde, skriver i brevet, at de ser det som deres pligt at opfordre til et "ikkevoldeligt oprør" for at gennemtvinge konkrete og øjeblikkelige samfundsforandringer, der kommer klimaet til gode.

- Vi betragter den voksende klimakrise som en eksistentiel trussel mod mennesker i Danmark og resten af verden, og vi kan ikke se stiltiende til, når danske politikere undlader øjeblikkelig og nødvendig handling for at forhindre den tiltagende krise, lyder det i brevet.

De danske forskere er inspireret at bevægelsen "Extinction Rebellion" (Oprør mod udryddelse, red.), der opstod i Storbritannien sidste år.

Her gik flere tusinde mennesker på gaden og lammede infrastrukturen i den britiske hovedstad, London.

Kort tid efter sendte knap 100 forskere en støtteerklæring ud i britiske medier.

Skyder efter politisk system

De britiske og nu de danske forskere skyder i opråbet med skarpt efter det politiske system, der i deres optik "har svigtet den sociale kontrakt mellem regering og folk".

- I stedet for at erkende, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer, har regering efter regering søgt at øge den økonomiske vækst og opfordret til uhæmmet forbrug, skriver de 174 danske forskere.

Det fremgår ikke af det åbne brev, hvad forskerne konkret opfordrer den danske befolkning at gøre i forbindelse med det "ikkevoldelige oprør".

Klimaforandringerne ses i stadigt højere grad som en af de afgørende politiske slagmarker.

Fredag er der arrangeret klimastrejke i en række danske byer. Strejken er arrangeret af bevægelsen FridaysForFuture Denmark" og foregår i blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Lørdag i København deltager den svenske aktivist Greta Thunberg, der har trukket overskrifter for sin "Skolstrejk för klimatet".

Den 16-årige Thunberg har siden 2018 strejket fra skole for at sætte fokus på klimakrisen.

/ritzau/