200.000 fede natsværmere invaderer Danmark: Folk forveksler dem med fugle

Naturhistorisk Museum modtager hundredevis af opkald fra danskere, der har set en kolibri. Men i virkeligheden er der tale om store natsværmere, der nyder den danske varme.

Det er let at se, hvorfor duehalen kan forveksles med en kolibri. (Foto: Morten D.D. © Naturhistorisk Museum)

Det er langt fra hver dag, at en kolibri bliver spottet i en dansk parcelhushave. De små, elegante fugle holder normalt til på det amerikanske kontinent. Men når de krydser Atlanterhavet, kimer telefonerne på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

- Der er hundredvis af danskere, der har ringet til os de sidste måneder, fortæller Morten D.D. Hansen, der er museumsinspektør og naturvejleder på Naturhistorisk Museum.

Om Duehalen

Duehalen tilhører, som alle andre natsværmere, sommerfugle-ordenen.

På trods af sit beskedne vingefang på 5-6 cm formår duehalen af trække mere end 2.000 kilometer fra Middelhavsområdet til Danmark.

Andre sommerfuglearter kan trække endnu længere. Blandt andet Monark-sommerfuglen, der hvert år begiver sig ud på en ca. 4.000 km lang flyvetur fra det østlige Canada og USA til det centrale Mexico.

På engelsk hedder duehalen slet og ret "hummingbird moth" - altså kolibri-natsværmer.

Kilder: Morten D.D. Hansen og naturguide.dk

Desværre må Morten D.D. og hans kolleger skuffe de begejstrede haveejere. For godt nok ligner det, de har set, en kolibri. Men i virkeligheden er det en fed natsværmer, som er kommet hertil fra Middelhavsområdet.

200.000 duehaler nyder ekstraordinær sommer

Duehale hedder den grålige natsværmer med de orange og sorte aftegninger. “Den flyvende koalabjørn” kalder Morten D.D. den også.

- Vi må jo give folk ret i, at den fuldkommen ligner en kolibri, som den sidder der på deres haveplanter og suger nektar. Men det er altså en sydeuropæisk gæst, der nyder den danske sommervarme, siger han.

Duehalen er en kendt turist i Danmark. Den plejer at komme hertil i juni, hvor middeltemperaturen sniger sig op over 14 grader.

Men foråret og sommeren i Danmark har som bekendt været ekstraordinært lune i år. Allerede i maj var middeltemperaturen kravlet op på 15 grader, og duehalerne besluttede sig for at holde tidlig sommerferie og trække nordpå.

- Der kom sindssygt mange duehaler hertil allerede i maj, som har haft god tid til at lægge æg. Nu er her 100.000. Ja, måske 200.000, siger Morten D.D.

Når vinden - og varmen - vender flyver duehalerne op i to kilometers højde og drager sydpå igen.

Indtil da opfordrer Morten D.D bare til, at man nyder synet af de fuldfede natsværmere, som absolut ingen trussel udgør for de øvrige insekter i haven.