40.000 år gammel hest fundet i Sibirien

Det er første gang, at et så velbevaret og gammelt føl er fundet.

Den 40.000 år gamle hest blev fundet i Sibiriens Batagika krater, der også kaldes 'indgangen til underverdenen'. (© North-Eastern Federal University)

Smeltende permafrost har afdækket det intakte kadaver af en hest, der anslås til at være mellem 30.000 til 40.000 år gammel.

Det skriver flere medier, heriblandt Science Alert.

- Det er første gang, at der findes en forhistorisk hest i sådan en ung alder og med sådan et højt niveau af bevarelse, siger Semyon Grigoryev, der er chef for laboratoriet på Mammoth Museum i Yakutsk, hvor hesten undersøges, til Siberian Times.

Det er et ekstraordinært fund, da hesten er utroligt godt bevaret, og dermed giver forskere mulighed for at få indblik i hesteracens liv og levevilkår. Fundet blev gjort 11. august i Sibiriens Batagika krater, skriver Science Alert.

Fundet er et vindue til fortiden

Pernille Mølgaard Andersen, der er biolog og formidlingsinspektør hos Naturhistorisk Museum, forklarer, at vi finder flere og flere uddøde istidsdyr som mammutter og uldhåret næsehorn, der har været nedfrosset i naturens store dybfryser.

- Lige nu sker det ekstra hurtigt i det nordlige Sibirien, fordi stigende temperaturer får permafrosten til at smelte. Her er der mange kadavere fra istidens store dyr, der var knyttet til Mammutsteppen. De er måske faldet ned af skrænter eller døde, hvor de hurtigt er blevet begravet. Kulden har sikret en hurtig nedfrysning og holdt dyret nedfrosset lige siden, så det er godt bevaret, siger hun.

Hun forklarer, at de nedfrosne dyr giver os et unikt indblik i fortiden.

- Det er vildt, hver gang vi gør sådan et fund, for kadaverne giver os et vindue til fortiden. Vi kan undersøge maveindhold, organismer på dyret og den natur, dyret har levet i. Man får meget at vide om dyrenes tilpasninger, økologi, sundhedstilstand og føde, siger hun.

Forskerne, der har fundet den gamle hest, er lige nu i fuld gang med at undersøge blandt andet maveindholdet og jorden, hvor hesten blev fundet.

Muligvis død af uheld

Den nyfundne hest er en lille sag, da den kun er 98 centimeter fra skuldrene og ned.

Forskerne anslår, at den var omkring to måneder gammel, da den døde.

- Hesten har helt velbevaret mørkebrunt hår, manke og hale samt indre organer, fortæller Semyon Grigoryev til Siberian Times.

Dødsårsagen er ukendt, da der ikke er tegn på kamp eller skrammer.

Eksperter fra ekspeditionen har dog en teori om, at hesten kan være druknet, efter den er faldet i en form for naturlig fælde, skriver Siberian Times.

Arten er i dag uddød, men den er i familie med de heste, der i dag lever i området.

Facebook
Twitter