5 forslag skal sætte strøm til en million elbiler: Transportministeren har allerede trukket stikket på det første

Super billig strøm til elbilister, en trængselsafgift og flere ladestandere langs motorvejene er blandt forslagene i ny rapport fra Elbilkommissionen.

Der skal ryddes en række forhindringer af vejen, når der i løbet af de næste ni år skal helt op mod en million elbiler på de danske veje.

I dag kom eksperterne i Elbilkommissionen med deres anbefalinger til, hvordan vi så sikrer, at de mange elbiler kan lades op, og hvordan man kan komme trængselsproblemer i byerne til livs.

1

Trængselsafgift i København

Regeringen har allerede vendt tommelfingeren ned til et af forslagene fra Elbilkommissionen, som i deres rapport - i forsigtige vendinger - foreslår, at mulighederne for at indføre en trængselsafgift i København og Frederiksberg bliver undersøgt.

- Vi har lyttet til, hvad kommissionen siger. De har gjort sig nogle overvejelser om trængselsafgifter. Dem har vi ikke tænkt os at gennemføre i regeringen, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Kommissionen var blevet bedt om at forholde sig til problemer med trængsel, da den danske bilpark vil vokse markant de næste år. Fordi danskerne bliver rigere forventes det, at der i 2030 vil have 600.000 flere biler end de 2,7 millioner, der er i dag.

Elbilkommissionen foreslår i første omgang en analyse af fordele og ulemper ved en trængselsafgift i miljøzonen i København og på Frederiksberg.

De nævner i rapporten derudover, at en sådan trængselsafgift eventuelt kunne bruges som trædesten til at rulle en vejafgiftsordning ud i hele landet.

2

Motorveje, yderområder og byer

Langt de fleste danskere - 75 procent for at være præcis - har mulighed for at lade deres elbil hjemme.

Men der er en række steder, hvor lademulighederne skal forbedres. Det gælder blandt andet i byerne, hvor folk ikke selv har en stander, i tyndt befolkede områder hvor det lige nu er en dårlig forretning at sætte standere op og til de længere ture langs motor- og landeveje.

Der bliver ifølge kommissionen f.eks. brug for 950 lyn- og hurtigladere langs motor- og landeveje.

I rapporten foreslår de en række måder til, hvordan staten og kommunerne kan hjælpe med at få en bedre ladestruktur de steder, hvor det er svært.

3

Slut med gratis parkering

Nogle steder i landet parkerer elbiler lige nu gratis. Det har nogle steder skabt det problem, at ladepladserne bliver brugt som rene parkeringspladser. Faktisk bliver ladestanderne i byerne i gennemsnit kun brugt 10 procent af tiden.

Det skal være slut, hvis det står til Elbilkommissionen.

De foreslår en ændring af parkeringsreglerne, så elbiler ikke længere parkerer gratis. Samtidig foreslår de, at ladepladserne bliver tidsbegrænsede, og at der skal være mulighed for at indføre et gebyr, hvis man holder på pladsen efter endt ladning.

4

Billig strøm til ladning

I dag er der lidt forskelligt, hvor høj en elafgift en elbilejer betaler. Har du abonnement hos en ladeoperatør skal du kun betale 0,4 øre per kilowatt-time. Hvis du har elvarme i dit hus, betaler du 0,8 øre per kilowatt-time.

Alle andre elbilister betaler derimod almindelig elafgift, som ligger på 90 øre per kilowatt-time. Den vil Elbilkommissionen barbere 99 procent af for alle elbilister.

De foreslår, at alle elbilister betaler en lav elafgift på 0,8 øre per kilowatt-time.

5

Billigere og nemmere roaming

Der er i dag store prisforskelle, når man som elbilist roamer - altså oplader sin bil på en stander, man ikke har abonnement til.

Ofte skal elbilister i de tilfælde betale en merpris, der kan være mere en seks gange så høj.

Det skal ændres, mener Elbilkommissionen.

Prisen på roaming skal ifølge kommissionens forslag være "rimelig". Ordner markedet det ikke selv, skal det reguleres politisk, lyder det i rapporten.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter