Aalborg Portland slipper billigere for CO2-udledning, end regeringen siger

Beregninger fra DR viser, at Aalborg Portland kommer til at betale 328 kroner mindre per ton CO2 end i regeringens udspil.

En af årsagerne til, at virksomheder som Aalborg Portland muligvis får en mindre dansk CO2-afgift er, at man vil undgå, at virksomheder lukker eller flytter ud af Danmark. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Aalborg Portland er den virksomhed i Danmark, der udleder suverænt mest CO2.

Derfor var manges øjne naturligt rettet mod cementfabrikken, da regeringen i forrige uge fremlagde sit udspil til en dansk CO2-afgift, som skal gøre det dyrere at udlede drivhusgasser.

I udspillet lægger regeringen op til, at prisen per ton CO2 i 2030 skal være på 750 kroner for langt de fleste danske virksomheder.

Dog ikke for Aalborg Portland og en række andre virksomheder, der arbejder med såkaldte mineralogiske processer. De slipper med en dansk afgift på 100 kroner, fordi de samtidig skal betale en EU-kvotepris på 750 kroner per ton.

Altså 850 kroner i alt, ifølge regeringen.

Men den reelle pris er langt lavere. For Aalborg Portland lyder regningen faktisk kun på omkring 520 kroner per ton.

Det viser DRs beregninger.

Det skyldes, at regeringen i deres udspil til grøn skattereform ikke har medregnet, at de største udledere står til at kunne beholde en stor del af deres gratiskvoter i 2030.

Det bekræfter EU-kommissionen over for DR i en mail.

Det er et emne, som Enhedslisten kommer til at tage med til forhandlingsbordet, når partierne skal forhandle om en dansk CO2-afgift.

Det siger Mai Villadsen, der er klimaordfører og politisk ordfører for Enhedslisten.

- Udregningerne viser, at regeringens udspil er mere skævt end det, de lagde frem.

- Det kan ikke være rigtigt, at de store klimaudledere får så stor en rabat, samtidig med at de små og mellemstore virksomheder igen skal betale ved kasse et. Det er uholdbart.

'Det er dybt urimeligt'

I Nordsjælland ligger virksomheden GreenWork Anlægsgartnere, der ifølge regeringens udspil skal betale 750 kroner i CO2-afgift i 2030.

Robert Hein, direktør i Greenwork. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

Her erklærer indehaver Robert Hein sig meget uforstående overfor, at nogle af Danmarks største udledere reelt kommer til at betale mindre i CO2-afgift, end han gør.

- Det er grundlæggende dybt urimeligt. Vi vil som virksomhed selvfølgelig rigtig gerne påtage os det ansvar, vi har, i forhold til udledning af CO2. Men jeg mener, at det burde være et fælles ansvar og ens for alle.

- Fra politisk hold bør man kigge på, om det er ok at straffe en virksomhed som min ekstra hårdt i forhold til store virksomheder.

Mindre virksomheder taber jobs

Lignende kritik kommer fra erhvervsorganisationen SMVdanmark, der arbejder for små og mellemstore virksomheder.

- Et ton CO2 forurener jo lige meget, hvem det kommer fra. Det kan ikke være rigtigt, at der skal være den her meget store forskel, siger administrerende direktør Jakob Brandt.

En af årsagerne til, at regeringen vil give rabat til virksomheder som Aalborg Portland er, at man vil undgå at virksomheder flytter til udlandet, eller at arbejdspladser må lukke.

Men ifølge Jakob Brandt vil det bare ske ude i de små og mellemstore virksomheder.

- Når man giver en rabat til de store udledere, bliver det en dyrere løsning for samfundet. Derfor skal de små virksomheder betale en højere afgift, og så taber de små og mellemstore virksomheder arbejdspladserne.

Det er Mai Villadsen fra Enhedslisten enig i. Hun mener, at udspillet til en ny CO2-afgift, kan være konkurrenceforvridende.

- Hvis det er de små, der skal betale for de store, kan det blive meget skævt, og koste nogle andre arbejdspladser (end hos de store virksomheder, red.). Så det er ikke så enkelt, som regeringen prøver at gøre det til, siger hun.

Skatteminister er ikke enig

For skatteminister Jeppe Bruus (S) er det vigtigt at understrege, at dem, der udleder mest, betaler mest. Ikke per ton udledt CO2, men i forhold til deres omsætning.

SMVdanmark mener ikke, det er rimeligt, at deres medlemmer kommer til at betale mere per ton udledt CO2 end nogle af landets største udledere. Er det rimeligt, at de små virksomheder kommer til at betale mere?

- Det gør de heller ikke. Dem, der kommer til at betale klart mest målt på deres omsætning, er dem, der udleder allermest. Hvis man tager cementindustrien, er det dem, der bliver ramt hårdest af det afgiftsniveau, der ligger i vores udspil.

Men hvis man kigger på per ton, så kommer de her små virksomheder jo til at betale mere end nogle af de allerstørste udlere?

Jo, men hvis man måler det per omsætning, så er det dem, der udleder allermest, herunder cementindustrien, der bliver ramt allerhårdest. Det er op mod 19 procent af deres omsætning på det afgiftsniveau, vi har lagt frem.

Hvorfor laver man ikke bare en ens afgift for alle?

Så ville der være en del arbejdspladser og produktion, som lukker i Danmark og flytter andre steder hen. Det vil skabe arbejdspladser og CO2-udledning i andre lande. Det er en billig måde at nå vores reduktionsmål på, men det er forkert, fordi vi så ikke omstiller, men vi afvikler produktion i Danmark.