Alle taler om flere elbiler - men vil det overhovedet få vores CO2-udledninger til at falde nok?

I morgen kommer elbilskommissionen med deres forslag til, hvordan vi får flere elbiler på vejene.

Antallet af biler i Danmark stiger og stiger, men vi har færre biler per indbygger end Norge og Sverige.

Norge er et paradis for elbiler. På bare ti år er det lykkedes nordmændene at få en kvart million elbiler på vejene, mens vi i Danmark er oppe på 20.000.

Den historie kender de fleste. Til gengæld hører man stort set aldrig den anden del af historien, der handler om, at det store antal elbiler faktisk ikke fået antallet af fossile biler til at falde. I stedet er den norske bilpark samlet set blevet væsentlig større.

Et skævt fokus

Herhjemme har det politiske fokus også været rettet mod antallet af elbiler. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen lancerede et mål om en million elbiler på vejene i 2030, og Socialdemokraterne har talt om 500.000 elbiler.

Men spørger man Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent i den grønne tænketank Concito, er det et skævt fokus.

- Det ser måske godt ud at kræve en masse elbiler, men det er en mærkelig målestok. Jeg synes hellere, de skulle måle på, hvor meget CO2 man sparer, siger han.

Diskussionerne om, hvordan vi billigst og bedst får omstillet den danske bilpark er lige nu højaktuelle. I morgen ved middagstid præsenterer eksperterne i elbilskommissionen nemlig deres bud på, hvad politikerne kan gøre.

Kommissionen blev nedsat af den tidligere regering og fik til opgave at regne ud, hvordan man får folk til at skifte fra fossile biler til elbiler og komme med en strategi for, hvordan man kan forbyde salget af benzin- og dieselbiler i 2030. Vel at mærke uden at det koster statskassen noget. Det er ikke nogen nem opgave. Lige nu ryger der årligt over 50 milliarder i statskassen fra forskellige bilafgifter som registreringsafgift, grøn ejerafgift og afgifterbrændstoffer. Altså indtægter til kassen, der ikke længere vil komme ind i takt med at flere skifter til en elbil.

Bilparken vokser og vokser

Og så er der altså også det ved det, at flere elbiler alene ikke nødvendigvis betyder færre CO2-udledninger.

Herhjemme forventer man - præcis som i Norge - at der vil komme flere biler frem mod 2030. Året, hvor vi ifølge Klimaloven skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70 procent, eller hvad der svarer til 20 milliner ton CO2.

I dag har vi omkring 2,7 millioner personbiler i Danmark, men ifølge Energistyrelsens fremskrivninger vil det tal i 2030 været vokset med 600.000. Og det vil få udledningerne af CO2 til at stige fra de nuværende 6,8 millioner ton til 7,3 millioner ton.

- Det er selvfølgelig godt, hvis så mange som muligt af de nye biler er elbiler. Men hvis de kun tager toppen af væksten, så får vi også flere benzin- og dieselbiler, som vi skal leve med udledningerne fra i mange år, siger Henrik Gudmundsson og henviser til, at en bil i snit kører rundt i 14 år.

- Overordnet kan man sige, at udledningerne fra transporten vokser. Den kurve skal knækkes stærkt nedad meget snart, hvis vi skal kunne nå vores klimamål, siger han.

Det skal koste at køre fossilt

Klimarådet - som rådgiver regeringen i klimaspørgsmålet - er også klar over, at flere elbiler ikke i sig selv fører store CO2-reduktoner med sig. I deres seneste rapport slog de fast, at det kun vil betyde en reduktion på 1,4 millioner ton CO2, hvis vi får en million elbiler på vejene i 2030. Får vi halvanden million elbiler sparer vi 2,2 millioner ton CO2. Altså stadig kun en lille del af det, vores personbiler udleder.

Derfor er eksperterne også enige i, at det skal være dyrere at køre i fossile biler. Klimarådet vil løse det ved at lave en generel afgiftCO2, der vil gøre diesel og benzin dyrere. Det bakker de økonomiske vismænd op om.

- Og derudover skal vi også lægge afgifter på kørslen, så det for eksempel vil koste mere at køre i myldretiden i de større byer, siger Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand.

Han advarer samtidig mod, at man begynder at give tilskud til elbiler for at få flere til at skfite hurtigere. Noget, som både Klimarådet og blandt andet Enhedslisten har talt for.

- Det er vigtigt, fordi det ikke kun er elbiler, der kan fortrænge de fossile biler. Det kan jo være, at nogle helt fravælger en bil og i stedet vælger at køre med kollektiv transport eller cykle. Og det vil jo gøre omstillingen endnu billigere, siger han.

- Så det man ikke vil have, skal være dyrt, men derudover må forbrugerne selv vælge, hvad der er bedst for dem. Det er den billigste måde at lave den grønne omstilling på, siger han.

For at få udledningerne hurtigere ned er der også mulighed for at forbyde et stop for salget af benzin- og dieselbiler tidligere en 2030, selv om det lige nu er vanskeligt på grund af EU-lovgivning. Alligevel taler flere partier for det. SF vil for eksempel allerede fra 2022 have et forbud mod de mest benzin- og dieselslugende biler og et totalt salgsstop i 2028. De Radikale og Enhedslisten ønsker et stop for salget i 2025.

FDM: Find CO2-besparelserne et andet sted

Men det er langt fra alle, der er enige om, at det skal være dyrere at køre fossile biler. Eller helt forbudt at købe sig en.

- Det svarer lidt til at sige, at nu fjerner vi topskatten og hæver bundskatten, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i bilejernes organisation, FDM.

- De fleste danskere kører fossile biler, og for mange er en elbil meget dyr, og mange vil ikke kunne tage det valg, fordi de ikke har råd.

Men hvordan får vi så reduceret udledningerne fra bilerne?

- Det er jo ligegyldigt, hvor CO2-reduktionerne bliver fundet, og man må bare sige, at bilområdet er et dyrt sted at gøre det, siger Torben Lund Kudsk.

Men kunne man ikke sige, at folk så kunne tage cyklen eller bussen?

- Man skal tænke på, at 80 procent af persontransporten er i biler. Så det ville blive sindssygt dyrt, hvis vi skal udvide den kollektive transport så meget, at den kan absorbere så mange mennesker, siger han.

Rettelse: I en tidligere version af artiklen stod der, at udledningerne af drivhusgasser i Norge ikke er faldet trods flere elbiler. Det er rettet til, at antallet af fossile biler ikke er faldet, selv om der er kommet flere elbiler til.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk