Klimarådet har fredag præsenteret en analyse af, hvordan det går med Danmarks nationale klimamål og internationale klimaforpligtelser.

Den korte opsummering af den lange konklusion er: Det går slet ikke hurtigt nok med den grønne omstilling.

Men for at forstå, hvordan Klimarådet kommer frem til den konklusion, kan det være en hjælp at kende bare nogle af de begreber, som eksperter og politikere slynger om sig, når de snakker klimapolitik.

Her er din lyn-guide:

1) Nettonuludledning

En af Danmarks vigtigste målsætninger - hvis ikke den vigtigste - er målet om at være netto-nuludleder senest i år 2050.

Det betyder, at vi som nation ikke udleder flere drivhusgasser end vi kan kompensere for ved et tilsvarende CO2-optag. Det kan for eksempel være plantning af mere skov, så vi har flere træer til at optage CO2 fra atmosfæren. Eller ved finansiering af tiltag, der skaber reduktion af drivhusgasser i andre EU-lande.

I Sverige er ambitionen at gå i nettonul allerede i år 2045 og derefter have negative udledninger. Det betyder, at svenskerne skal optage mere CO2, end de frigiver. Blandt andet ved fx skovrejsning eller ved hjælp at ny teknologi, som kan opfange CO2 fra atmosfæren og lagre det.

2) CO2-kvoter

EUs CO2-kvoteordning sætter loft for, hvor meget CO2 dets medlemslande må udlede. De enkelte lande har mulighed for at handle med sine CO2-kvoter.

Danmark kan også annullere sine CO2-kvoter. Og det planlægger regeringen da også at gøre for at nå vores forpligtelser i forhold til at nedbringe udledninger i ikke-kvotesektoren (se næste punkt).

Når Danmark annullerer sine CO2-kvoter, er kvoterne taget af markedet, og så har vi i princippet stoppet udledningen af en vis mængde CO2.

Problemet er “bare” at EUs kvotesystem lider under et meget stort overskud af CO2-kvoter, så når Danmark annullerer sine CO2-kvoter er den reelle CO2-reduktion nærmest lig nul.

Samtidig udskyder vi den reelle omstilling, fordi der ikke bliver kigget på, hvad vi rent faktisk kan gøre i praksis for at nedbringe udledningen.

3) Kvotesektoren og ikke-kvotesektoren

Kvotesektoren omfatter energisektoren og de virksomheder i EU, der udleder mest CO2. Med andre ord er det “de store udledere”.

Ikke kvote-sektoren kaldes populært biler, boliger og bønder. Den omfatter landbrug, transport, opvarmning af private boliger, affaldsforbrænding og andre småkilder.

Frem mod 2035 skal Danmark reducere sin drivhusgasudledning fra ikke-kvotesektoren med 39 procent i forhold til 2005. Indtil videre har vi primært planer om at gøre dette ved at annullere CO2-kvoter og anvende de såkaldte LULUCF-kreditter (se næste punkt).

4) LULUCF-kreditter

LULUCF står for “Land Use, Land-Use Change and Forestry”. På dansk: “Sektoren for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug”.

LULUCF er beregninger i ændringer af kulstofoptag i jord og biomasse. Altså for eksempel hvor meget CO2 et markareal eller et skovområde optager versus hvor meget CO2, det frigiver.

Hvis det ud fra en beregning skønnes, at skovområde i år optager mere CO2 end det gjorde sidste år. Måske fordi der er plantet flere træer, kan man - så at sige - optage kredit i det. LULUCF-kredit.

Udfordringen er, at der er enormt store usikkerheder forbundet med beregningerne, så hvorvidt LULUCF-kreditter giver reelle CO2-reduktioner eller “bare” er en skrivebordsøvelse, er ofte oppe til debat.

Klimaprofessor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet har tidligere kaldt regeringens øvelser med både CO2-kvoter og LULUCF-kreditter for “trylleri” med klimaregnskabet.

5) Avancerede biobrændstoffer

Danmark skal nå to forskellige EU-forpligtelser for vedvarende energi (VE) i transportsektoren i henholdsvis 2020 og 2030.

Blandt andet skal syv procent af energi til vej- og banetransport i 2030 være dækket af VE. Halvdelen af skal dækkes af avancerede biobrændstoffer, som er biomasse baseret på affalds- eller restprodukter. Biogas produceret på gylle og organisk affald kan indgå heri.

Udover avancerede biobrændstoffer tales der også om 1. og 2. generationsbiobrændstoffer.

1. generationsbiobrændstoffer produceres på enten på afgrøder, der direkte dyrkes til formålet eller mad- eller foderafgrøder. Det repræsenterer to store mulige problemer.

Det første er, at produktionen af biobrændslen konkurrerer med produktionen af fødevarer. Og det er især et problem i fattigere lande, hvor det største pung ofte vinder.

Derudover kræver produktion store arealer, som udelukkende bruges til det ene formål. Så faktisk kan 1- generationsbiobrændstoffer i nogle tilfælde være mere klimaskadelige end benzin og diesel.

2. generationsbiobrændstoffer deles op i avancerede og ikke avancerede, men vil altid være produceret på spildprodukter.

6) Overopfyldelse

Danmark ser ud til at overopfylde sin forpligtelse om, at 30 procent af det samlede danske energiforbrug i 2020 skal dækkes af vedvarende energi. Lige nu ser det ud til, at det danske energiforbrug i 2020 er dækket af 42 procent VE.

Vi overopfylder altså vores forpligtelse. Den overopfyldelse kan vi så sælge til for eksempel Storbritannien eller Holland, som ikke ser ud til at nå sine respektive klimaforpligtelser.

Det er altså en mulig indtægtskilde for Danmark. Men også en mulig løsning for andre lande til at udskyde sin egen omstilling.

7) Basisfremskrivning

Klimarådets analyse af, hvordan det går med Danmarks klimamål og- forpligtelser er bl.a. baseret på Energistyrelsens seneste basisfremskrivning.

Det er en fremskrivning af Danmarks energiforbrug og CO2-udledninger med udgangspunkt i en “fastfrossen politik”. Altså hvor der kun medregnes allerede vedtagne tiltag.