CO2-udledning stiger for tredje år i træk: 'Det er meget alvorligt'

'Jeg håber inderligt, at vi når Parisaftalen. Men jeg tror ikke længere på det,' siger klimaprofessor.

Forbruget af kul falder på verdensplan. Til gengæld stiger forbruget af olie og naturgas. Kul er dog stadig den største kilde til CO2-udledning. (Foto: Dimitar Dilkoff © Scanpix)

Mens alverdens ledere, forskere, virksomheder og organisationer er samlet til FN’s klimatopmøde i Madrid for at diskutere, hvordan vi hurtigst muligt får bremset klimaforandringerne, stiger den globale CO2-udledning igen i 2019.

For tredje år i træk.

Det viser forskning, som netop er udgivet af Global Carbon Project, der er et samarbejde mellem klimaforskere fra universiteter verden over.

Stigningen kommer langt fra bag på den danske klimaprofessor og direktør for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild. Til gengæld bekymrer den ham.

- Når man ser på, hvor vi er i dag i forhold til, hvor vi skal hen, er det meget alvorligt, at CO2-udledningen bliver ved med at stige. Det betyder, at vi skal mindske den meget markant frem til år 2030, siger han med henvisning til en rapport, som FN’s miljøprogram udgav i sidste uge.

Rapporten viser, at udledningen af drivhusgasser skal skæres med 7,6 procent om året fra 2020 til 2030, hvis vi skal nå målet om begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i år 2100.

- Det er umuligt i praktisk forstand. I så fald skal vi lave et radikalt kursskifte og ændre vores samfund, som er bygget op omkring kul, olie og gas, på meget kort tid. Det når vi ikke i mål med inden 2030, siger Sebastian Mernild.

Lav økonomisk vækst begrænser stigning

Ifølge Global Carbon Project ser den globale CO2-udledning ud til at stige med 0,6 procent i 2019 i forhold til 2018. Tallet er baseret på foreløbige data og er derfor behæftet med usikkerhed.

0,6 procent lyder måske ikke af meget. Og faktisk er det også mindre end de to foregående år, hvor udledningen steg med henholdsvis 1,5 og 2,1 procent.

- Men vi kan ikke lægge noget i, at tallet varierer fra år til år. Det vil det altid gøre, fordi det blandt andet hænger sammen med vækst og fordelingen mellem forbrug af olie, gas og kul. Først når CO2-udledningen har været stabiliseret over en årrække, kan vi begynde at se positivt på udviklingen, siger Sebastian Mernild.

En del af årsagen til, at stigningen er mindre i år end sidste år, skal da også findes i, at den økonomiske vækst har været lavere globalt set.

Særligt i Kina, der er verdens største udleder af CO2, og i Indien.

Jo mindre vækst, desto mindre bliver også efterspørgslen på blandt andet el.

Derfor stiger CO2-udledningen i Kina og Indien i 2019 ‘kun’ med henholdsvis 2,6 og 1,8 procent ifølge de foreløbige tal. Til sammenligning steg Indiens udledning med otte procent i 2018.

I USA og i EU falder udledningen. Men altså slet ikke nok i forhold til, hvor meget den burde.

Langt fra teori til virkelighed

Ifølge FN’s miljøprogram Unep er verden lige nu på vej imod en temperaturstigning på 3,2 grader i år 2100.

Hvis vi skal ændre den kurs, skal verdens ledere træde i hidtil uset karakter på klimatopmødet i Madrid, hvor de blandt andet skal diskutere de enkelte landes nationale klimamål.

Klimamålene er rygraden i Parisaftalen. Det er dem, der skal sikre, at landene reducerer deres CO2-udslip tilstrækkeligt til at nå målsætningen om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5- 2 grader i år 2100.

- Rent teoretisk kan vi godt nå det. Men løfter vi blikket og kigger ud over landskabet, er der, som jeg ser det, ikke politisk ambition om at gennemføre den nødvendige handling nu på globalt niveau, siger Sebastian Mernild og fortsætter:

- Jeg håber inderligt - for de kommende generationers skyld - at vi når Parisaftalen. Men jeg tror, at vi skal forberede os på, at vi kommer over tre grader.

Ubekendt faktor ligger og lurer

En temperaturstigning på tre grader - eller mere - vil få uoverskuelige konsekvenser. Det er et flertal af forskere enige om.

Men præcis hvor slemt, det bliver, er vanskeligt at gisne om.

Det skyldes især én ubekendt faktor: De såkaldte feedbackeffekter, som ofte omtales som dominoeffekter.

Det dækker over nogle ofte indviklede selvforstærkende processer, som forskerne i mange tilfælde har svært ved at forudsige, mens fælles for dem er, at de kan være med til at accelerere klimaforandringerne.

- Når havisen skrumper, har det betydning for en række andre ting. For eksempel absorberer et mørkt hav mere energi fra solen end den hvide is, så havet bliver varmere, og mere is igen smelter, forklarer Sebastian Mernild.

På samme måde findes en lang række andre feedbackeffekter, og fælles for dem er, at jo varmere det bliver, desto større er risikoen for, at de indtræder.

- Generelt kan vi sige, at klimaforandringerne kommer til at gå hurtigere og hurtigere. Og vi ved, at det bliver varmere, vådere og mere ekstremt. Det bør vi begynde at indrette os efter, siger Sebastian Mernild.