COP25 er i gang: Forstå klimatopmødet på to minutter

DR's klimakorrespondent lynforklarer, hvad der skal diskuteres på klimatopmøde nummer 25 i Madrid.

I de næste to uger er verdens lande samlet i Madrid til FN's klimatopmøde nummer 25 - også kaldet COP25.

Her skal de diskutere, hvordan man bremser den globale opvarmning, og hvordan man omstiller sig til de forandringer, der allerede nu sker på grund af et varmere klima.

I videoen ovenfor forklarer DR's klimakorrespondent Thøger Kirk hovedemnerne på topmødet på to minutter. Men vil du gerne vide lidt mere om de enkelte emner, så læs med her.

Mozambique er et af de lande, der stadig kæmper efter cyklonen Idai ramte landet tidligere på året. Landet er derudover ramt hårdt at tørke, og FN frygter at mange millioner vil komme til at sulte. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Rige lande løber fra løfter

For ti år siden lovede verdens rige lande, at de fra 2020 årligt ville give 100 milliarder dollar - 650 milliarder kroner - til udviklingslandene i klimastøtte.

Men det er endnu ikke lykkedes de rige lande at komme op i nærheden af det beløb, og de penge, der er blevet givet i støtte, bliver i mange tilfælde trukket fra kontoen med udviklingsbistand.

Flere af de store udviklingslande bruger den manglende klimabistand som værktøj i COP-forhandlingerne.

For eksempel har Indien sagt, at det ikke vil levere mere ambitiøse mål for at reducere landets CO2-udledning, hvis ikke de rige lande kommer med flere penge.

Andre store lande som Kina, Brasilien og Sydafrika forventes at bakke op om den position.

Ud over klimastøtten skal man i Madrid også diskutere det, man på COP-sprog kalder 'tab og skader'.

Det handler om støtte til udviklingslandene for de klimaskader og katastrofer, der allerede rammer dem. For eksempel i form af oversvømmelser, cykloner og tørke.

Det er ofte udviklingslandene, der bliver ramt hårdest til trods for, at deres udledninger gennem tiden har været meget beskedne.

Derfor mener de fattigere lande, at de bør få hjælp til at komme gennem katastrofer af de rige lande, som har stået for de fleste udledninger. De rige lande afviser dog i høj grad kravet med henvisning til, at der allerede findes fonde og andet, hvor udviklingslandene kan hente hjælp.

(Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

G20-lande halter bagud

I 2015 skrev næsten 200 lande under på Parisaftalen.

Heri lovede de hinanden, at de hver især ville sætte et mål for, hvor meget de ville reducere deres udslip af drivhusgasser - og hvordan. Det er de mål, der kaldes de 'nationale klimamål' (NCD'er på COP-sprog).

Aftalen var også, at landene hvert femte år skulle aflevere nye klimamål, der var mere ambitiøse end de gamle.

Og det er nødvendigt. For lægger man alle de nuværende klimaplaner sammen, har eksperter regnet ud, at man ender med en global temperaturstigning på lidt over tre grader i stedet for de 1,5 til to grader, man har sat som smertegrænse.

Fristen for at aflevere nye mål er altså næste år.

Aftalen er dog frivillig, og landene kan altså ikke tvinges til aflevere mere ambitiøse klimamål.

I øjeblikket ser det ikke for godt ud.

Godt nok har en række lande allerede meldt ind, at de vil hæve deres klimamål. Men det er primært små lande.

G20-landene (herunder EU) står for næsten 80 procent af de globale CO2-udledninger, men størstedelen mangler stadig at melde deres mål ud.

EU-landene kæmper med at blive enige om en netto-nuludledning i 2050. Det kan dog være, at det falder på plads på et EU-topmøde næste uge, så det kan præsenteres i Madrid.

(Foto: Dimitar Dilkoff © Scanpix)

Snyd i regnskaberne

På topmødet i Polen sidste år måtte landene opgive at blive enige om et nyt system for, hvordan man handler med CO2-kreditter.

Handlen med kvoter eller kreditter giver mulighed for, at et rigt land for eksempel kan betale et fattigt land for at lukke et kulkraftværk i stedet for selv at spare derhjemme, hvor det måske vil være dyrere.

Systemet skulle oprindeligt sikre, at den grønne omstilling skete så billigt som muligt.

Men problemet er, at der markedet lige nu er oversvømmet af billige kvoter, fordi der er udstedt alt for mange, så reelt er systemet brudt mere eller mindre sammen. Derfor forsøger man at få et nyt system på plads.

Et af stridspunkterne handler om, at nogle lande ønsker, at en CO2-kredit kan tælles med som en reduktion i både det land, der sælger, og det land, der køber en kredit.

Hvis Danmark for eksempel opfører vindmøller i Kenya, ville begge lande altså kunne tælle det som en reduktion. Det kaldes dobbelt bogføring og ser flot ud på papiret. Det gør bare ingen forskel for klimaet.

Danmark og EU ønsker ikke, at dobbelt bogføring skal være en mulighed.

Et andet kvoteslagsmål handler om, at nogle lande har nogle særaftaler i det gamle system, som de vil overføre til det nye,

Det vil en række andre lande til gengæld ikke vil gå med til. De sammenligner det med at have et tilgodebevis til en forretning, der er gået fallit. Nu vil man så have lov at bruge tilgodebeviset i den nye butik, der er åbnet på adressen.