Cykelløb afslører klimaforandringer

Tv-billeder fra cykelløbet Flandern Rundt viser, at træer får blade tidligere og tidligere på året.

Før i tiden var træerne ikke sprunget ud, når der blev kørt Flandern Rundt i starten af april. Det er de i dag. (© Flandern Rundt)

Når cyklerne i forårsklassikeren Flandern Rundt i april triller ud på de belgiske veje, er de første spæde forårsblade begyndt at springe ud på buske og træer.

Men sådan har det ikke altid været.

En gruppe belgiske forskere fra Ghent Universitet har dokumenteret konsekvenserne af klimaforandringerne ved kigge på tv-billeder fra Flandern Rundt fra 1981 til 2016.

Gennem perioden har forskerne ud fra tv-billederne kunnet anslå antallet af blomster og blade på træerne ved genkendelige steder på cykelruten.

Før 1990 havde næsten ingen træer blade, mens cykelløbet fandt sted. Efter 1990 har flere og flere træer fået blade, selvom kalenderen siger start april.

Det skydes, at gennemsnitstemperaturen er steget med 1,5°C siden 1980 i området.

Blomster får ikke nok lys

Når træerne får blade tidligere på foråret, så kan det være en god ting for nogle træarter, fordi de kan gro mere.

Men det kan også havde en ulempe, siger Pieter De Frenne, der er professor ved Ghent Universitet og ledende forsker bag undersøgelsen:

- Træernes blade kaster også skygger, så når der kommer blade på træerne tidligere på året, så skygger de i længere tid, hvilket kan få betydning for andre dyr og planter - endda hele økosystemer, siger han i en pressemeddelse.

Blomster, der gror under træerne, kan måske ikke blomstre, fordi de ikke får nok sollys.

Det kan betyde, at insekter må undvære blomsternes nektar.

Dansk klimaforsker: Det er en interessant metode

Sebastian H. Mernild er professor i klimaforandringer og administrerende direktør ved Nansen Centeret i Bergen. Han synes, at forskernes brug af tv-billeder er meget interessant.

- Det er jo lidt en anden måde at se på klimaforandringer og vurdere dem. Normalt ser vi mest på temperaturkurver og lignende, selvom vi før har set gamle fotografier af isen på Grønland, siger Sebastian Mernild.

Men metoden er ganske brugbar, mener han:

- Der er ikke noget forkert i at bruge denne metode. Den kan måske være med til at give nye perspektiver på klimaforandringerne, siger Sebastian Mernild.

Cykelløb giver unik mulighed for forskning

Ifølge Pieter De Frenne er cykelløb en mulighed, som endnu ikke er blevet udnyttet i forhold til at blive klogere på klimaforandringernes konsekvenser på alt fra spredningen af invasive arter til vandstande i søer og vandløb.

- Kun ved at samle data fra fortiden kan vi forudse konsekvenserne af klimaforandringerne hos forskellige arter og økosystemer, siger Pieter De Frenne.

Og her er cykelløb en rigtig god mulighed for at hente information tilbage i tiden, da cykelløb ofte bliver holdt på de samme ruter på den samme tid af året.

Pieter De Frenne påpeger også, at forskere kan udnytte tv-billeder fra andre årlige sportsbegivenheder som maraton, golfturneringer og rallyløb.

Facebook
Twitter