Dårlig klima-samvittighed? Sådan køber du din flyvetur lidt grønnere

Markedet for CO2-kompensation er lidt af en jungle. Her får du tips til, hvordan du kan købe udslippet fra din flyvetur tilbage.

Flyver du på ferie? Så skal du måske reservere lidt feriepenge til at rette op på miljøet. (FOTO: © Charles Platiau / Reuters/Scanpix ) (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

De ti danske spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget er uenige om, hvorvidt der skal indføres fælles europæisk klimaafgift på flyveture. Seks ud af ti siger nej tak.

I dag har næsten halvdelen af EU's medlemslande en eller anden form for afgift på flybilletterne. I Danmark har vi ingen ekstra afgift, som passagerne skal betale, når de køber deres flybillet.

Men hvis sommerferieplanernes flyverture giver dig klima-kvaler, behøver du ikke vente på, at politikerne når til enighed, der er nemlig flere måde, du selv kan kompensere for din CO2-udledning.

En idé kunne måske være at købe dig til bedre klimasamvittighed - for eksempel ved at investere nogle hundrede kroner i en ny skov i Sydamerika.

1

CO­­­2-kompensation

Måske har du allerede fået et tilbud fra dit flyselskab om at købe CO­­­2-kompensation? Her er Turistbyen Hammamet i Tunesien. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Hvis du allerede har købt billetten til ferien sydpå, har du måske endda fået et tilbud fra dit flyselskab om at købe CO­­­2-kompensation.

CO­­­2-kompensation – også kendt som CO­­­2-aflad – går ud på at betale for den mængde CO2, du har brugt ved for eksempel at rejse med fly.

Det kan flyselskaberne for eksempel gøre ved at investere i grøn energi, et stykke skov eller noget andet, der vejer op for den CO2, du har brændt af på turen.

2

Tag et fly og køb en skov – men ikke hos flyselskabet

Ifølge eksperten finder der ikke CO2-kompensationsprojekter i Danmark, så hvis du vil rette op på dit eget CO2-forbrug, må du kigge mod udlandet. For eksempel kan du støtte genopretning af skov og vådområder i Sydamerika eller projekter med solenergi. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Men ifølge den grønne tænketank Concito, så er den mængde CO­­­2, du kan købe dig til hos flyselskaber, ofte for lille i forhold til hvad din flyrejse udleder – og så kan det være svært at se præcist hvilke projekter dine penge går til.

- De tilbud, man får fra flyselskaber, er svære at gennemskue, siger Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver hos Concito.

I stedet mener han, at man skal selv skal finde alternativer til flyselskabernes tilbud - også selvom det kan være lidt svært at hitte rundt i de mange tilbud.

Ifølge Torben Chrintz findes der ikke CO2-kompensationsprojekter i Danmark, så hvis du vil rette op på dit eget CO2-forbrug, må du kigge mod udlandet. For eksempel kan du støtte genopretning af skov og vådområder i Sydamerika eller projekter med solenergi i Indien.

- Skovdyrkning har for eksempel også den fordel, at det - udover at suge CO2 ud af atmosfæren - også skaber levesteder for vilde dyr, siger Torben Chrintz.

- Og så har FN anbefalet, at vi planter flere træer, fortsætter han, der også anbefaler, at man overkompenserer lidt for sit eget forbrug for at imødegå den usikkerhed der kan være i projekterne.

3

Fjern CO2 på abonnement

En af de organisationer, der arbejder med at klima-kompenserer, er Ren Sti. De er lige ved at få kinesiske bønder til at skifte til biobrændsel i stedet for kul. Her er det mellem Viborg og Karup skal majsen bruges til kvægfoder og biobrændsel. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Desuden skal du gå efter projekter, der er verificeret af uafhængige organisationer. For eksempel kan du lede efter projekter, der er verificeret efter VCS eller Gold Standard.

Disse organisationer har desuden databaser over de projekter, de har godkendt, hvor du kan lære mere om de projekter, du støtter. Blandet andet kan du se hvilke personer, der er involveret i projektet, hvor det bliver udført, og kvitteringer og kontrakter fra de mennesker, der har været med til at udføre arbejdet.

Du kan også vælge at kompensere for dit forbrug ved at betale for et månedligt CO2-kompensationsabonnement. Her giver du et månedligt beløb, der bliver brugt på forskellige miljøvenlige projekter.

Et eksempel herpå er danske Climaider, der arbejder sammen med Gold Standard og Impact Carbon, som er en organisation der arbejder med at bekæmpe fattigdom og global opvarmning.

For eksempel arbejder Climaider lige nu med at få kinesiske bønder til at skifte til biobrændsel i stedet for kul.

4

Forsker: Køb gerne kompensation - men drop flyturen

Den gode gamle cykelferie er selvfølgelig også en måde at sænke sit CO2 udslip. (Foto: © John Hartmann, Scanpix)

Men virker idéen om kompensation egentlig?

Ja, siger Vivian Kvist Johansen, der er seniorforsker ved København Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Men det betyder ikke, at du skal flyve jorden rundt, købe ekstra forbrugsgoder eller køre en ekstra tur i bil selvom du køber nok til at dække dit CO2-forbrug.

- Jeg er stor tilhænger af at plante træer, for de er naturens bedste kulstoffanger og har mange gavnlige effekter. Men det er lidt ligesom at tisse i bukserne, når man fryser, siger hun.

- Man kan stille det op på den måde, at vi har to badekar, hvor det ene indeholder CO2, der er bundet i fossile brændstoffer, og det andet er den CO2, der findes i atmosfæren og i træer.

- Jo mere CO2 vi hiver ud af badekarret med fossile brændstoffer, jo mere skal vi flytte over i puljen med træer.

Derfor, mener Vivian Kvist Johansen, ender det med, at vi skal løbe hurtigere og plante endnu flere træer hvis vi forsætter med at flyve verden rundt - hvilket kan blive et problem, da vi bliver stadig flere mennesker, og derfor får brug for stadig mere af jordens overflade til at dyrke mad.

- Det er selvfølgelig en god idé at kompensere for sin flyvetur, men måske skulle man spørge sig selv, om man virkelig har behov for flyveturen eller de ekstra goder til at starte med, siger hun.

5

Flyveture er kun en lille del

Transport i alle former er ansvarlig for 23% af verdens CO2-udledninger.

Herhjemme bruger en gennemsnitlig dansker mellem 17 og 19 tons CO2 om året. Ud af det bliver kun ét af de ton brugt på flytrafik - til gengæld bruger vi tre gange så meget på mad og drikke.

FN's klimapanel vurderer, at hele verdens befolkning skal holde sit CO2-forbrug på 2-3 ton pr. person, hvis vi skal nå målet om at begrænse den globale opvarmning til 2 grader.

Her er fire tips til dig, der gerne vil købe dit CO2-forbrug tilbage

  • Kompensationen skal være ægte. Du skal gå efter præcise projekter, og ikke bare et projekt, som ikke er specificeret.

  • Kompensationen skal tilføje noget til CO2-regnestykket. Du skal gå efter et nyt projekt, der bliver finansieret af din donation, i stedet for at betale penge til noget, som ville være oprettet af den organisation, du betaler til, alligevel.

  • Gode projekter laver en baseline. Som køber skal du kunne læse dig frem til, hvor meget CO­­­2 der spares, i forhold til hvis projektet ikke var blevet gennemført. Gå efter større organisationer, der har plads og kontakter til at lave større projekter.

  • Projektet skal være bekræftet af uafhængige organisationer, indgå i et register og løbende overvåges, mens det bliver udført. Køber du for eksempel CO­­­2-aflad i et stykke skov, skal nogen kontrollere at skoven ikke bliver fældet i løbet af projektets levetid.