Dansk forsker: klimavaner skal med ind i stemmeboksen, hvis de skal rykke noget

Vi sorterer affald, spiser mindre kød og flyver mindre. Men det batter ikke i det samlede regnskab, hvis ikke man også tager de grønne tanker med, når man sætter sit kryds.

(Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

"Det kan godt være, at den her broccolibuket ikke smager lige så godt som en bøf, men til gengæld får klimaet det bedre."

Forestil dig, at man tog den sætning og fjernede den ene del af den sætning.

"Den her broccolibuket smager ikke lige så godt som en bøf."

Hvorfor så egentlig spise broccolien i stedet for?

Hvis man bevidst ændrer sine vaner til nogle grønnere af slagsen, betyder det meget, at man kan opveje sine egne ofre i, hvor meget CO2 man sparer verden for. Men hvad hvis du ikke kan det? Hvad hvis effekten egentlig ikke er så stor, som vi tror?

- Det du kan rykke ved dit klimaregnskab er relativt lille, for du har stadig ikke besluttet, hvad det er for en type el, der kommer ind i din bygning, og hvad er det i det hele taget for nogle energiressourcer, der kommer ind i landet.

Sådan lyder det fra Theresa Scavenius, der er lektor på Institut for Planlægning på Aalborg Universitet. Hun forsker i klimapolitik og i en ny bog, der er skrevet sammen med Oxford-forskeren Steve Rayner, har hun undersøgt effekten af vores klimapolitik og hvad vi som borgere egentlig kan gøre for at rykke ved det store billede.

Scavenius henviser til især et ungarsk studie fra 2012, hvor man sammenlignede såkaldte brune (der gør mindre for at leve grønt), grønne (der gør mere for at leve grønt) og gennemsnitlige forbrugeres klimaaftryk. I det studie fandt man, at der ikke var nævneværdig forskel i de tre gruppers klimaaftryk. De var nemlig stadig bundet af de samme socioøkonomiske sammenhænge.

- I Danmark har vi som gennemsnitlig borger et langt højere CO2-aftryk end folk i Afrika eksempelvis. Og vi kan ikke som enkeltpersoner rykke ved den nationale gennemsnitsværdi. Vi kan godt gøre lidt ved at købe færre bøffer og den type af ting. Men vi kommer ikke til at rykke ved de store linjer, lyder det fra Theresa Scavenius.

Men rapporter og undersøgelser viser nu engang, at det kan lade sig gøre at skære ganske betragteligt i sit CO2-aftryk. Hvorfor tæller det ikke i det store billede?

- Det er fordi, at der nogle af de her steder ikke er et forbrugsspørgsmål. Den infrastruktur, vi er en del af, kan vi ikke påvirke lige nu i morgen. Så der er et politisk ansvar for, at den infrastruktur rykker sig i den grønne retning.

Bogen, InstitutionalCapacity for ClimateChangeResponse: a new approach to climatepolitics, har som en af sine pointer, at eftersom vores egne forbrugsvaner ikke flytter ret meget fra eller til, så skal vi tænke os selv som en del af noget større.

- Det er rigtig svært at lave de her regnestykker som enkeltborger. Det er derfor, vi forsøger at lancere et andet paradigme, hvor vi ikke kun skal se os selv som privatpersoner og forbrugere. Vi bliver også nødt til at se os selv som borgere i den demokratisk, institutionel sammenhæng, hvor vi igennem de politiske institutioner kan være med til at løfte den meget tungere byrde, siger Scavenius.

Politikerne skal i gang. Hvis der for alvor skal rykkes ved klimaftrykket fra os alle sammen, så skal det komme fra vores institutioner - især de politiske. Theresa Scavenius mener, at politikerne skal træde i karakter, hvis man skal nå de store klimamål.

- Vi skal organisere samfundet på en måde, så det er nemt at leve klimavenligt, ligesom at det er nemt at få en uddannelse eller at komme rundt med kollektiv trafik. På den måde gør man det nemt for borgerne, og så behøver man ikke belaste dem med den tunge byrde.

Theresa Scavenius understreger at forskningen ikke konkluderer, at vi almindelige dødelige forbrugende danskere skal droppe de grønne forbrugsvaner. Men klimatankerne skal med ind i stemmeboksen og bestemme, hvor krydset skal sættes, før det for alvor vil batte, vurderer Scavenius. Og måske skal en borger gå endnu længere, hvis han eller hun vil gøre en forskel.

- Så skal man melde sig ind i et parti og påvirke sin lokale kreds. Det kan være at skrive en kronik i avisen eller måske stille sig op som folketingskandidat. Men også i mindre skala, som for eksempel at stille op til bestyrelser eller at blande sig i klimadebatten på arbejdspladser eller i andre sammenhænge.