Dansk forsker vil redde fremtidens landbrug

Håndholdt scanner kan spotte fosformangel i planter - og måske hjælpe med at forhindre en global landbrugskrise.

Sådan ser Andreas Carstensens håndholdte fosforscanner ud. Ved at sætte en klemme på et blad, kan landmanden hurtigt få et resultat ude i marken. (© Spectracrop/Andreas Carstensen)

De fleste tænker nok ikke over det til hverdag, men den mad, vi sætter på middagsbordet, er afhængig af næringsstoffet fosfor.

Men Andreas Carstensen, som er en af finalisterne ved årets Ph.d. Cup, har tænkt meget over fosfor, og hvordan vi løser det problem, at vores fosforminer er ved at løbe tør.

Allerede om 50-100 år kan vi ifølge de mest dystre prognoser løbe tør for fosfor. Andre er lidt mere optimistiske. Men uanset hvad løber vi på sigt tør for de lettilgængelige fosfordepoter.

Samtidigt spilder vi enorme mængder fosfor, fordi landmændene ikke ved, hvor meget fosfor der er i jorden - og om planterne kan få fat i det. Så det bruges efter devisen - hellere for meget end for lidt.

- Den helt store udfordring er, at vi mangler værktøjer til at måle fosfor i marken. Der er simpelthen et hul i vores viden her, siger Andreas Carstensen.

Hans løsning er en håndholdt scanner, der kan afsløre, om planterne på marken mangler fosfor eller ej, så landmændene ikke spilder de værdifulde næringsstoffer.

Mød Andreas Carstensen i videoen, hvor han fortæller om sin forskning og forbereder sig på den præsentation, han vil holde på årets Ph.d. Cup. Formålet med Ph.d Cup er at fortælle om dansk forskning ved at sætte fokus på de bedst formidlede ph.d.-afhandlinger fra danske universiteter. Ph.d. Cup sendes på fredag den 26 april på DRTV kl. 18.00, og på DR2 kl. 21.30.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Kigger på fluorescerende mønstre

Scanneren kigger på fluorescensmønstre i planten. Den fortæller om planternes sundhedstilstand, og Andreas har afluret det særlige mønster, som fortæller om fosforniveauet i planten.

Metoden blev faktisk opdaget ved et tilfælde, forklarer Andreas Carstensen.

- Jeg startede med at måle på mange forskellige ting, der ændrer bladfarven. Ved et tilfælde fandt jeg et helt andet signal, som det faktisk ikke giver mening, at fosfor påvirker. Men det gør det så, siger han.

Resultatet blev konklusionen i Andreas Carstensens speciale, som han så derefter brugte sin Ph.d. på at forstå og udnytte.

- Jeg brugte tre år på at kunne forklare det. Det er primært det min Ph.d. gik med - at finde ud af hvad det var, der lå bag, det vi kunne måle i planterne, siger han.

Har udviklet en håndholdt scanner

Sammen med sine vejledere tog Andreas Carstensen i 2013 patent på metoden og dannede spinoff-firmaet Spectracrop, der sælger den håndholdte scanner til landmænd over hele Jorden.

Udbredes scanneren, kan det ifølge Andreas Carstensen have store positive konsekvenser for forbruget af de hastigt skrumpende fosforreserver. Simpelthen fordi landbruget vil bruge mindre fosfor, hvis de ved, hvordan de kan effektivisere det.

- Vi lavede nogle grove beregninger, der viser, at hvis man bruger den, kan man spare 20-40 procent fosfor, i forhold til det vi bruger nu i vores del af verden, siger han.

Vil forbedre og udvide scanneren

Han forudser, at priserne på fosfor på et tidspunkt bliver så høje, at landmændene bliver nødt til at begynde at måle på det. Samtidigt bliver miljøkravene til landbruget stadigt højere.

Lige nu arbejder Andreas Carstensen og firmaet på at forbedre scanningerne af fosfor. Men på sigt håber han, at apparatet også kan se mangel på andre næringsstoffer.

- Når vi har færdigtestet fosforscanneren, er spørgsmålet, om vi skal kigge på svovl, jern eller kobber, som vi har set lovende resultater for. Det er perspektivet i min Ph.d. Skal vi ikke kigge på dem og tilføje dem til apparatet?

Men først skal Andreas lige igennem Ph.d. Cup, som han ser som en spændende udfordring og "det ypperste for Ph.d.'er i Danmark":

- Det er en kæmpe udfordring for mig selv, og det er et privilegium at være med, siger han.

Om Ph.d. Cup 2019

  • Ph.d. Cup er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor ph.d.-studerende fra hele landet konkurrerer i at formidle deres resultater bedst muligt.

  • 23 studerende har været med i konkurrencen i år, hvoraf fem nu er tilbage.

  • De studerendes formidlingsevner er i år blevet bedømt af Anja C. Andersen, Albert Gjedde, Anne-Marie Mai, Maja Horst, Jesper Ryberg, Lars Østergaard, Jacob Friis Sherson og Oluf Borbye Pedersen.

  • Ph.d. Cup er et samarbejde mellem dagbladet Information, DR og Lundbeck Fonden.

  • Vinderen af konkurrencen modtager 30.000 kroner til enten en forskningsrejse, efteruddannelse eller en forskningsfilm. Læs mere på: www.phdcup.dk