Dansker i hederamte Alaska: 'Røgen fra skovbrande svier i øjne og næse'

Vi skal kun forvente flere varmerekorder, siger klimaforsker. 2019 har allerede budt på en del.

Vietnam, Frankrig og Australien er blandt de lande, der indtil videre har oplevet varmerekorder i 2019. (Foto: pascal rossignol © Scanpix)

Der bliver normalt ikke sparet på krudtet, når USA den 4. juli fejrer sin uafhængighedsdag.

Men i år måtte fyrværkeri-glade amerikanerne i store dele af Alaska undvære raketterne. Til gengæld har de kunnet fejre dagen med en sjælden tur til stranden.

USAs nordligste stat er nemlig ramt af en voldsom hedebølge, som har ført tørke med sig, og skovbrande hærger allerede flere steder.

Danske Mette Scheel Persson er på besøg hos sin søster i Fairbanks, som er den største by i det nordlige Alaska.

- Vi var ude at vandre i går, hvor man kunne se røgen fra skovbrandene. Det er ret vildt, fortæller hun og fortsætter:

- For et par dage siden kørte jeg fra Anchorage (Alaskas største by, red) mod Fairbanks, og der var der så meget røg, at vi måtte lukke af for ventilationen i bilen. Røgen sved i øjne og næse, og luften smagte lidt salt på en mærkelig måde.

De lokale er meget afslappede omkring brandene, fortæller Mette Scheel Persson. Skovbrande er normale i Alaska og opstår hver sommer. Til gengæld er det varme og tørre vejr langt fra normalt. I baggrunden af billedet ses røgen fra en skovbrand nær Fairbanks. (© Mette Scheel Persson)

Normalt ligger gennemsnitstemperaturen i Fairbanks i juni på mellem 9 og max 17 grader. I weekenden forventes termometret at ramme 30 grader, og flere steder i Alaska kan temperaturen slå rekorder.

Og Alaska er ikke det eneste sted, hvor temperaturen igen i år når nye højder efter et 2018, der var også var fyldt med varmerekorder.

Allerede i starten af året begyndte rekorderne at tikke ind. I januar oplevede Australien sin varmeste måned nogensinde.

I januar nåede Australiens gennemsnitstemperatur op over 30 grader. Det er det varmeste gennemsnit for en måned, siden landet begyndte sine officielle målinger i 1910. Også februar og marts slog varmerekord.
I januar nåede Australiens gennemsnitstemperatur op over 30 grader. Det er det varmeste gennemsnit for en måned, siden landet begyndte sine officielle målinger i 1910. Også februar og marts slog varmerekord.

Og vi skal kun forvente flere rekorder i takt med, at klimaforandringerne banker hårdere på døren. Det fortæller Eigil Kaas, som er professor i klima- og geofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

- Forestil dig, at klimaet ikke var under forandring. Vi ville stadig opleve varmerekorder. Men uden klimaforandringer ville der blive længere og længere imellem dem. Nu kommer de oftere og oftere, siger han.

Når verden bliver varmere, bliver det simpelthen mere sandsynligt, at vi oftere oplever rekorder.

Allerede nu er den globale gennemsnitstemperatur ifølge Eigil Kaas steget med 0,9-1,0 grad siden det før-industrielle niveau (ca. år 1900).

I slutningen af juni blev store dele af Europa ramt af en voldsom hedebølge. I Frankrig nåede temperaturen i Gallargues-le-Montueux i den sydlige del af landet 45,9 grader. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Frankrig. Samtidig blev juni måned den varmeste. der nogensinde er målt globalt set.
I slutningen af juni blev store dele af Europa ramt af en voldsom hedebølge. I Frankrig nåede temperaturen i Gallargues-le-Montueux i den sydlige del af landet 45,9 grader. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Frankrig. Samtidig blev juni måned den varmeste. der nogensinde er målt globalt set.

Når klimaforskere taler om fremtiden, er det ofte med år 2100 for øje. Estimaterne for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur til den tid er steget, varierer.

FNs klimapanel IPCC opererer med fire scenarier, der spænder fra 1,5-4,5 grader.

Mindre end to grader regnes af de fleste forskere for at være usandsynligt. Det ville kræve en hurtigere omstilling til grøn energi, end den virkeligheden hidtil har tilbudt os.

- Det bedste estimat ligger på, at temperaturen stiger med ca. tre grader. Og det billede har i øvrigt ikke ændret sig, siden jeg for alvor begyndte at arbejde med klimaforskning i starten af 90’erne, fortæller Eigil Kaas.

Når vi hører om hedebølger i Asien, er det ofte i Pakistan og Indien, der flere år i træk har været ramt af nye varmerekorder. Men også Vietnam har i år oplevet varmerekord. Den 20. april ramte termometret 43,4 grader i landet.
Når vi hører om hedebølger i Asien, er det ofte i Pakistan og Indien, der flere år i træk har været ramt af nye varmerekorder. Men også Vietnam har i år oplevet varmerekord. Den 20. april ramte termometret 43,4 grader i landet.

I Danmark har sommeren 2019 (indtil videre) ikke ligefrem disket op med den hede, som sommeren 2018 gjorde.

Og selvom fremtidens Danmark bliver varmere, er det ikke varmen, der rammer os hårdest. Det er derimod vandet.

Både det stigende havvandvandsniveau, som betyder, at vi får kraftigere stormfloder. Det vil især gå hårdt ud over kysterne. Og et ændret nedbørsmønster, som betyder, at vi både får flere perioder med tørke, men også flere ekstreme regnskyl.

- Det ser ud til, at der kommer mindre regn om sommeren. Samtidig kommer det sjældnere. Men når det så endelig regner, vil det være kraftigere end i dag, siger Eigil Kaas.

Det kan for eksempel betyde, at landbruget må tilpasse sig til forhold, der minder mere om de sydeuropæiske, hvor afgrøderne sås tidligere på året.

Mens vi om sommeren kan forvente mindre vand og flere tørkeperioder, kan vi om vinteren forvente i en del mere regn med flere kraftige skybrud.

Alligevel kalder Eigil Kaas Danmark for et ‘smørhul’.

- Vi kan langt hen ad vejen tilpasse os til klimaforandringerne. I Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten derimod risikerer de, at jorden bliver så udtørret om foråret, at den slet ikke kan dyrkes længere, siger Eigil Kaas.

I det allersydligste af Chile, i byen Porvenir nåede temperaturen i februar op på 32,5 grader celcius. Aldrig før har de været så varmt så langt mod syd.
I det allersydligste af Chile, i byen Porvenir nåede temperaturen i februar op på 32,5 grader celcius. Aldrig før har de været så varmt så langt mod syd.
Facebook
Twitter