Danskerne skrotter gasfyr, får varmepumper og køber el-biler: Men vi mangler grøn strøm til over én million husstande

Manglen på grøn strøm kan tvinge Danmark til at købe mere sort strøm fra udlandet.

Jimmi Lindholm fra Ullerslev på Fyn skiftede i sidste uge sit gasfyr ud med varmepumpe. Han håber, at de politiske partier bliver enige om at opføre mere vedvarende energi, så det bliver grøn strøm, der skal drive pumpen.

Den grønne omstilling er i fare for at blive mindre grøn, end de fleste nok regner med.

For mens mange familier for tiden tager store, grønne valg som at droppe gasfyret til fordel for en varmepumpe eller at skifte dieselbilen ud med en el-udgave, kommer Danmark til at mangle grøn strøm svarende til mere end én million husstande hvert år frem mod 2030.

Og endnu mere, hvis Danmark samtidig skal blive fri af gas fra Rusland.

Det afslører en opgørelse fra Klimarådet og DR’s beregninger.

- Vi har et gevaldigt problem frem mod 2030, siger formanden for de uafhænige eksperter i Klimarådet, Peter Møllgaard.

På grund af manglen på grøn strøm herhjemme, kan Danmark være nødt til at købe strøm fra udlandet.

Og den kan komme fra sorte energikilder som kul og gas, advarer Klimarådet.

- Hvis ikke der sker en udbygning af vedvarende energi, risikerer vi, at den grønne omstilling ikke bliver nær så grøn, som vi troede, påpeger Peter Møllgaard.

Behovet for grøn strøm vokser

Strøm fra vindmøller og solceller er grundstoffet i Danmarks grønne omstilling.

For vores husholdninger, industrien og transportvirksomheder skal bruge grøn strøm for at komme væk den sorte energi fra kul, gas og olie, der udleder store mængder CO2.

For at sikre nok strøm til de grønne teknologier såsom varmepumper og elbiler, danskerne anskaffer sig, er der allerede aftaler på Christiansborg om at opføre dobbelt så mange vindmøller og solceller frem mod 2030.

Men det er ikke nok, viser tallene.

Behovet for strøm bliver nemlig endnu større i fremtiden. Og selv med de planlagte vindmøller og solceller forventer Energistyrelsen, at Danmark vil mangle op mod en femtedel af vores forbrug af strøm.

Derudover kommer et ekstra behov, hvis Danmark skal blive fri af gas og olie fra Rusland.

- Krigen i Ukraine gør kun behovet for grøn strøm større, siger Peter Møllgaard.

Store planer er ikke store nok

Christiansborg indgik et bredt flertal så sent som i december en aftale om at udvide kommende havvindmølleparker med to gigawatt, hvilket svarer til strøm til to millioner husstande.

Men det er allerede medregnet i opgørelsen fra Klimarådet.

Derfor vil flere af regeringens støttepartier nu bygge større havvindmølleparker og fremrykke de parker, der i forvejen er aftalt.

- Hvis ikke vi træffer hurtige beslutninger nu, kommer vi om fire-fem år til at stå og sige: "Hov, det med den grønne omstilling, der fik vi kun gjort halvdelen af arbejdet", siger Rasmus Helveg Petersen, der er klimaordfører for De Radikale.

Han vil derfor have fremskyndet to havvindmølleparker med 2-3 år. Den ene ved Bornholm, som er sat til start i 2030 og den anden ved Hesselø ved Nordsjælland, som skal være klar i 2027.

Der skal opføres flere vindmølleparker, som Horns Rev 3 her ved Vestkysten, mener Klimarådet og flere støttepartier.

Og det er realistisk, mener Peter Møllgaard.

- Jeg tror, man kan høvle et til tre år af den tid, det tager at etablere en havvindmøllepark, ved at strømline processen, siger han.

Politikerne skal op i gear

Lige nu er udbuddet af Hesselø Havvindmøllepark for eksempel sat på pause, fordi der er en udfordring med mudder på havbunden.

Men der er ingen grund til at vente med at tage et skridt ad gangen, som det sker nu, mener Peter Møllgaard.

I stedet bør myndighederne sætte gang i alle dele af projektet fra start. Så udbuddet kommer i gang tidligere, tilladelserne udstedes hurtigere, og byggeriet går i gang noget før.

Samtidig foreslår Klimarådet, at partierne bliver enige om at opføre flere vindmøller på land, flere solceller og flere havvindmøller.

Og så skal el-nettet udvides, så det kan klare mere grøn strøm. Lige nu er der en stor risiko for, at el-nettet bliver flaskehals for omstillingen.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) siger, at han i løbet af foråret vil komme med et udspil der skal sikre flere solceller og vindmøller. Og dem, der allerede er aftalt, skal sættes op hurtigere.

- Vi kommer til at gå til stålet, så det kommer til at gå endnu hurtigere, siger Dan Jørgensen.

- Både ved at vi fremrykke det, vi allerede har besluttet. Og vi kommer også til at træffe beslutninger om at gøre mere, lover klimaministeren.

Han påpeger, at behovet for grøn strøm også stiger på grund af den politiske aftale om såkaldt power-to-x. Altså brændstoffer fremstillet af grøn strøm, som man håber kan drive biler, skibe og tog i fremtiden.

- Vi kommer til at forhandle om det allerede i foråret. For selvom de her ting, der kræver meget grøn strøm, ligger noget ud i fremtiden, så er det allerede nu vi skal i gang, hvis vi skal nå at lave den her udbygning, siger Dan Jørgensen.

Artiklen er opdateret med citater fra Dan Jørgensen.