Klimatopmødet COP24

Det kan du gøre for at begrænse dit klimaaftryk

To klimaeksperter fastholder, at vi alle kan gøre vores, og kommer med konkrete råd

KLIMAETS DOMINOEFFEKT

Der er muligt at reducere sin egen CO2-udledning.

Det er klimaeksperterne Jesper Theilgaard og Sebastian Mernilds opløftende melding på en dag, hvor et klimastudiemed et grelt budskab er udkommet.

Heri taler et hold internationale forskere nemlig om en dominoeffekt, der risikerer at få jordens temperaturer til at løbe løbsk.

For en global menneskeskabt opvarmning på to grader kan udløse processer, som kan føre til yderligere opvarmning – faktisk kan gennemsnitstemperaturen i verden i løbet af nogle århundreder blive 4-5 grader højere, og havene kan stige 10-60 meter, påpeger de.

Tre ting du kan gøre

- Der er tre ting, vi alle sammen kan gøre, fortæller klimaekspert Jesper Theilgaard:

1. Nedsæt det generelle elforbrug. Udskift de apparater, I har nu, når de selvfølgelig skal skiftes, men lad være med at købe for eksempel flere fjernsyn.

2. Transport kan også betyde rigtig meget. Brug i højere grad offentlig transport, og hvis du kører rundt i en gammel bil, bør du udskifte den til en ny – helst en elbil – og kør i øvrigt mindre. Tag cyklen eller gå, siger han.

- Fly er også en kilde til stor udledning. Det er meget billigt at flyve - til stor irritation for mange klimaforskere. Når man kan komme til London for 500 kroner, nærmest det samme som en togbillet til Jylland, kan man jo godt forstå, at folk flyver. Men det er en virkelig slem CO2-udleder. Hold noget mere ferie i Danmark, foreslår Jesper Theilgaard fra sit sommerhus på Samsø.

Elforbrug og transport er nogle af de syndere, man længe har hørt om. Men begge forskere er enige i, at en tredje faktor er lige så vigtig.

3. Du bør også tænke over dit fødevareforbrug, men det er en jungle, siger han.

- Forbrugeren har ikke en jordisk chance for at vælge miljøvenlige varer, og jeg savner virkelig en mærkning. Man må bare bruge sin snusfornuft, når man for eksempel køber jordbær om vinteren. Hvor kommer de fra? Nok transporteret fra Spanien eller modnet i store drivhuse. Og begge dele bruger en masse energi.

- Jo mere lokalt fødevarer produceres, jo mindre energi bruges der på transport af dem, siger han.

Vælg de rette politikere

Professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansencenteret i Bergen stemmer samstemmende i, men ser et andet centralt punkt, hvor man bør fokusere sin indsats som borger:

- Vi kan gøre noget som forbrugere. Vi kan være bevidste om, hvor meget kød vi spiser, og hvor mange flyrejser vi tager på. Men det vigtigste er, at vi som mennesker i et demokrati har en stor magt til at vælge politikere, der ser alvoren i klimaforandringer. Den største effekt er, hvis vi kan påvirke vores politikere med en bevægelse nedefra og op, siger han.

Men har vores indsats i lille Danmark nogen som helst effekt?

- Det er et helt reelt spørgsmål at stille, siger Jesper Theilgaard.

- Hvis kun én person gør noget, sker der intet udover, at man får god samvittighed. Og det er da rart. Men mange skal gøre noget, før det rigtig virker, og det burde man gøre gennem lovgivning.

Den tidligere vejrvært er af den overbevisning, at små samfund sagtens kan vise store samfund, at det kan lade sig gøre. Han understreger, at der jo også er stort eksport- og økonomisk potentiale i at udvikle ny teknologi.

- Men det er alt sammen lettere, hvis vi bliver guidet af beslutningstagere – vi kan jo ikke alle opfinde den dybe tallerken, og jeg tror ikke på, at markedet alene kan gøre det, siger han.

- Ikke på den korte tid, vi har.

Facebook
Twitter