Dyr og planter udryddes i højt tempo - forskere bygger en frossen Noas ark

Forskere håber, at nedfrosne celler i fremtiden vil kunne redde de mange dyr, der er truet af udryddelse.

Når et af dyrene i Randers Regnskov dør, ringer dyrepasserne til Doktor Død.

Doktor Død hedder i virkeligheden Julie Strand og er en ung biolog med mørkt flettet hår, iført hvid kittel og blå plastikhandsker.

Lige nu står hun i et baglokale og lægger et snit i brystet på en leguanunge.

- Vi skal også ind og have lidt af musklen og bindevævet med, siger hun og tager med et pincetgreb forsigtigt et lille stykke af den døde krop.

Julie Strand er ansvarlig for biobanken i Randers Regnskov, hvor man nedfryser levende celler fra nutidens dyr. Som en slags forsikring, som fremtidens forskere potentielt vil kunne bruge til at redde arter fra at uddø.

På vej mod masseuddøen

Ifølge FN er op mod en million dyre- og plantearter lige nu truet af udryddelse. Mange af dem kan være væk inden for få årtier.

Dyr og planter er altid forsvundet fra vores planet. Ligesom nye er kommet til. Men det plejer at ske over lange tidsstræk.

Sådan er det ikke længere.

I dag uddør planter og dyr 1.000 gange hurtigere, end de naturligt ville gøre. Hele 25 procent af alle dyr og planter er lige nu i risiko for at forsvinde, og for nogle grupper er det helt op mod 40 procent. Det skyldes både de globale klimaforandringer som stigende temperaturer, men også at vi mennesker fylder mere på jorden og ødelægger dyrenes levesteder, når vi for eksempel rydder skov for at gøre plads til landbrug.

Faktisk går udviklingen nu så stærkt, at vi ifølge forskerne er på vej mod en ny masseuddøen.

- Vi er i det tidlige stadie af den sjette masseuddøen, siger Jens-Christian Svenning, professor og leder af center for biochange ved Aarhus Universitet.

Det samme siger hans kollega Carsten Rahbek, der er professor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet.

- Forskerne diskuterer stadig, hvor langt i den sjette masseuddøen vi er, men der er ingen diskussion om, at den er i gang. Der er simpelthen ingen rysten på hånden fra videnskaben på det her område, siger han.

En frossen Noas ark

Det er blandt andet den viden, som har sat gang i arbejdet med biobanken i Randers Regnskov. Her omdanner Julie Strand de levende celler til såkaldte cellelinjer, som man håber med fremtidens teknologi at kunne omdanne til for eksempel sædceller og ægceller.

- Det betyder, at man inden for bevaringen vil kunne bruge teknikker som kunstig befrugtning. Og det er jo et supervigtigt værktøj, hvis du arbejder med en art, hvor der er meget få individer tilbage, siger Julie Strand.

Lige nu har man ikke teknologien til rent faktisk at bruge det genetiske materiale, de samler og fryser ned. Men det regner man med at ville have i fremtiden. Og cellerne kan klare sig i fryserne i flere tusinde år.

I biobanken i Randers Regnskov, som Julie Strand er ansvarlig for, har man lige nu 47 forskellige arter.

- Jeg drømmer om, at vi har så mange forskellige dyr herinde som overhovedet muligt, siger hun.

Den hemmelige skat

Randers Regnskov er ikke de eneste, der arbejder på en slags back-up af naturen. I Berlin er forskere også i gang med at samle celler fra truede dyr.

- Vi har leoparder, vi har tigere, vi har gorillaer. Frosset ned til eftertiden i de her tanke, der går helt ned til minus 196 grader, siger Thomas Hildebrandt, der er professor og leder af projektet BioRescue. Han peger på en række store hvide tanke, som hver især indeholder celler fra truede dyr. 150 arter i alt.

Men den tyske biobank indeholder også en anden skat, der er så kostbar, at Thomas Hildebrandt slet ikke vil udpege, hvilken fryseboks han gemmer den i.

- Det er en hemmelighed, siger han bestemt.

Skatten er 300 milliliter sæd fra det nordlige hvide næsehorn. På grund af krybskytteri er der i dag kun de to hunner Najin og Fatu tilbage, og de er begge to infertile.

Den sidste han døde for to år siden, men inden det skete, nåede Thomas Hildebrandt og hans team at sikre sig noget af næsehornets sæd. Plus sæd fra tre andre hanner.

Efterfølgende har de hentet æg fra de to hunner. For at gøre det måtte Thomas Hildebrandt selv bygget et langt instrument til at tage æggene ud med.

En del af æggene er blevet befrugtet, og forskerne skal i løbet af det næste år sætte dem op i rugemødre. Hunner fra det sydlige hvide næsehorn, som minder om det nordlige. Altså helt samme fremgangsmåde som ved kunstig befrugtning af mennesker.

Professor Thomas Hildebrandt står i spidsen for et projekt, der skal forsøge at redde det nordlige hvide næsehorn.

Biobanker løser ikke problemet alene

Selv om de arbejder med biobanker, er både Julie Strand og Thomas Hildebrandt enige om, at deres metode kun er en backup, og de så hellere, at man løste problemerne med udryddelse nu og her.

- Vi skal jo ikke udrydde alle næsehorn nu, fordi vi måske har en teknologi til at fikse det om 20 år. Det er ikke ansvarligt, siger Thomas Hildebrandt.

Men hvis den sjette masseuddøen er i gang, kan det så overhovedet lade sig gøre at bremse det. Det mener professor Carsten Rahbek til dels godt, at det kan.

- Der er en positiv ting i det. Nemlig at vi kender problemet - at naturen har for lidt plads at udfolde sig på - og at der er tid nok til at stoppe det, hvis vi gør noget nu, siger han.

Se indslaget om biobankerne i Randers og Berlin i 21Søndag på DR1 i aften.

Facebook
Twitter