Eksperter om klimaaftalen med Aalborg Portland: Det er langt fra nok

Aalborg Portland burde have forpligtet sig på at blive CO2-neutrale, lyder det fra Klimarådet.

Aalborg Portland udledte sidste år 2,2 millioner ton klimagasser. For at nå målet om en reduktion på 70 procent af klimagasserne i 2030, skal Danmark i alt fjerne 20 millioner ton klimagasser. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Et godt udgangspunkt. En fin start. Positivt. Men alligevel langt fra nok.

Sådan siger klimaeksperter om den aftale, som regeringen i dag har indgået med cementproducenten Aalborg Portland.

Med aftalen forpligter Aalborg Portland sig til at reducere deres udledning af klimagasser med 660.000 ton inden 2030, hvilket med regeringens egne ord svarer til at fjerne 250.000 biler fra vejene.

Det er langt fra nok, hvis det skal lykkes at nå målet om at reducere det samlede udslip med 70 procent i 2030, lyder det fra Klimarådet, som er regeringens uafhængige eksperter på klimaområdet.

- Det lyder af meget, men det er i vores øjne stadig kun en tredjedel af det, der er behov for, for at komme i mål med målet om 70 procent, siger formand Peter Møllgaard.

Kan ikke stå alene

- Så hvis de stadig udleder drivhusgasser i det omfang, der er lagt op til, så har vi et stort problem med den grønne omstilling, for så skal vi ud og finde andre alternativer, siger Peter Møllgaard.

Det samme mener den grønne tænketank Concito.

- Det kan kun være et første skridt og kan ikke stå alene, siger direktør Christian Ibsen.

Han tror ligesom Klimarådet ikke, at omstillingen kan lade sig gøre uden også at indføre en CO2-afgift, som en virksomhed som Aalborg Portland er meget i mod.

- Hvis Aalborg Portland og andre energiintensive virksomheder skal levere nok til at nå de 70 procent, så kommer vi til at skulle have en CO2-afgift og en betydelig pris på CO2, siger Christian Ibsen.

Ud over reduktionen på de 660.000 ton er der i aftalen indskrevet en ambition om, at Aalborg Portland i samarbejde med regeringen skal reducere deres udslip endnu mere. Det skal ske ved hjælp af nye teknologier som for eksempel fangst af CO2, som regeringen i aftalen lover at støtte udviklingen af.

- Der er elementer af noget godt, men det er bare ikke tilstrækkeligt for at nå i mål, siger Peter Møllgaard. Han havde hellere set, at Aalborg Portland og regeringen havde forpligtet sig til en CO2-neutral produktion i 2030.

Ingen sanktioner

Aalborg Portland er Danmarks største enkeltudleder af CO2. Sidste år udledte fabrikken 2,2 millioner ton CO2. I alt skal Danmark spare 20 millioner ton for at have nået målet om 70 procents reduktion.

Aalborg Portland havde allerede sidste år sat målet om at reducere deres udslip med en tredjedel, og de mener ikke selv, at de kunne være gået længere i aftalen.

- Det er ambitiøst, og det er den ambition man kan nå med kendte teknologier indenfor cementbranchen, siger direktør Michael Lundgaard Thomsen.

Hvad sker der, hvis I ikke når målet?

- Der er ikke lagt nogen sanktioner ind i aftalen, men når vi går ud i offentligheden med det, så er det klart, at vi også skal stå på mål for det i offentligheden de kommende år, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Flere aftaler med erhvervslivet

Regeringen har i dag meldt ud, at de gerne vil have flere af den slags aftaler med andre af de store danske udledere.

- Vi tror meget på, at man med et meget tæt samarbejde mellem myndigheder, stat og virksomheder kan udvikle nye metoder til at producere mange af de ting, vi producerer her i landet, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Klimarådet advarer dog mod for mange af den slags aftaler, hvor staten skal medfinansiere de grønne løsninger, som det er tilfældet her.

- Det bliver meget dyrt for samfundet, siger Peter Møllgaard.

Facebook
Twitter