Eksperter råber op: Byggebranchen er en kæmpe klimasynder

Der skal radikale metoder til at ændre byggeindustrien. Og det skal gå stærkt, mener internationale eksperter.

Især byggeriet i Kina udleder mange drivhusgasser, understreger international ekspertgruppe. (Foto: China Stringer Network © Scanpix)

Der er ikke, noget der tyder på, at den globale byggeindustri er på vej til at blive mere klimavenlig. Og det er et kæmpe problem.

Sådan lyder udmeldingen fra den internationale ekspertgruppe JCSS (Joint Committee on Structural Safety). De rådgiver normalt den internationale ingeniør- og byggebranche om sikkerhed og risikofaktorer.

Produktionen af traditionelle byggematerialer udgør mellem 10 og 15 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Det har tænketanken Concito tidligere vurderet med baggrund i tal fra Institut for Verdens Ressourcer.

Det tal bliver meget større, når faktorer som transport og byggeprocesser kommer med.

- Det frie marked kan ikke alene løse problemet. Vi bliver nødt til at indse, at vi bør gøre noget, og det kan ikke gå hurtigt nok, siger formanden for ekspertgruppen JCSS, Michael Faber. Han er også professor ved Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet.

- For eksempel vurderes det, at volumen af beton, der er blevet omsat i Kina over de sidste tre til fire år, er i samme størrelsesorden, som hvad der er blevet omsat i USA i de sidste 100 år, siger han.

- Materialevalg og materialernes egenskaber er imidlertid ikke det eneste problem. Det er et kæmpe problem, at bygninger blot kan nedrives og fornys, når man vil, siger Michael Faber.

- Derfor er vi nødt til at lave nogle krav for, hvor store emissioner af drivhusgasser, der må være i byggeriet. Og det kræver en tung politisk vilje, fortsætter han.

Langt fra målet

Ekspertgruppen har vurderet situationen ud fra målene i Paris-aftalen fra 2015. Her blev ledere fra hele verden enige om, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning ikke må stige med mere end 1,5 grader.

For at nå målet skal den globale CO2-udledning falde med 40 til 70 procent mellem 2010 og 2050, vurderer FN's klimapanel.

- Hvad mon der sker i de kommende tre til fire år? Hvad med lande, der gennemgår samme udvikling som Kina på grund af forbedret økonomi og ønsker om velfærd for deres befolkningen?, siger Michael Faber

- Og så skal vi også indregne befolkningstilvæksten. I 2050 regner man med, at vi bliver 10 milliarder mennesker på kloden, fortsætter han.

Danmark er godt med

Udover byggeprocesser og produktion af materialer, udgør opvarmning og afkøling af bygninger også en stor del af CO2-udledningen. Det er et problem, vi især er gode til at løse i Danmark, pointerer Michael Faber.

Også direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, fremhæver, at vi i Danmark for eksempel er gode til at nedsætte energiforbruget i nybyggeri.

- I dag opfører vi bygninger, der ikke har et særlig stort behov for tilført energi. Det skyldes, at vi har skrappe krav til konstruktioner via vores bygningsreglement. Vi bruger generelt meget energieffektive konstruktioner, siger han.

Men Michael H. Nielsen mener, at vi godt kan gøre mere, når det kommer til afkøling og opvarmning af bygninger:

- Vi skal have fokus på de bygninger, der ligger uden for den kollektive energiforsyning, altså uden for fjernvarmeforsyning. Det er typisk de bygninger, der er oliefyrsopvarmet.

- Når vi alligevel renoverer sådan nogle bygninger, så skal vi tænke energiforbedring ind som en del af det. Vi skal have fokus på at ændre energiforsyningskilderne, så de i stedet bliver baseret på for eksempel varmepumper.

Med-grundlægger af Microsoft Bill Gates sammenlignede for nogle år tilbage cementproduktionen i Kina med USA. (© dr)

Forskere arbejder på løsninger

Når det kommer til byggematerialer, arbejder forskere rundt i verden på at udvikle mere klimavenlige af slagsen. Blandt har forskere på DTU Byg i Danmark udviklet superlette beton- konstruktioner.

Det går ud på kun at anvende den stærke beton, hvor der er behov for stor styrke. Den ikke så stærke beton sørger så for at udfylde og stabilisere konstruktionen.

- Jeg tror, det er vejen frem med utraditionelle designkoncepter som det her fra DTU Byg. Når vi tænker emissioner ind i designkonstruktionen på lige fod med andre hensyn og krav, kan vi potentielt skære meget ned i udledningen af drivhusgasser, siger Michael Faber, formanden for JCSS.

- Men man har desværre problemer med at tænke på den her måde i store dele af byggeindustrien. Den bredde masse af ingeniører er simpelthen ikke skolet til at tænke på bæredygtighed, fortsætter han.

FacebookTwitter