Ekstrem varme slår Afrikas tusind år gamle baobabtræer ihjel

De ældste baobabtræer er 2.500 år gamle. Men de seneste 12 år er de begyndt at uddø. Måske på grund af klimaforandringer, vurderer forskere.

De ældste baobabtræer voksede allerede i Afrika, da der stadig var jernalder i Danmark. Før byer som Ribe og Århus blev grundlagt. Og de stod der, da vikingerne indtog England. (Photo by Education Images/UIG via Getty Images) (Foto: Education Images)

Baobabtræer er mastodonter, der kan blive tykke som busser. De kan blive flere tusinde år gamle. Men nu er de ældste af dem ved at forsvinde.

Katastrofen har ramt de gamle træer på rekordtid.

I løbet af bare 12 år er de fleste af Afrikas største og ældste baobabtræer døde, viser en ny undersøgelse.

Og forskerne ved ikke, hvorfor baobabtræerne dør. Det er ikke på grund af en virus. Der er ingen sygdom i træerne. Forskerne gætter derimod på, at det skyldes klimaforandringer.

- Det er både chokerende og dramatisk, at vi i vores levetid oplever bortgangen af så mange træer, der er tusinder af år gamle, siger en af undersøgelsens medforfattere, Adrian Patrut fra det rumænske Babeș-Bolyai University, til nyhedsbureauet AFP.

8 af 13 ældste træer døde

Det er et forskerhold fra Sydafrika, Rumænien og USA, som har kortlagt 60 af de ældste og de største baobabtræer i Afrika. Artiklen er netop blevet offentliggjort i Nature Plants.

Her skriver forfatterne blandt andet, at de “mistænker bortgangen af de monumentale træer for i det mindste delvist at have forbindelse til markant ændrede klimaforhold i især det sydlige Afrika”.

På kun 12 år er i alt otte af de 13 ældste baobabtræer døde. Og fem af de seks største træer er døde eller de ældste dele af træet kollapset.

Ida Theilade, der er seniorforsker på Sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet, siger, at baobabtræet er en nøgleart for både mennesker og dyrelivet omkring det.

- Hvis det virkelig er i hele udbredelsesområdet, at træerne er døde, så lyder det ikke til at være på grund af en enkelt hændelse som for eksempel tørke, siger Ida Theilade, der blandt andet forsker i tropiske skove i Afrika og Sydøstasien. Ida Theilade understreger, at hun ikke har læst forskningsartiklen.

I artiklen i Nature gør forfatterne opmærksom på, at der er brug for mere forskning for at bevise eller afvise mistanken om, at baobabtræernes død skyldes klimaforandringer.

Baobab Alley på Madagascar. (Foto: Anthony Asael/Art in All of Us © (c) 2013 Anthony Asael - Art in All of Us)

Frø sået i jernalderen

Forskerne undersøgte blandt andet et træ, som de lokale havde døbt Homasi. Det blev også kaldt for Grootboom. Det begyndte at vokse i det, som i dag hedder Namibia, omkring år 500.

Dengang var det stadig jernalder i Danmark. Træet begyndte at vokse, før de gamle byer Ribe og Århus blev grundlagt. Da vikingerne indtog England. Og gennem utallige krige, epidemier og katastrofer over hele kloden og opfindelsen af bogtrykning, dampmaskiner, klaveret, fly, fjernsyn og computere.

Men i 2004 begyndte træet at visne, og det døde i 2005.

Det var samme år, som forskerne begyndte på deres projekt, som de netop har afsluttet. Og det var aldeles "uventet", at så mange af træerne på blot 12 år ville dø eller delvist visne, skriver forskerne i artiklen.

Tørstige baobabtræer

I den periode er den årlige mængde af nedbør blevet mere uforudsigelig. Og baobabtræerne har brug for at absorbere 70-80 procent af deres masse i vand. Ellers dør de.

Det skete for eksempel for det berømte Chapman-træ i Botswana. Her skulle regnsæsonen begynde i september 2015. Men den begyndte først i februar 2016. Og her døde træet, fordi det kun havde 40 procent vand i dets stamme.

Det ældste af træerne, som er blevet kortagt i den nye undersøgelse, stod i Zimbabwe, og var 2.500 år gammelt. Det døde i 2011.

Det er ikke hvert år, at baobabtræer laver årringe, som man kan tælle og bruge til datering. Forskerne har derfor brugt en form for kulstrofanalyse.

Facebook
Twitter