Ekstreme hedebølger rammer Australien hårdt: Flagermus falder ned fra træerne, og fisk dør i hobetal

Australiens premierminister kalder den seneste hedebølge for en 'ødelæggende naturbegivenhed'.

Australien lider for tiden under endnu en rekordvarm hedebølge. Onsdag den 16. januar målte temperaturen lidt over 48 grader i den nordlige del af delstaten New South Wales. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i delstaten.

Hedebølgen er i dag på sin fjerde dag og bliver af det australske meteorologiske bureau (BOM) beskrevet som den seneste i en "usædvanlig lang" række af hedebølger, der har plaget Australien.

En af sommerens tidligere hedebølger bød i december på den varmeste dag nogensinde i Australien, hvor gennemsnitstemperatueren lå på 40,19 grader. Julen 2018 var også den varmeste jul nogensinde målt.

Ødelæggende naturbegivenhed

Scott Morrison, Australiens premierminister, har kaldt hedebølgen for en "ødelæggende naturbegivenhed".

Hedebølgen har nemlig medvirket til fiskedød i landets floder og søer, blandt andet i Darling-floden, som man kan se i videoen.

I videoen kan du også se, hvordan flagermus i Adelaide Botanisk Have vifter sig selv med deres vinger for at køle sig ned. Hvis flagermusene får det for varmt, risikerer de at falde ned fra træerne.

For eksempel var høje temperaturer i november grund til at cirka en tredjedel af landets bestand af en bestemt flagermus døde på to dage.

Zoodyr får brusebade og isterninger

Dyrene i Wild Life Sydney Zoo er dog heldige og får hjælp af mennesker til at klare heden. I videoen kan du blandt andet se en fugl kaldet kasuar få brusebad. Også isterninger af jordnøddesmør bliver brugt til at køle dyrene ned med.

Også koalaerne får hjælp til at klare sig. I stedet for isterninger får de dog frosne vandflasker, som de kan putte sig ind til - lidt ligesom når de holder fast på et almindeligt træ.

Facebook
Twitter