En tredjedel af verdens kongepingviner er forsvundet

På blot 30 år er en enorm pingvinkoloni svundet med 88 procent, viser nye helikopter- og satellitbilleder. Klimaforandringer kan stå bag.

Kongepingvinerne her er en del af kolonien på Ile aux Cochons. (Foto: CELINE LE BOHEC © Scanpix)

Denne artikel er blevet opdateret, da det har været nødvendigt at specificere, at kongepingvinkolonien på Ile aux Cochons udgør cirka en tredjedel af alle kongepingviner på verdensplan.

Der bliver færre og færre kongepingviner på den franske ø, Ile aux Cochons, der ligger mellem Madagaskar og Antarktis.

I 1980’erne var øen spækket med mere end en halv million vraltende kongepingvinpar, der ynglede på øens særlige landskab. I dag har satellit- og helikopterbilleder fra 2015 og 2017 vist, at der kun er 60.000 ynglende pingvinpar tilbage på øen.

Den kollapsede koloni af kongepingviner på Ile aux Cochons udgør cirka en tredjedel af alle kongepingviner i verden.

Ifølge den nye undersøgelse af pingvinbestanden, som er publiceret i Antarctic Science Journal, er årsagen til det enorme fald endnu usikker.

Dog nævner forskerne, at øens beplantning har ændret sig, hvilket kan påvirke kongepingvinernes yngleforhold. Det undrer ikke Tobias Wang, professor i zoofysiologi ved Aarhus Institute of Advanced Sciences.

- Kongepingvinerne kan jo ikke flyve som andre fugle, så de er bundet til øen. Når miljøet ændrer sig, bliver de nødt til at tilpasse sig ændringerne fysiologisk og adfærdsmæssigt, og det kan være svært, siger Tobias Wang.

Øen, Ile aux Cochons ligger mellem Antarktis og Madagaskar. Navnet betyder griseøen opkaldt efter nogle indførte og nu udryddede grise. (Foto: Grafik: Solvej Nygaard Gregersen © (c) DR)

Kongepingvinerne kan uddø

Kolonien af kongepingviner på den 67 kvadratkilometer store ø plejede at være den andenstørste pingvinkoloni i verden. Men nu er antallet af royale pingviner svundet med 88 procent.

Det er skidt, fordi det kan få konsekvenser for vores økosystem, forklarer Tobias Wang.

- Effekten af pingvinernes forsvinden er rigtig svær at forudsige. Når en art, der er i toppen af fødekæden, forsvinder, kan det have enormt store indvirkninger på økosystemet. Det kan være alvorligt, siger han.

En af miljøforskerne bag undersøgelsen, Henri Weimerskirch, har i tidligere forskning beskrevet, at kongepingvinerne ikke længere kan leve på Ile aux Cochons i 2050, hvis klimaforandringerne fortsætter som nu.

Og faktisk har forskerne længe forudsagt, at den globale opvarmning vil true kongepingvinbestanden - og potentielt udslette arten helt.

Ifølge forskning fra 2008 publiceret i PNAS, har voksne kongepingviner ni procent mindre chance for at overleve, hvis havoverfladens temperatur stiger med 0,26 grader - og netop varmere verdenshave er en kendt konsekvens af den globale opvarmning.

Et blødt hjerte for den majestætiske pingvin

Selvom der bliver færre og færre kongepingviner, fandt forskere i marts måned hele 1,5 millioner hidtil udokumenterede pingviner af arten 'adelie' på Antarktis.

Det er trods alt glædelige nyheder - særligt for personer som Tobias Wang, der har et blødt hjerte for fuglene.

Han er især fascineret af pingvinernes unikke dykkerevner, der er blevet specialiseret, efter pingvinerne mistede deres evne til at flyve.

- Det er de bedst dykkende fugle, der findes. De store kongepingviner kan dykke ned til 300 meter og kan være nede i mange minutter. De er temmelig imponerende, siger Tobias Wang.

Selvom det angiveligt ser sort ud for pingvinerne på Ile aux Cochons, er kongepingvinen endnu ikke registreret som truet på IUCN’s liste over truede dyrearter.

Sådan så kongepingvin-kolonien ud i 1982 på Ile aux Cochons. Her var der langt flere pingviner end i dag. (Foto: HENRI WEIMERSKIRCH © Scanpix)
Facebook
Twitter