Er det for sent at redde Jorden?

Det kræver politisk handling, hvis klimaforandringerne skal bremses, vurderer forsker. Men du kan også selv gøre noget.

De svedne græsplæner og solbrændte ansigter taler sit tydelige sprog.

Maj måned har været usædvanlig varm og solrig i Danmark. Faktisk har den - efter kalenderen - sidste forårsmåned, slået hele to rekorder. Maj måned 2018 blev både den varmeste og mest solrige måned, DMI nogensinde har målt i Danmark.

Og både højere temperaturer, ekstremt vejr og stigende vandstande er efterhånden blevet en del af vores hverdag.

Ifølge verdens klimaforskere skyldes det i høj grad, at vi udleder mange drivhusgasser.

- Hvis vi vil bremse klimaforandringerne og sænke temperaturstigningerne, er det allervigtigste, at vi skærer ned på vores forbrug af fossile brændstoffer. Vi skal ikke brænde så meget gas, olie og kul, siger klimaforsker på DMI Ruth Mottram.

Selvom det ifølge hende især af verdens ledere, der skal tage ansvar, er der også områder, man selv kan sætte ind.

- Som privatperson er de store syndere især vores enorme kødforbrug, udstødningsgasser fra vores biler og vores mange flyture, siger hun.

Paris-aftalen skaber håb

I 2015 fik kampen mod klimaforandringerne en stor hjælpende hånd. Det skete, da ledere fra 195 lande underskrev den historiske Paris-aftale.

Her blev de mange lande enige om at kæmpe for, at den globale temperatur ikke må stige mere end to grader – og helst kun 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau.

Det førindustrielle niveau defineres lidt forskelligt, men flere – heriblandt det britiske meteorologiske institut - definerer det som perioden mellem 1850 og 1900. Siden da, er temperaturen allerede steget næsten én grad.

Og de seneste år har forskerne faktisk målt endnu større udledning af drivhusgasser, end forventet.

Men er det så for sent at redde Jorden?

Paris-aftalen giver ifølge Ruth Mottram et rigtig godt fælles udgangspunkt, men ordene kræver handling.

- Det er et spørgsmål om politisk vilje, at vi vil bremse vores forbrug af fossile brændstoffer. Og det er ikke nemt. Det er slet ikke nemt, siger hun og fortæller, at det måske i virkeligheden ikke handler om vores planet, men vores liv.

- Det er ikke for sent at redde jorden. Det handler om vores samfund. Vores civilisation er vokset op i en meget stabil, nem og dejlig klimaperiode, og hvis vi begynder at påvirke den stabilitet, så kan det give en masse problemer.