FAKTATJEK Skal du købe økologisk, hvis du vil være klimavenlig?

Nej, ikke hvis det fx er øko-kyllinger, lyder det fra danske forskere. Men for andre fødevarer er økologi bedre.

Økologiske varer er ikke mere klimavenlige end de konventionelle. Overordnet set er klimabelastningen cirka den samme, vurderer danske forskere. (Foto: Sisse Stroyer © Scanpix)

Er du en af de mange danskere, der bekymrer sig om klimaet - og gerne vil gøre dit for, at vores udledning af drivhusgasser falder?

Så er du ikke alene.

Men det kan være svært at finde ud af, hvad der faktisk er det mest grønne valg, fx når vi køber ind. For der er rigtig mange tal og påstande på både sociale og almindelige medier.

I december sidste år udgav en gruppe forskere fra Sverige og USA en række resultater i det anerkendte tidsskrift Nature, der viste, at økologi er op til 70 procent mere belastende for klimaet.

Det vakte stor debat herhjemme, og i sidste uge fik debatten nyt liv, da Liberal Alliances nyudnævnte formand, Alex Vanopslagh, kom med samme påstand i Deadline på DR2.

Også Weekendavisen var i sidste uge ude med påstanden.

Samtidig skriver Økologisk Landsforening på deres hjemmeside, at “klimaaftrykket for økologiske og konventionelle fødevarer er på samme niveau” og at “forskning viser, at økologisk landbrug har en mindre udledning af klimagasser målt pr. hektar landbrugsjord end konventionelt landbrug”.

Og hvad skal man som forbruger så tro på?

Ifølge Jørgen E. Olesen, professor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og ekspert i klima og fødevarer, er det faktisk ikke helt enkelt at svare på.

- Det afhænger fuldstændig af, hvad for en type økologi, der er tale om. Økologiske kyllinger er meget mere belastende for klimaet, for de spiser markant mere foder. Nogle økologiske afgrøder er derimod ikke værre for klimaet, siger han.

To forskellige regnemetoder

Det kan være svært selv for forskerne at svare på, om økologien belaster eller aflaster klimaet, fordi der er forskellige måder at gøre det op på.

Regner forskerne på, hvor store mængder drivhusgasser et økologisk landbrug udleder i forhold til det areal, det dækker, er økologien næsten altid bedst. Det forklarede Sander Bruun, der er lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet i sidste uge til Ugebrevet Mandag Morgen.

Men kigger man derimod på, hvor stort klimaaftrykket er for én produceret enhed - det vil sige, at man fx sammenligner en økologisk kylling med en konventionel, så ser billedet anderledes ud.

- Så er der stort set ikke forskel. Nogle gange er de konventionelle fødevarer højere i beregninger, andre gange belaster det økologiske mest, siger Jørgen E. Olesen.

Får mindre ud af det samme markareal

Grunden til, at det økologiske landbrug belaster klimaet mere, når forskerne regner per produceret kylling eller gulerod, er, at de så regner med, hvor effektivt økologerne udnytter deres marker.

Og her er økologerne altså ikke lige så effektive som deres konventionelle kolleger.

- Fordi økologiske landbrug er mindre produktive end de konventionelle, kommer der en ekstra klimabelastning, fordi de skal lægge mere jord under ploven, for at lave den samme mængde mad. Og når vi fx fælder skov for at dyrke jorden, lukker vi meget CO2 ud i luften, siger Jørgen E. Olesen.

Det argument Jørgen E. Olesen refererer til her, er det samme, der ligger til grund for det regnestykke, som de svenske forskere har lavet.

Men metoden har sine mangler, mener John Thøgersen, som er professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og forsker i økologi fra et økonomisk perspektiv.

- Økologi er mindre areal-effektivt, det er helt sikkert. Men de har ikke medregnet, at det konventionelle landbrug over tid udpiner muldlaget. Det kan føre til øget ørkendannelse, så man til sidst slet ikke kan dyrke jorden. Og så er vi jo lige vidt, siger han.

Jørgen E. Olesen understreger da også, at der er en hel del usikkerheder ved de svenske resultater. De tager eksempelvis ikke højde for, at økologiske forbrugere generelt spiser mindre kød og flere grøntsager end de konventionelle. Og bliver der mere økologisk produktion, ændrer forbruget sig muligvis derefter, forklarer han.

Kampen står mellem kød og grøntsager

Den betragtning er John Thøgersen helt enig i, og han understreger, at forskellen på økologi og konventionelt landbrug er så lille, når det kommer til klima, at det slet ikke er der, vi bør have vores fokus.

- Der, hvor det virkelig batter, når vi snakker klimaaftryk, det er vores kødforbrug. Lægger vi vores kost om på globalt plan, skal vi slet ikke bekymre os om, hvorvidt der er landbrugsjord nok, for kødproduktion kræver store mængder land, siger han.

På globalt plan går, ifølge Ourworldindata.com, omkring 80 procent af landbrugsarealet til animalsk produktion, som kun leverer 20 procent af kalorierne. Så det er altså rigelig med plads til økologi, der er mindre effektivt, hvis vi holder igen med kødet, forklarer John Thøgersen.

Og faktisk tror han, at en ændring i forbruget kan komme til at ske helt af sig selv.

- Hvis mad bliver dyrere i fremtiden, fordi vi bliver flere mennesker om den samme mængde mad, så kommer kødpriserne til at stige markant mere end grøntsager. Og det kan få vores forbrugsvaner til at ændre sig helt automatisk, slutter han.

Ekspertkor: Husk at økologi også har andre fordele

  • Bedre for vores sundhed Ifølge Kirsten Halsnæs, der professor på DTU og forsker i bæredygtighed, er der ikke pesticidrester i økologiske fødevarer. Og der er ingen tvivl om, forklarer hun, at pesticiderne er skadelige for vores sundhed. Det konventionelle landbrug holder sig dog under grænseværdierne i forhold til pesticidrester, understreger Jørgen E. Olsen.

  • Bedre for biodiversiteten Når det kommer til at bevare biodiversiteten, er økologiske marker også bedre, forklarer John Thøgersen, og det er Jørgen E. Olesen for så vidt enig i. Professoren understreger dog, uopdyrket natur er endnu bedre for biodiversiteten, så hvis det økologiske landbrug kræver mere jord, kan det i sidste ende skade biodiversiteten mere end det konventionelle.

  • Bedre for miljøet (for det meste) Når det kommer til grundvandet, er økologien for det meste også mere skånsom. Økologiske kvægbrug udleder mindre kvælstof, ved planteavl udleder økologi og det konventionelle lige meget og økologiske svinebrug udleder faktisk mere end det konventionelle, forklarer Jørgen E. Olsen.

Facebook
Twitter