I 2007 ankom et ægtepar til New Zealand.
De var flygtet fra øgruppen Kiribati i Stillehavet, som ifølge manden, Ioane Teitiota, var blevet ubeboelig på grund af klimaforandringer.
Der var intet liv, ingen fremtid på deres hjem-ø Tarawa, hvor det stigende havvand åd mere og mere af landet.
Men New Zealand afviste at give Ioane Teitiota og hans kone asyl. I 2015 blev parret, og de tre børn, de i mellemtiden havde fået, deporteret tilbage til Kiribati.
Ioane Teitiota klagede til FN's Menneskerettighedskomité. Han mente, at New Zealand havde krænket hans 'ret til liv' ifølge menneskerettighedskonventionerne.
Efter fem år er komiteén kommet frem til en afgørelse.
Den ændrer ikke fremtiden for familien fra Kiribati, men til gengæld åbner den en dør på klem for klimaflygtninge fremover.
For mens komiteen afviser, at New Zealand har krænket Ioane Teitiotas rettigheder ved at afvise hans asylsag, understreger den samtidig, at der kan være andre sager om klima-asyl, hvor et land ikke kan sende en flygtning tilbage uden at overtræde menneskerettighederne.
- I den konkrete sag med de omstændigheder, der var gældende inden for tidslinjen, finder vi New Zealands beslutning okay. Men vi opstiller nye standarder, som vi forventer, at landene tager i betragtning fremadrettet, siger Yuval Shany, der er professor i international ret og viceformand for FN’s Menneskerettighedskomité.
FN: Klimaforandringer er en trussel
En af de ting, som komiteen lægger vægt på, er, at klimaflygtninge fremadrettet ikke skal kunne bevise, at de står overfor en umiddelbar, konkret trussel for at få asyl.
Sådan er det i dag under de nuværende konventioner.
For komiteen anerkender, at klimaforandringer har både pludselige konsekvenser som voldsomme storme og oversvømmelser og langsomt virkende konsekvenser som stigende havvand, forurening med saltvand og kysterosion.
- Det vil sige, at der kan være en reel risiko for en klimaflygtnings liv, der forhindrer hjemsendelse. Selv inden personens hjemland er erklæret ubeboeligt, siger Yuval Shany.
Og den vurdering kan få betydning for eksempelvis klimaflygtninge fra Kiribati, hvor landets 33 øer i gennemsnit stikker sølle 1,8 meter op over havets overflade.
For det stigende havvand er allerede ved at æde sig ind på øerne.
- Det, komiteen lidt vævende siger, er, at en "umiddelbar trussel" ikke først opstår, når folk drukner, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Han er professor MSO i migration og flygtningeret, tidligere medlem af Flygtningenævnet og har fulgt afgørelsen fra FNs menneskerettighedskomité.
Vold, mangel på mad og forurenet vand var hverdag
I Ioane Teitiotas sag har truslen dog ikke været konkret nok på det tidspunkt, hvor New Zealand afviste hans ansøgning om asyl.
Men ifølge Ioane Teitiota var situationen i Kiribati allerede i 2007 så alvorlig, at han og hans kone umuligt kunne bo der.
Han beskrev for de new zealandske myndigheder, hvordan vold, arbejdsløshed, mangel på mad og beskidt drikkevand var blevet hverdag på den ellers smukke koralø Tarawa.
Klimaforskeren John Cocoran, der arbejder ved det newzealandske University of Waikato og selv stammer fra Kiribati, bakkede ham op.
Han forklarede blandt andet, hvordan havvand ofte oversvømmer Tarawa, ødelægger afgrøderne og forurener drikkevandet. Hvordan voldelige sammenstød over landområder fører til skade og død. Og hvordan stadigt større områder af øen bliver oversvømmet under voldsomme storme.
New Zealand anerkender, men afviser
De newzealandske myndigheder anerkendte en lang række af forholdene, men de fandt ikke bevis for, at Ioane Teitiotas liv var i fare her og nu, eller at hans familie ikke ville være i stand til at genoptage et værdigt liv i Kiribati.
Menneskerettighedskomiteen var enig.
- Komiteen lægger i sin afgørelse vægt på, at de newzealandske myndigheder grundigt har overvejet, hvilke risici der ville være forbundet med at sende familien tilbage til Kiribati, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Samtidig er det afgørende, at Kiribati har forsøgt at indføre tiltag, der skal beskytte befolkningen mod klimaforandringer.
Blandt andet i form af 60 store mure, der skal holde truslen fra vandet tilbage.
Murene har dog siden vist sig at være langt fra tilstrækkelige. De er gentagne gange blevet beskadiget under stormflod og højt tidevand.
Et positivt princip, men...
Fremadrettet bør klimaflygtninge ikke, ifølge Menneskerettighedskomiteens afgørelse, være pålagt at bevise, at de er i overhængende fare, før de kan få asyl - ligesom Ioane Teitiota skulle.
Netop fordi skade forårsaget af klimaforandringer kan opstå både pludseligt og over lang tid.
- Det er positivt, at komiteen nedfælder et generelt princip om, at der kan være tilfælde, hvor klimaforandringer betyder, at menneskeretten – retten til liv - krænkes, hvis man sender en person tilbage tilbage, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Men der går skarpvinkling i den, når flere medier skriver, at komiteens afgørelse betyder, at klimaflygtninge fremover ikke kan sendes tilbage til deres hjemland.
- For det første er afgørelsen her ikke juridisk bindende. Godt nok er Menneskerettighedskomiteen et vigtigt organ, men komiteens afgørelser er kun vejledende. Hverken New Zealand eller Danmark er tvunget til at følge dem, siger Thomas Gammeltoft-Hansen og fortsætter.
- Desuden fastslår komiteen med denne afgørelse ikke, hvornår en klimatrussel er så nært forestående, at den bør udløse asyl. Er det nu? er det om 10 år? om 15 år? I alle sager vil der være tale om en konkret vurdering.
Der er allerede millioner af klimaflygtninge
FNs afgørelse får, ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, næppe stor betydning for ret mange landes asylpolitik her og nu.
Men der er flere sager om klimaasyl på vej, fortæller både han og Yuval Shany.
De kommer til at forme reglerne for, hvordan klimaflygtninge skal behandles under de nuværende Menneskerettighedskonventioner og Flygtningekonventionen, som er udarbejdet i 50'erne og start 60'erne med udgangspunkt i helt andre forhold end klima.
Men det er et spørgsmål om tid, før klimaflygtningene - eller migranter, som FN foretrækker, at de kaldes - finder vej til konventionerne.
Allerede nu er der nemlig millioner af dem.
- Det er langt fra et nyt fænomen. Jeg har selv siddet med sager i Flygtningenævnet, hvor klimaforandringer er årsagen til, at folk er flygtet. Dem, der får asyl, er typisk dem, hvor klimaforandringerne har ført til omfattende vold eller diskrimination på grund af mangel på ressourcer. Klima er ikke det, der giver asyl. Men det er ofte den bagvedliggende årsag, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Danmark kommer ikke til at gå forrest
Hvornår vi kommer til at se sager, hvor klimaforandringer er den direkte årsag til asyl, vil Thomas Gammeltoft-Hansen ikke spå om.
Men han håber, at der kommer klarhed eller nye standarder inden, vi efterlader en masse mennesker i akut knibe.
- Det er vigtigt, at der bliver presset på nu for at finde ordentlige løsninger. Når vi når dertil, hvor områder er oversvømmet eller ubeboelige, er det for sent. Det bedste vil være, hvis landene indbyrdes kan enes om nye regler. Men et skifte kan også ske gennem for eksempel en afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen, som er bindende eller i form af en retspraksis, der langsomt ændrer sig, siger han.
Danmark bliver ikke et foregangsland.
- Herhjemme følger vi ikke automatisk FNs fortolkning. Dansk retspraksis ændrer sig typisk i takt med, hvordan det ser ud i de lande, vi normalt sammenligner os med, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.