Om et lille døgn skal verdens lande gerne give håndslag på en aftale, der kan bringe os fremad i kampen mod klimaforandringerne.

Men forhandlingerne på klimatopmødet - COP27 - har de seneste dage sneglet sig afsted gennem ørkensandet her i Sharm el-Sheikh, og de færreste tror efterhånden på en aftale til tiden.

Stopklodsen i forhandlingerne er diskussionen om, hvem der skal betale for de tab og skader, som allerede nu rammer de mest klimaudsatte lande i form af tørke, oversvømmelser og havstigninger. Lande, som har bidraget mindst til udledningen af drivhusgasser.

Ingen fond i sigte

Da der i morges landede et første udkast til en aftale, stod der ikke et ord om en fond, der kan hjælpe de sårbare lande. En fond, som de fattigste lande gennem forhandlingerne har satset alt på.

- Der har været - som tidligere - et klart brud på tilliden mellem nord og syd og mellem de udviklede lande og de nye vækstøkonomier, siger FN's generalsekretær Antonio Guterres, der netop er landet for at skubbe på for en aftale.

Han understreger, at den "mest effektive" måde at få genopbygge tilliden er at finde en ambitiøs og troværdig aftale om tab og skade og økonomisk støtte til udviklingslandene.

- Jeg er her for at appellere til alle parter om at samle jer om den største udfordring, som menneskeheden står overfor. Verden ser med og har et simpelt budskab. Rejs jer og lever. Kom med den klimahandling, som mennesker og planeten så desperat har brug for, lød budskabet fra Antonio Guterres.

Klimaretfærdighed nu!

Utilfredsheden med det første udkast har været tydelig over alt på topmødet i dag. På en afsveden græsplæne under et par skallede palmer står en flok demonstranter.

- Hvad vil vi have? råbte en ung kvinde ned i megafonen.

- Klimaretfærdighed, svarer flokken.

- Hvornår vil vi have det?

- Nu!

På deres blå bannere er der krav om erstatning. For mistet familie. Ødelagt landbrugsjord. Smadret natur. De råber så højt, at stemmerne kan høres på scenen i bygningen ved siden af.

Herinde har en gruppe af de mest klimaudsatte lande indkaldt til hastepressemøde for at udtrykke deres bekymring og skuffelse over, at deres ønske om støtte til at klare de klimaudfordringer, de står med, ikke bliver hørt.

I midten af bordet sidder Sherry Rehman, der er minister for klimaforandringer i Pakistan. Hun ved godt, hvad demonstranterne uden for mener, når de råber om mistet familie og ødelagt land.

Hendes eget hjemland kæmper lige nu stadig med vandmasserne, efter voldsom monsunregn i sommer oversvømmede en tredjedel af landet. Over 1.700 blev dræbt af vandet og millioner er hjemløse.

Fra talerstolen gentager hun de mest sårbare og udviklingslandenes ønske. At klimaaftalen fra Sharm el-Sheikh bør indeholde en garanti for, at der kommer en økonomisk plan, der sikrer hjælp til de fattigste lande, når de bliver ramt af klimaforandringerne.

- For at det her ikke skal bryde sammen, er vi nødt til at bevæge os fremad og i det mindste få en politisk hensigtserklæring. Det er det, der er brug for, siger hun.

Frygten for regningen

Forventningerne fra de mest klimasårbare lande var tårnhøje forud for COP27. Klimatopmødet blev kaldt "den afrikanske COP" med henvisning til, at der nu endelig skulle være fokus på de problemer, klimaforandringerne skaber for verdens fattigste.

Det startede da også positivt, da klimaskader - for første gang - kom med på den officielle dagsorden.

Med Sherry Rehmans ord "en klar succes". Men siden er der ikke sket meget.

USA står stadig stejlt i deres afvisning af en fond til at dække klimaskader. Landet - som historisk er ansvarlig for størstedelen af de drivhusgasser, der er i atmosfæren - frygter, at en anerkendelse af det historiske ansvar og for meget snak om erstatning og kompensation til de fattigste lande kan ende med en uoverkommelig stor regning.

En regning, som John Kerry, USA's særlige klimaudsending, har påpeget kan ramme indsatsen for at nedbringe udledningerne, der heller ikke er gratis. En opgave, som amerikanerne allerede har haft svært ved at samle opbakning til derhjemme.

Store summer

Og det er store summer, der kan blive tale om. En ny rapport fra organisationen Oxfam Ibis anslår, at regningen for de klimaskader, alene Danmarks udslip er skyld i, vil løbe op i 27 milliarder kroner årligt i 2030.

Zoomer man ud på globalt plan lyder et estimat fra et andet studie, at regningen for tab og skader i verdens lande i 2030 kan ende på 590 milliarder dollars - altså over fire billiarder kroner.

Det argument afviste Sherry Rehman, da DR interviewede hende i Pakistan inden topmødet.

- Der er penge til krige, er der ikke? Lad os lige fokusere. Der er altid penge til krige. Så har der også bare at være penge til at redde menneskeheden, lød hendes svar.

Noget er der dog sket på topmødet. EU's klimachef, Frans Timmermans, sagde i går, at EU gerne vil støtte en fond til klimaskader. På den betingelse, at Kina også spytter i kassen.

Bevis vi tog fejl

Et andet sted på konferencen møder vi Vanessa Nakate.

Den 26-årige klimaaktivist fra Uganda har en sort t-shirt ud over sin rullekrave med teksten prove us wrong (bevis at vi tog fejl, red.). En opfordring, der bygger på den skuffelse de fattigste lande igen og igen har oplevet, når de er vendt tomhændede hjem fra et klimatopmøde.

Vanessa Nakate blev for alvor kendt, da hun for et par år siden blev redigeret ud af et billede, der blev bragt i europæiske aviser, hvor hun stod sammen med fire hvide klimaaktivister - blandt andet Greta Thunberg.

Historien om fotografiet blev billedet på den større fortælling om, at Afrika og andre sårbare nationer igen og igen er blevet ignoreret i de globale klimaforhandlinger.

Hun frygter, at topmødet endnu en gang ender med en aftale uden nogen indrømmelser fra de rigeste lande.

- Det er ødelæggende og frustrerende - og det forarger mig - overhovedet at tænke på, hvis der ikke kommer en fond til tab og skader her, siger hun.

- For det er ikke fordi, der ikke er penge. Pengene er der, men den politiske vilje mangler.

Nogle ville sige, at der et svært tidspunkt at tale om en fond til tab og skader, når vi har inflation og krig i Ukraine?

- Men er det så et godt tidspunkt at lide under klimaforandringerne på Afrikas Horn? Er det et godt tidspunkt for børn at lide af alvorlig underernæring? Er det et godt tidspunkt at dø i oversvømmelserne i Pakistan?