FN-panel: Global opvarmning kan begrænses til 1,5 grader - men det kræver hurtige ændringer

Det kræver hidtil usete tiltag at begrænse global opvarmning til 1,5 grader, siger FN's Klimapanel i rapport.

Det kræver hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader i år 2100 - målt i forhold til før industrialiseringen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er muligt.

Men det kræver hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader i år 2100 - målt i forhold til før industrialiseringen.

Sådan lyder det i en ny rapport fra FN's Klimapanel, IPCC, der er offentliggjort natten til i dag.

Ifølge rapporten skal den menneskeskabte CO2-udledning i 2030 være faldet med 45 procent i forhold til 2010-niveauet. Samtidig skal resterende udledning neutraliseres fra 2050, hvis stigningen skal begrænses til 1,5 grader.

Det betyder, at eventuelle udslip af drivhusgasser efter 2050 skal suges ud af luften og pumpes ned i underjordiske lagre for at få CO2-regnskabet til at gå i nul, lyder det.

Effekten af denne teknik er dog i høj grad stadig uprøvet. Den indebærer samtidig betydelige risici for den bæredygtige udvikling, påpeger forskningen ifølge klimapanelet.

- Det er muligt at begrænse opvarmningen til 1,5 grader inden for de kemiske og fysiske love, men det vil kræve hidtil usete forandringer, siger Jim Skea, en af formændene i en arbejdsgruppe under klimapanelet, i en pressemeddelelse.

Temperaturen steget 1 grad

Allerede nu er temperaturen på kloden steget cirka 1 grad siden før industrialiseringen omkring år 1850-1900.

Og hvis den globale opvarmning fortsætter som i dag, når klodens temperatur stigningen på 1,5 grader et sted mellem 2030 og 2052, estimerer IPCC.

Der ligger et omfattende arbejde bag rapporten. 91 forfattere fra 40 forskellige lande står bag. Desuden har teksten over 6000 videnskabelige referencer.

Rapporten er blevet til efter klimatopmødet i Paris i 2015. Her vedtog verdens lande en målsætning om at lægge låg på opvarmningen ved maksimalt 1,5-2 grader.

Ifølge Jens Hesselbjerg, professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, bidrager rapporten ikke med ny viden. Men den er vigtig i kraft af, at den kommer fra FN's Klimapanel.

- Da det er i regi af IPCC, er det ikke bare enkelte videnskabsmænd, som påpeger problemer.

- Det får præg af en generel opfattelse og forståelse blandt de lande, der er medlem af IPCC, siger professoren, der dog ikke lægger skjul på, at det bliver svært at holde temperaturen nede:

- Den slår endnu en gang fast, at det er en øvelse, som er meget omfangsrig.

Rapporten har desuden set på, hvordan en temperaturstigning på 1,5 grader påvirker Jorden, sammenlignet med en stigning på 2 grader.

Ifølge rapporten vil vandstanden i havene være cirka ti centimeter højere i år 2100 ved en temperaturstigning på 2 grader, set i forhold til 1,5 grader.

/ritzau/